1. Kortfilm: ‘To Die by Your Side’
I denne lille stop-motion kærlighedsfilm viser Spike Jonze, hvad der sker, når den legendariske boghandel Shakespeare & co. i Paris har lukket og slukket.
Bonus: Filmens 3000 håndskårne filtstykker krævede tre måneders klippearbejde, og animationen tog yderligere to måneder.
2. Reklame: IKEA
IKEA-reklamen er en af Jonzes mest kendte. På 60 sekunder kaster han publikum ud i en følelsesmæssig rutsjebane for så pludselig at trække tæppet væk under os og afsløre, hvor nemme vi er at manipulere med.
Bonus: Spike Jonze vandt den helt store pris på Cannes Lions internationale reklamefestiva, og Boards Magazine har udnævnt reklamen som en af årtiets 10 bedste.
3. Kortfilm: ‘I’m Here’
Denne smukke og bevægende 30 minutters kortfilm følger to robotters kærlighed og er ikke så lidt tematisk beslægtet med den aktuelle ’Hende’. Der er dømt kærlighed uden begrænsninger i fremtidens Los Angeles, hvor hipster-robotter og hipster-mennesker lever side om side.
Bonus: Filmen er sponsoreret af Absolut Vodka, hvilket man må sige giver en ekstra dimension til filmens budskab om betingelsesløs kærlighed.
4. Reklame: GAP
Det starter uskyldigt med en enkelt bunke skjorter på gulvet, men ender i et kæmpe kaos af vanvittige tøjkunder. GAP-reklamen promoverede virksomhedens genopfindelse af brandet i 2005.
Bonus: Efter få prøvevisninger i et lille antal byer droppede GAP kampagnen. Det var tilsyneladende for farligt at køre en reklame, hvor kunderne smadrer en butik, når GAP i forvejen kæmpede med populariteten.
5. Musikvideo: Daft Punk – ‘Da Funk’
Musikvideoen til ’Da Funk’ bringer mindelser om Jonzes debutspillefilm ’Being John Malkovich’ med sine helt unormale episoder sat i en helt normal verden. Ligesom sangen giver videoen dig et lørdag aften-boost på trods af de mange benspænd, hundedrengen Charlie oplever på en aftentur i New Yorks gadebillede.
Bonus: Daft Punks ene halvdel, Thomas Bangalter har sagt om om videoen: »Der er ingen historie. Det er bare en mandehund på gåtur med sin ghetto-blaster i New York. Der er intet budskab«.
6. Reklame: Adidas
Jonzes reklame for Adidas’ intelligente sneaker er som en forvrænget drøm, hvor Adidas-skoene gør dig uovervindelig. Reklamen vandt to priser ved reklamefestivalen Cannes Lions.
Bonus: Reklamens soundtrack er skrevet af Jonzes bror og sunget af hans daværende kæreste, Yeah Yeah Yeahs Karen O, som synger på soundtracket til instruktørens ’Where the Wild Things Are’ og ’Hende’.
7. Musikvideo: Kanye West
»As I recall, I know you love to show off. But I never thought that you would take it this far«, lyder omkvædet i Kanyes ’Flashing Lights’. Og i Jonzes video skiller den kvindelige hovedrolle sig da også en del ud sammenlignet med kvinderne i rapperens andre videoer. Det er ikke for sarte sjæle.
Bonus: Der findes tre forskellige videoer til ’Flashing Lights’, og én af dem er instrueret af danske Martin De Thurah, som ikke selv ved, hvorfor videoen ikke blev udgivet.
8. Kortfilm: ‘How They Get There’
’How They Get There’ er en musikvideo-lignende kortfilm, hvor Jonze igen skildrer en romance med en fatal slutning. Ligesom i kortfilmene ’I’m Here’ og ’To Die by Your Side’ bliver en forelsket mand offer for sin egen uopmærksomhed og altoverskyggende kærlighed.
Bonus: Kortfilmens hovedperson bliver spillet af den professionelle skateboarder Mark Gonzales, som også medvirker i Jonzes reklame for Nissan og flere af instruktørens skateboardvideoer.
9. Musikvideo: Björk – ‘It’s Oh So Quiet’
Lange skud, grundig koordinering og ekstreme humørsvingninger dominerer den unikke musikvideo til Björks ’It’s Oh So Quiet’. Videoen passer perfekt til sangen og giver publikum en syngende musical-lussing med en retro-feel.
Bonus: Sangen er et remake af Betty Huttons ’Blow a Fuse’ fra 1948, og fordi Björk gør en dyd ud af at skabe original musik, fortrød hun næsten at have lavet sangen. Til gengæld er hun meget glad for videoen. Senere instruerede Jonze videoen til Björks ’Triumph of a Heart’, hvor Björks kæreste bliver spillet af en kat.
10. Musikvideo: Yeah Yeah Yeahs – ‘Y Control’
Videoen til ’Y Control’ er som et bizart og voldeligt børneteater, hvor Jonzes daværende kæreste Karen O hopper rundt mellem en børneflok med bat, økser, fuck-fingre og en død hund.
Bonus: Karen udtalte under et MTV-interview i 2004, at Michael Jackson-videoerne ’Thriller’ og ’Beat it’ har givet inspiration til videoens stemning.
Læs også: Oplev Jonah Hill og Nic Cage i de bedste spoofs på ‘Hende’
Læs også: ‘Hende’ anmeldelse
Læs også: Video: Se Arcade Fire lave score med Spike Jonze
Læs også: Karen O laver musik til Spike Jonze-film