I mange år var der ikke ligefrem stor efterspørgsel på at få Andrew Garfield tilbage i rollen som Spider-Man, da hans to ‘The Amazing Spider-Man’-film fik en rimelig hård medfart, da de kom ud mellem 2012-2014.
Skuespilleren fik dog en vis genrejsning efter ham og Tobey Maguire dukkede op for at assistere Tom Hollands Spidey i ‘Spider-Man: No Way Home’ tilbage i 2021.
Som gæst i podcasten ‘The Discourse’, der produceres af mediet The Playlist, fortæller Garfield dog, at det ville kræve noget meget særligt, hvis han skulle vende tilbage til Spider-Man-universet igen. Eller nærmere betegnet noget weird.
»Det skulle være meget, meget underligt. Jeg ville have behov for, at det var meget sært, og jeg ville have, at det skulle være totalt ukonventionelt og næsten – jeg ville ikke sige kedeligt – men jeg ville have, at det bare skulle være totalt uventet, som en genre af Spider-Man, du aldrig har set før, som skulle føles som om, det virkelig kom ind fra højre«.
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Spider-Man-franchisen skulle rykke i en så eksperimenterende retning.
Garfield gav dog et bud på, hvad der kunne være sært nok til ham: »måske en road trip-film«.
Den britiske skuespiller har heller ikke ligefrem satset stort på store franchises i de seneste år.
Sidste år medvirkede han (desværre) i Luca Guadagninos ‘After the Hunt’, hvorefter han har fortsat samarbejdet med den italienske instruktør i den konfliktomgærdede Sam Altman-biopic ‘Artificial’.
