Frisk Frugt – rytmisk anarki
På den mørkeblå baggrund svævede gule spotlights som skydende stjerner over den lysende globus placeret på guitarforstærkeren. En minisaxofon spillede psykedeliske melodier til polyrytmiske tammer, imens en plastikpapegøje overværede fornøjelserne oven på en kompakt synthkasse. Gulvet var fyldt med siddende, intenst lyttende publikummer. Det var bestemt ikke den typiske Spot-koncert.
I Frisk Frugt-land er der ingen regler. Udsyrede soloer uden tidsplan på alt fra blokfløjte til afrikansk xylofon flyder over i elegante og overraskende temposkift, alt sammen leveret med et kæmpe overskud. Vi har altså at gøre med en flok fantastisk dygtige musikere. Manden bag Frisk Frugt er multiinstrumentalisten Anders Meldgaard, der ganske afslappet førte an i ballet.
Imellem de mange soloer var der også plads til et par genkendelige numre, blandt andet det ekstremt lange titelnummer fra Frisk Frugts andet album fik jubelråb med på vejen. Samme nummer udmærkede sig med at veksle i både tempo og skiftende udtryk, fra afrikansk inspirerede popjazz over i staccato rockguitar.
Aftenens højdepunkt var dog, da Anders Meldgaards medbragte musikere slutteligt overlod scenen til ham, hvorefter han alene med guitaren sang den charmerende og gribende vuggevise ‘Natten kommer’. Hvilket også fortjente det største bifald på en aften, hvor det skøre og naive blev hyldet i godt selskab.