The Bug – dubstep i jazzhuset
»Man skal ikke kaste med Nikolaj Steen, når man selv går på Jazzhouse», og det var da også med lige dele fordomme og forventninger, at publikum tog imod sommerens store hype, dubstep-produceren The Bug. Overetagen var fyldt til bristepunktet, da arrangørerne endelig åbnede til underetagen, og klokken passerede to før The Bug gik på scenen.
Startproblemer med lyden irriterede englænderen, og den tætpakkede sal afventede ordre, tydeligt forbeholdne over for at give sig hen. Men problemet blev løst, og The Bug satte mere muskel på musikken, som natten gik, hvilket fik det reserverede publikum til at røre på sig.
The Bugs force er lettilgængelig dubstep, og når han supplerede lydsporet med lidt skruen på tinnitusknappen og andre fiksfakserier, gik det såmænd også godt, men der manglede bare stadig noget: Flow Dan. Mc’en med den dybe og dystre stemme som en time inde i settet hoppede på scenen og gik lige til sagen. Med sin imponerede vokal, så mørk og tight at man blev suget ind i en trance, mens han flåede det ene mantra efter det andet gennem mikrofonen. Han var fantastisk, for uden at lefle for crowden formåede han at få alle med. Folk dansede igennem og smed både forbehold og hænder over hovedet.
Efter to timer var det slut. En svær fødsel men en fantastisk slutning på en koncert, der aldrig nåede det ekstatiske niveau fra sommerens show, men som alligevel både fik revitaliseret Jazzhouses image og givet de fleste, hvad de kom efter.