‘East of Eden’: Florence Pugh er ikke det bedste ved Netflix-versionen af verdens bedste historie

‘East of Eden’: Florence Pugh er ikke det bedste ved Netflix-versionen af verdens bedste historie
'East of Eden'. (Foto: Netflix)

SERIE. ’East of Eden’ er en af verdens bedste bøger.

I 2026 har den i forvejen en meget særlig position, idet den – ud over sin fortjente kanonposition – også stadig er populær på en måde, hvor den ikke kun er god, fordi mænd kunne lide den i gamle dage.

Det kan muligvis være del af en tilrettelagt TikTok-kampagne af Netflix som optakt til serien, men min algoritme har vrimlet med John Steinbeck-praise fra the girlies, siden jeg selv læste den i januar.

Hvad der for den udenforstående (i lang tid mig som anti-Steinbecker grundet en tvangslæsning af ’Perlen’ i femte klasse) let kan ligne et støvet værk fyldt med bibelreferencer om nogle mænd, der er uvenner, er nemlig overrumplende fremsynet for sin tid. Selvom den handler om kæmpetemaer som ’hvad er godt, og hvad er ondt’ ved at bearbejde en myte så grundlæggende og macho som ’mand ønsker at etablere paradis på jord’, udstiller den også det hele undervejs.

Noget af det allerbedste ved Zoe Kazans nye, overdådigt smukke, vellavede og enormt godt castede Netflix-version er hendes evne til at indfange de brudte favntag mellem alle fortællingens sårede sønner, brødre, drenge og mænd.

Derfor er det også grundlæggende irriterende, at den skal forestille at være noget helt andet.

Serien er nemlig heftigt markedsført som en nyfortolkning fokuseret på at gentænke den store kvindelige karakter Cathy Ames, der nok er kendt som en af litteraturhistoriens mest ensidigt djævelske kvinder.

‘East of Eden’. (Foto: Netflix)

Ligesom trenden i 2026 må siges at være kvindeorienterede klassikere (det er kun et halvt års tid siden, en anden af litteraturhistoriens store, misforståede antiheltinder ved navn Cathy var på bud i ’Wuthering Heights’), er ’East of Eden’ samtidig resultatet af en ældre tendens. Projektet stammer nemlig fra 2019, og ’Hun er ikke ond, hun er bare misforstået’-tankegangen stinker af forrige årtis uendelige søsættelse af stærke kvindelige hovedkarakterer.

Det, der skal forestille at være forkromet feministisk lokkemad for genfortællingen, ender med at være noget af det mindst interessante ved den. Præcis ligesom det ikke – hvis du spørger mig – er det mest interessante ved bogen, om Cathy er god eller ond.

Egentlig har Zoe Kazan lavet en noget nær perfekt gengivelse af romanen, som med syv timer på hånden lykkes med at videreføre alle de vigtigste elementer af historien på skærmen. Alle dem, hendes farfar Elia Kazan cuttede, da han tilvejebragte den ikoniske filmatisering i 1956 med James Dean i en altoverskyggende hovedrolle.

Alene den præstation er beundringsværdig i den nye Netflix-serie. ’East of Eden’ er en af den type fortællinger, det kan være svært overhovedet at give et resumé af, fordi den er så meget større, end den lyder. Den udspiller sig på tværs af det 19. og 20. århundrede og fra det amerikanske øst til vest og selvfølgelig over flere generationer.  

Vi starter i slutningen af 1800-tallet, hvor halvbrødrene Trask – den blide og elskelige Adam (’Girls’-ikon Christopher Abbott) og den skarpsindige, ucharmerende Charles (Mike Faist fra ’Challengers’) vokser op på en gård i Connecticut med en streng militærmand til far (Tracy Letts), der forgifter deres broderkærlighed med forskelsbehandling.

‘East of Eden’. (Foto: Netflix)

Første afsnit, der etablerer broderskabet, er faktisk noget nær paradisisk godt.

Kazan bader både Adam og Charles i omsorg, også for hinanden, så det til tider leger med en ubroderlig, lidt homoerotisk kærlighed. Man fornemmer parallellerne mellem Abbotts bløde Adam og hans underdanige ’Girls’-karakter, som sjovt nok hed Charlie.

Selvom Mike Faists mørke 1800-tals-mumlen er lidt svær at fordøje, er han betagende som hans kantede og fastlåste modstykke. I en scene klipper han Adams hår, så man næsten er rørt til tårer.

Når broderbindingen er allerstærkest, er ’East of Eden’ i sin relationsepiske stemning på niveau med HBO-versionen af ’Min geniale veninde’.

Akkurat som i bogen bliver brødrenes første fred afbrudt, da en mystisk dødsrallende kvinde dukker op på deres dørtrin – hende vi efterfølgende lærer at kende som Cathy Ames. En pige så desillusioneret over verdens blik på hende som god og uskyldsren, at hun vælger at omfavne synden med bål, brand og sexarbejde.

Der er ikke en finger at sætte på Florence Pughs evne til at tornadogøre en egenrådig kvindekarakter. Både hun og Kazan kommer dog til kort med de nytilførte nuanceringer, der i virkeligheden står ret meget i bogen, og som løbende bliver mere og mere skåret ud i pap med replikker a la »ingen mand skal bestemme over mig«.

Det mest geniale er i stedet forløsningen af en ellers ofte overset bikarakter fra romanen: den mandlige kinesisk-amerikanske Lee (Hon Lee), der bliver hushjælp for Adam Trask og næste generation Trask-brødre, Caleb og Aron, da historien rykker til det frodige og lovende Californien.

‘East of Eden’. (Foto: Netflix)

I skildringen af den codeswitchende intellektuelle amerikaner, der i de hvides selskab taler påtaget pidgeon-engelsk som den »ching chong«, de ser ham som, skinner bogens originalitet langt mere igennem.

Den er én af mange overordnet enormt velfungerende dele, der dog sammenlagt også slider på spændingen.    

Gennem tiden er ’East of Eden’ blevet tildelt mesterværksstatus som både bog og film (selvom jeg med sidstnævnte James Dean-fortolkning tror, man skulle have været der).  

På den måde er Zoe Kazans udgangspunkt for serien også så godt som uoverkommeligt. Barren er sat ved mesterværk og ovenikøbet bebyrdet med brutale familieminder (læs: Elia Kazans rolle under kommunistforfølgelsen i 50’ernes Hollywood) og et voldsomt nepobaby-åg.

Og på mange måder har hendes ’East of Eden’ også masser af mesterlighed. Som fortolkning overgår den snildt filmatiseringen i kompleksitet.

‘East of Eden’. (Foto: Netflix)

Den er både visuelt bred og fri for sjælløs remake-stemning. Omhuen og passionen for historien og forlægget er allestedsnærværende. Den er bjergtagende smukt og stort set uden falske toner i både spil og vision. Hvilket ikke mindst er imponerende med mængden af børneskuespillere, der bringer to generationers Trask-brødre til live i to-tre forskellige aldre.

Men trods sin detaljerigdom kan serien ikke genskabe bogens besættende kvalitet. Følelsen af at den mest traditionelle historie af dem alle er dybt unik, og at man aldrig vil interessere sig for andet end Trask-familiens dal i Salinas.

Sammenlignet med romanens fylde er seriens syv timer ingenting. Tiden er godt udnyttet, men alligevel fordufter historiens akuthed cirka halvvejs. Der opstår en snert af kedsomhed værre end nogen synd begået i bogen, som ellers ikke er så få mellem en opslugende start og en sønderlemmende slutning.

’East of Eden’ lykkes fuldstændigt med at skabe en formfuldendt gengivelse af romanen. Dog ender den mere som en virkelig dygtig kærlighedserklæring til sit forlæg end et værk, der rigtigt vil noget på egen hånd.


Kort sagt:
Zoe Kazans Netflix-serie er så tæt på kvaliteten af forlægget, man kommer, men hvis man virkelig vil elske ’East of Eden’, bliver man stadig nødt til at læse bogen.

’East of Eden’. Serie. Hovedforfatter: Zoe Kazan. Medvirkende: Christopher Abbott, Florence Pugh, Mike Faist, Hon Lee, Ciaran Hinds, Joseph Zada, Joe Anders, Jonah Wren Phillips, Bodi Aisher, Zoe Phillips. Spilletid: Syv afsnit à cirka en time. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af