Tidligere på sommeren gjorde Jay-Z comeback som liveartist med sin første headlinerkoncerter som soloartist i mere end fem år, og siden er han draget på en mindre jubilæumsturné.
Ved comeback-koncerten på festivalen Roots Picnic i slutningen af maj virkede raplegenden umanerligt stridslysten. I en længere en a capella-freestyle kastede han om sig med disses rettet mod kollegaer som Drake, Kanye West og Nicki Minaj.
Han virker også sulten på et spritnyt vers, der netop er udkommet som en del af en »remix-pakke« fra hustruen Beyoncé.
Ep’en ‘Morning Dew (Donk) Remix Pack’ indeholder således tre remixes (samt en bandeordsfri rendering) af Beyoncés nye nummer ‘Morning Dew (Donk)’. Leaks af originalsangen, der blev indspillet i 2013, har tidligere floreret på internettet, men i sidste måned udkom den officielt som single-forløber for popstjernens kommende jubilæums-genudgivelse af albummet ‘B’Day’.
På et af disse remixes kigger ægtemanden Jay-Z forbi med sit første nye vers i årevis. Her langer han blandt andet ud efter folk på internettet, der taler dårligt om ham og Beyoncé, men ikke selv kan matche deres succes.
»Talkin’ reckless on the set, they only hate us on the ‘net / You n****s tweet a lot, all you do is twit / Pop it on the pods, but you ain’t doin’ shit / We just makin’ love, we just gettin’ rich«, rapper det 56-årige ikon.
Remixet sampler både Shack Wes’ ‘Mo Bamba’, Soulja Boy’s ‘Donk’ og 80’er-sangen ‘Between the Sheets’ af The Isley Brothers.
Jay-Z har ikke udgivet et soloalbum siden ‘4:44’ fra 2017, men at dømme efter det nye vers er han slet ikke færdig med at levere skarpe bars. Lad os håbe på, at motivationen inden længe udmønter sig i en længere udgivelse.
