’Bad Neighbors’

’Bad Neighbors’

Der er som regel langt mellem de sjove snaps inden for ’genren’ amerikanske frat-boy-komedier. Oftest lander filmene med et vådt slask på ens tallerken som klæg fastfood, pumpet af tomme kalorier og (b)anale jokes.

Så meget desto mere overraskende er det, når en film som ’Bad Neighbors’ kommer vores fordomme i møde med et kækt glimt i øjet. Og selvfølgelig kan det kun trække op, når glimtet leveres med perfekt komisk timing af bamsebjørnen Seth Rogen og vaskebrættet Zac Efron i en skøn, mismatchet duel om herredømmet over villavejen.

Mac (Seth Rogen) og Kelly (Rose Byrne) har netop har fået deres første barn og er flyttet til forstaden, hvor de dagligt minder hinanden om, at det på ingen måde betyder, at de er blevet kedeligt voksne. Man kan nemlig sagtens være cool småbørnsforælder og stadig dyrke spontan sex på sofaen og ryge joints med kollegaerne på arbejdet. Eller hvad? Parrets selvopfattelse bliver sat på en alvorlig prøve, da nabohuset sælges til et hæmningsløst fraternity. Pludselig står den lille familie over for en flok unge fyre, hvis fandenivoldske livsstil og apokalyptiske fester slår en fed streg under, at Mac og Kelly er blevet ’de gamle’. Gys.

Læs også: Kom til Soundvenue-forpremiere på ‘Bad Neighbors’

I et smådesperat forsøg på at vise college-knægtene – ledet af den absurd lækre, men infantilt dominerende Teddy (Zac Efron) – at de ikke er tabt bag bleskift og villahæk, byder Mac og Kelly deres nye naboer velkommen med joints og en henkastet opfordring til, at der ikke bliver larmet igennem til den lyse morgen. Men snart eskalerer det selvfølgelig til reel nabokrig, hvor ingen ser sig for gode til at agere forsmåede børnehavebørn på hævntogt.

’Bad Neighbors’ er ofte rasende plat og byder på både klassiske penis- og pot-jokes, kropsvæsker på afveje og forudsigelige handlingsmønstre. Alligevel er filmen topunderholdende takket være et veloplagt cast, som ikke er bange for at blande slapstick-komik med anslag af snigende melankoli.

Både Teddy og Mac føler sig pressede af voksenlivets konformitet og en bange anelse om, at de bedste år allerede er bag dem. Samtidig bliver Kelly i Rose Byrnes skønne skikkelse et virkelighedstro billede på en nybagt mor, hvis identitet pludselig udfordres af ansvaret for barnets akutte behov. De er alle tre lige håbløse, barnlige og på bunden sympatiske karakterer, der får ’Bad Neighbors’ til at stikke, om ikke et spadestik, så en grydeske dybere end de gængse ’frat-boy’-film.

Det er ikke helt på Judd Apatow-niveau – men det er dæleme skægt.

Læs også: Derfor er Zac Efron mere end et talende vaskebræt – 5 film, du skal se


Kort sagt:
Med sine tre velspillende og charmerende håbløse hovedpersoner – Rogen, Efron, Byrne – på slap line er ’Bad Neighbors’ den farverige sommercocktail med fjollet paraply, man egentlig er lidt flov over at bestille, men som ikke desto mindre efterlader én med et fjoget grin fra øre til øre.

Læs også: Kom til Soundvenue-forpremiere på ‘Bad Neighbors’

Spillefilm. Instruktion: Nicholas Stoller . Medvirkende: Seth Rogen, Zac Efron, Rose Byrne, Dave Franco . Spilletid: 96 min. . Premiere: 17. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af