SÅ DU DET? I film og fodbold kan Norge gå på vandet, så Dannebrog farves grønt af misundelse i disse år.
Med instruktørmestrene Joachim Trier og Dag Johan Haugerud og gennembrudsperler som ’Armand’, ’Elskling’ og ’Den stygge stedsøster’ er det nordmændene, der svinger den filmkunstneriske taktstok i Norden på en måde, man ikke havde set komme for bare fem år siden.
Og mens det vage danske fodboldhold ser VM fra sofaen, indtager det anderledes slagkraftige norske fotballag VM-arenaen i Boston på onsdag mod Irak med de reelle verdensstjerner Erling Haaland og Martin Ødegaard i front.
Det er første gang i 28 år, at Norge har kvalificeret sig til verdensmesterskabet, og den slags comeback er selvfølgelig en Netflix-serie værdig, så vi for alvor kan få slået fast, at Norge er Skandinaviens sjælelige kongedømme i en grad ikke set, siden ’Skam’ gjorde alting norsk dritkul.
Bag serien står Emil Trier – bror til førnævnte Joachim – som over to afsnit tegner tidslinjen fra 90’ernes overraskende opblomstring med den snu Egil ’Drillo’ Olsen bag roret, kulminerende i en 2-1-sejr over mægtige Brasilien ved VM i 1998.
Siden fulgte årtier med skuffelse på skuffelse og akkumulerede knæk i det nationale selvværd. Og vi får lødigt fornemmelsen af det pres, der lå på den nuværende træner, superliga-legenden Ståle Solbakkens skuldre, efter han kiksede både kvalifikationen til VM i ’22 og EM i ’24.
Men omsider lykkedes det denne gang, endda ved at bringe den tidligere så glorværdige fodboldnation Italien i knæ. Andet manglede da også bare, idet Norge lige nu står med sin bedste fodboldgeneration måske nogensinde, og Emil Trier har fin adgang til dem alle. Både førnævnte City- og Arsenal-stjerne medvirker, og det samme gør profiler som stortalentet Antonio Nusa, Atlético Madrid-fyrtårnet Alexander Sørloth og mange andre.
Ja, faktisk er der så talrige talking heads foran kameraet i Netflix-dokumentarens 121 minutter, at oplevelsen mere minder om en anden disciplin, det vintersportsglade land har excelleret i: skøjteløb.
Vi laver i hvert fald piruetter gennem et væld af spillere, nuværende og tidligere trænere, eksperter, forbundschefer, stabsmedarbejdere og selv Norges statsminister, som får mulighed for at bruge syv sekunder på at slå fast, at landsholdet er vigtigt for nationen.
Måske er Trier og hans hold blevet forblændet af at have opnået en så fin adgang til ellers svært tilgængelige kilder, at de har glemt at spørge ind på en måde, der aftvinger interessante svar. Resultatet er i hvert fald, at ’Norges vej tilbage’ er en overfladisk overflyvning af en historie, mange interesserede nok vil kende i forvejen.
Man kunne have drømt om en mere fodboldnørdet indføring i, hvorfor Norge pludselig står som en stærk fodboldnation, også understreget af Bodø Glimts utrolige Champions League-eventyr sidste år. Om en mere intellektuelt funderet refleksion over landsholdets forbindelse til den norske folkesjæl. Eller måske et lidt dybere dyk ned i nogle af spillernes forhistorie, end hvad man får her.
Sjovt er det, da en svensk sportsjournalist harcelerer over, at Norge fejrer en kvalifikation, som havde de vundet selve VM-pokalen. Og med danske briller støbt af skinsygestel fra Jantelovsfabrikken kan man da så også oparbejde en smålig glæde ved, at nordmændene trods alt ikke gør alt, hvad de rører ved, til guld.
Denne sportsdokumentar er i hvert fald ret gennemsnitlig. Men ret skal dog være ret: Man føler sig da en lille smule mere forbundet til de norske gutter. Vi finder kobjælderne frem på onsdag!
’Norges vej tilbage’ kan ses på Netflix.