Foals – mellem kontrol og kaos

Pludselig eksploderer det. De fem briter, der tilsammen udgør Foals, finder groovet og hinanden. Før vi opdager, hvad der sker, oversvømmer røg og stroboskoplys scenen. Forsanger Yannis Philippakis danser manisk rundt på scenen, mens kollegerne bag guitar og bas svinger med, koncentreret krøllet sammen om instrumenterne.

Under de mere afdæmpede numre fra deres andet album ‘Total Life Forever’ er der dog tid til at trække vejret. Selv om det kan diskuteres, om bandet er ligeså skarpt med ro på sagerne som med speederen i bund, bliver kontrasten mellem de to yderligheder aldrig for voldsom. Når bandet, badet i blålig røg, får alle de længselsfulde nuancer frem i ‘Spanish Sahara’, er der intet at klage over.

Selv om de indadvendte numre fungerer upåklageligt, er det dog materialet fra debutpladen ‘Antidotes’, som sætter gang i både publikum og band. ‘Balloons’ og specielt den potente afslutning med ‘Electric Bloom’ og ‘Two Steps Twice’ understreger briternes talent for helstøbte danserytmer, og da bandet takker af, er eneste anke, at vi sagtens kunne have klaret den totale kulmination, der syntes under opsejling. Foals efterlader os i hvert fald solidt underholdt, et sted mellem kontrol og kaos.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af