Syd For Solen »har taget en stor og vild beslutning«, lyder det i en pressemeddelelse.
Den københavnske festival vender nemlig ikke tilbage i 2027.
»Vi har en høj standard for Syd For Solen, og den går vi ikke på kompromis med. Da vi ikke kan garantere, at vi kan levere på det niveau i 2027, holder vi pause«, udtaler direktør Nikolaj Thorenfeldt.
»Kærligheden til musikken og ambitionerne er intakte. Nu bruger vi tiden på at finde næste skridt frem mod 2028 for Syd For Solen«.
2026 var et suverænt år for festivalen, hvor en stribe af stærke bookinger også udmøntede sig i fantastiske koncerter. »Den uden tvivl mest succesfulde i festivalens fem år lange historie«, lød det i vores opsamling.
Ejerkredsen bag Syd For Solen, Smash!Bang!Pow!, har ikke yderligere kommentarer til beslutningen, men arbejder ifølge pressemeddelelsen videre med mulighederne for festivalens fremtid og melder ud, når der er nyt.
