’Digger’: Ekstra point for big dick energy til filmen med Tom Cruises vildeste rolle i karrieren
FILM. Vi har aldrig set Tom Cruise som i Alejandro González Iñárritus ’Digger’.
Det nærmeste er hans fjollede cameo som dansende, grotesk filmproducer i ’Tropic Thunder’, men det var et stunt, en Hollywood in-joke, som pludselig kom ud til masserne. Cruise spillede ikke engang særlig godt, og at se ham danse rundt i et fatsuit var i mine øjne et ufarligt party trick.
Derfor var jeg skeptisk over at se annonceringen af Tom Cruise i endnu en fatsuit-rolle. Traileren lagde op til gak, løjer og overspil – endda i en grad, der skabte et internetrygte om, at ’Digger’ ville være en musical, og at den skjulte det i traileren a la ’Wonka’.
Jeg kan berolige dig, hvis du, ligesom mig, hellere vil rutsje på en ostehøvl end at opleve Tom Cruise i en musical. ’Digger’ er ikke en musical. Til gengæld er den alt muligt andet, og det meste er vi anmeldere kontraktligt bundet til ikke at afsløre. Fair. For det er sjovere at opleve selv.
Men jeg kan sige, at ’Digger’ er Tom Cruises vildeste rolle hidtil. Han går all out og all in.
Filmens første halve time har fuldt fokus på den groteske karakter ’Digger’ Rockwell, en ekstrem udgave af den klassiske, amerikanske oliemagnat med dyreskindsstøvler og cowboyhat. Han skyder i luften med fingerpistoler og taler om, at hans bedstefar lærte ham, at »Moder Natur elsker en vinder«.
Han tager sig hele tiden på ølvommen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det ligner en skuespiller, der har studeret ”tykke” mennesker og tillagt sig dette træk for virke troværdig.
Der er også andre tegn, der peger på, at noget er galt med filmens univers. Der er en kunstighed over det, som ikke er fornemmelsen af AI-slop, men mere en overdesignet stil, hvor solens morgenrødme er lidt for gylden, at jakkesættene for nylig har hængt på kostumebøjler, og at Diggers tudsegamle kat lidt for tydeligt ligner en mekanisk dukke.
Der er en mening med galskaben, og filmen tager nogle kunstneriske drejninger, der giver mere dybde end det officielle handlingsreferat, som er, at Digger i overført betydning kæmper for at grave sig ud af det borehul, han har efterladt i planeten, og som truer med at slå millioner af mennesker ihjel og igangsætte en ustoppelig miljøkatastrofe.
Omkring Tom Cruise finder vi en perlerække af skuespillere, som tydeligvis nyder, at deres karakterer ikke kan blive groteske nok. Det er skønt at se John Goodman i sin første nævneværdige rolle på det store lærred siden ’10 Cloverfield Lane’ i 2016. Han skruer helt op for absurditeten i rollen som den amerikanske præsident – med bevidstheden om, at der skal meget til for at overgå virkeligheden.
Nogle scener i ’Digger’ giver den samme form for stress, som man kan opleve i film, der hovedsageligt handler om folk, der skændes. Som ’August: Osage County’ eller det berygtede skrige-afsnit i ’The Bear’, ’Fishes’.
Filmen prøver at sælge sig selv som en mulig blockbuster med Tom Cruise i front, men i virkeligheden er det en blanding af kunstfilm og sorthumoristisk farce – som hvis øko-satiren ’Don’t Look Up’ og kultfilmen ’Synecdoche, New York’ fik et barn. ’Digger’ er en film, som jeg ikke tror, jeg får lyst til at se flere gange, men som jeg er meget glad for at have set én gang.
Komedie er en svær disciplin. Det bliver ikke nemmere, når du jagter grin, samtidig at du satiriserer over menneskeracens evne til at ignorere dommedag, mens den udspiller sig for øjnene af os, kapitalismens tankeløse forbrug og afhængighed af vækst, vores guldrandede institutioner og monumenter, der hurtigt kommer til at ligne fedtede pyntegenstande, hvis ikke de bakkes op af moralsk rygrad, og over religiøst hykleri og gamle, blege mænds ynkelige klamren til magtens taburetter.
Alejandro G. Iñárritu er for mig en frustrerende instruktør. Jeg kan lide ret præcist halvdelen af hans film – og foragter den anden halvdel.
Mexicaneren er en instruktør, der altid har inkorporeret tematiske og kunstneriske elementer i sine film, som Hollywood-producenter helt sikkert har advaret ham imod. Fra de højtravende dramaer om sorg, miskommunikation og immigration i ’21 Grams’, ’Babel’ og ’Biutiful’ til meta-fortællingen ’Birdman’, det praktisk-logistiske mareridt det var at optage den mesterlige ’The Revenant’, og hans seneste film, den navlepillende og oppustede, men visuelt pirrende ’Bardo’.
Han nægter at lave ligegyldige værker, og derfor fejler han nogle gange. Eller deler i hvert fald vandene.
Det kommer han også til med ’Digger’. Det er langt fra alt, der lykkes for filmen, men det ville også være for meget forlangt. Den vil for meget og skyder selvsikkert med fingerpistoler op i luften. Et par gange rammer den plet, og så er det filmmagisk.
At makkerparret Iñárritu/Cruise tør satse på, at publikum i nutidens filmlandskab tager med på denne næsten avantgardistiske rejse, kræver brass balls, som Digger Rockwell måske kunne have fundet på at sige.
Der er ekstra point for big dick energy.
Kort sagt:
En kunstfilm med Tom Cruise? Heldigvis er ’Digger’ ikke kun mærkelig. Den er også mærkeligt underholdende.