»Vi er stærkt bekymrede for, at denne enestående position er på vej i skraldespanden«, skriver over 100 danske filmfolk i dag i Politiken i et opråb rettet mod DR.
De henviser til public service-stationens stolte tradition for at lave originalt dansk seriedrama, som de altså er bekymret for er ved at gå fløjten.
Drama, serier eller tv-serier nævnes nemlig ikke så meget som én gang i den strategi, der for nylig blev lanceret af den nye generaldirektør Bjarne Corydon, og som gælder frem til 2030.
»Fiktionsområdet er som fjernet fra strategien med skalpel«, skriver de i opråbet og fortsætter:
»Fiktion er en del af den demokratiske infrastruktur, DR har varetaget i sin hundredårige historie. At skrive en af DR’s måske allerstørste succeser ud af historien om fremtidens DR peger kort sagt på en manglende forståelse af, hvad dansk fiktion bidrager med til vores samfund«.
Blandt medunderskriverne er skuespilstjerner som Lars Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Lene Maria Christensen og Jesper Christensen, manuskriptforfattere som Kim Fupz Aakeson, Maja Jul Larsen, Jeppe Gram og Anna Emma Haudal og instruktører som Michael Noer, Niels Arden Oplev og Charlotte Sachs Bostrup.
Alle sammen folk, der har spillet en stor rolle i de succesfulde DR-serier, der er blevet hits i såvel ind- som udland.
I et interview med Politiken uddyber Lars Mikkelsen, at han »er bange for, at DR afvikler drama og udliciterer det«. Skuespilleren fra DR-serierne ‘Herrens veje’, ‘Forbrydelsen’ og ‘Krøniken’ fortsætter:
»Lige nu kan jeg simpelthen ikke se, hvem der på DR sidder med strategien for det her. Hvad det er for en kunstnerisk leder, der sidder med planen for DR Drama«.
Den udtalelse må ses som lidt et hug til dramachef Henriette Marienlund, der kom ind på posten i 2021 uden foregående erfaring med fiktionsområdet. Det skete, efter dramachef Christian Rank blev fyret i kølvandet på skandalen om storserien om Leonora Christina, som blev skrottet.
Over for Politiken udtrykker generaldirektør Bjarne Corydon, at han ser opråbet som »en kærlighedserklæring«.
»Alle de pointer, der gøres gældende, er i den grad en del af strategien«, lyder det. Han forklarer, at strategien først rigtigt skal udmøntes, når den nye indholdsdirektør Naja Nielsen træder til 1. oktober. Nielsen har det overordnede ansvar for fiktionsområdet over Henriette Marienlund. Corydon understøtter desuden en tidligere udtalelse fra Marienlund om, at hun godt kunne tænke sig, at DR producerede flere serier end i dag.
En del af bekymringen fra medunderskriverne går på, at flere DR-serier produceres af eksterne, private producenter, hvor de fleste tidligere blev lavet inhouse, hvilket giver en større kreativ frihed.
De seneste år har DR desuden lavet markant færre serier end TV 2.
9. oktober har DR dog premiere på sin nye store dramasatsning, landbrugsserien ‘Høst’, som i høj grad er det, opråbet skriger efter: en stor original serie lavet inden for stationens fire vægge.
