Fra komiker til tv-serie: Hvem klarede springet?

En lang række komikere har fået deres egne serier, men med blandet held. I anledning af John Mulaneys ’Mulaney’, der netop har fået premiere i USA, kårer vi de bedste.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Bill Cosby – ’The Cosby Show’ (1984-92)

Hvor kom han fra:
Bill Cosby var den høflige godfather af afroamerikansk stand-up – hans knap så høflige modstykke var Richard Pryor – der banede vejen for folk som Eddie Murphy og Chris Rock. Da han som en allerede garvet komiker i 1984 fik sin egen serie, byggede han derfor blot videre på det image, han havde skabt for sig selv: Som en skarp observatør, der ikke havde behov for at krydser klinger med kontroverserne i ét væk som mange af sine kollegaer.

Hvordan gik det:
’The Cosby Show’ var en familievenlig serie, der handlede om familiefaderen Bill Cosby, en upper middle class-læge, der forsøgte at holde styr på kone og sine sprælske børn. Det lyder en anelse tamt her 30 år senere, men dengang var det monumentalt, at en sort komiker havde en serie i eget navn, som fulgte en sort families dagligdag. Succesen kan tilskrives Cosbys særegne humor, der nok er svær at stikke sig på, men alligevel gik i kødet på alt fra raceforhold til børneopdragelse. Han formåede at tilpasse sig tiderne og lukke de progressive tanker ud i et tempo, både distributører og seere kunne forholde sig til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Roseanne Barr – Roseanne (1988-97)

Hvor kom hun fra:
Roseanne Barr var noget så sjældent som en kvindelig stand-up-komiker i 1980’erne, der rent faktisk nød forholdsvis bred succes. Dette førte til, at ABC i 1988 gav hende en tv-serie, hvor hun var det absolutte centrum. Det kom sig af, at hun i 1987 lavede en special for HBO, ’The Roseanne Barr Show’, der gik så godt, at hun blev kåret til årets kvindelige komiker. Hun blev faktisk tilbudt den kvindelige hovedrolle i ’Vore værste år’, men valgte at vente på en serie, hvor hendes styrke virkelig kunne skinne igennem.

Hvordan gik det:
Man kan mene, hvad man vil om Roseanne Barr som komiker og skuespiller, men hendes sitcom ’Roseanne’ er blandt de vigtigste i tv-historien. Hun gav de amerikanske husmødre en karakter, de kunne identificere sig med i en tid, hvor de ikke havde mange stemmer i medierne. Sammen med John Goodman spillede hun Roseanne og Dan Conner, to forældre, der kæmpede i den lave ende af det amerikanske samfund status- og økonomiskala. ’Roseanne’ gik ni sæsoner med 222 afsnit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. John Cleese – ’Fawlty Towers’ (1975-79)

Hvor kom han fra:
John Cleese havde haft succes med de andre Monty Python-gutter, Terry Gilliam, Eric Idle, Graham Chaplin og Michael Palin, i både film og på tv. Han blev en del af gruppen, efter han i løbet af 1960’erne havde arbejdet primært som manuskriptforfatter på diverse humoristiske projekter både på scenen, i radioen og på tv. Gennembruddet kom med ’Monty Python’s Flying Circus’, der kørte på engelsk tv 1969-74 og for alvor gjorde britisk komik til et brand.

Hvordan gik det:
John Cleeses ses i hovedrollen som Basil Fawlty, verdens værste/uheldigste hotelbestyrer. I typisk engelsk gentleman-stil gik serien – på dansk ’Halløj på badehotellet’ – kun over to sæsoner med seks afsnit i hver, sågar med en fire år lang pause mellem dem. Alligevel er badehotellet, dets ansatte og dets indlogerende gået over i historien. Cleese udnyttede sin naturlige evne for fysisk komik til det yderste i sine genvordigheder med blandt andre Manuel fra Barcelona og den fordrukne major. Dette udmøntede i slapstick-komik af højeste klasse, der ledte tankerne hen på stumfilmstjerner som Charlie Chaplin og Buster Keaton.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Garry Shandling – ’The Larry Sanders Show’ (1992-98)

Hvor kom han fra:
Garry Shandling begyndte som så mange andre komikere først på scenen med stand-up og siden med at skrive for andres tv-serier, blandt andre ’Sanford and Son’ i 70’erne. I 1986 lavede han sin egen serie, ’It’s Garry Shandling’s Show’ til kanalen Showtime, en forgænger til ’The Larry Sanders Show’, der ligeledes gjorde opmærksom på forholdet mellem, hvad man ser på skærmen, og hvad der sker i virkeligheden. I 1992 fulgte så ’The Larry Sanders Show’ til HBO, der for alvor cementerede Shandlings status som en af de mest indflydelsesrige komikere i tv-historien.

Hvordan gik det:
Shandling er ikke lige så kendt i Danmark som de øvrige på denne liste, men han og hans serie er har en inkarneret fanbase. ’The Larry Sanders Show’ var en metahumoristisk størrelse, der fulgte Shandling som talkshowværten Larry Sanders og hans liv foran og bag kameraet. Det var en af HBO’s første tv-serier, lang tid før ’Sex and the City’ og ’The Sopranos’ gjorde kanalen til kongen af tv-land. Og den har fungeret som inspirationskilde for en række senere serier, der udvasker skellene mellem fakta og fiktion.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Ricky Gervais – ’The Office’ UK (2001-03)

Hvor kom han fra:
Okay, her snyder vi lidt på vægten, da Ricky Gervais faktisk først blev kendt rigtigt som komiker, efter han slog igennem med ’The Office’. Dog havde han ganske kort snuset til stand-up-scenen i 1990’erne. Han var, ligesom John Cleese, ansat på BBC og lavede i løbet af 1990’erne flere morsomme radioudsendelser. Siden mødte han sin skrivepartner Stephen Merchant, og sammen lavede de en serie om mennesker på et røvsygt britisk kontor.

Hvordan gik det:
’The Office’ er en af de sjoveste tv-serier i nyere tid, og dens koncept er så stærkt, at det blev oversat lydefrit til amerikansk tv i ni sæsoner med hjælp fra Gervais og Merchant. Den engelske udgave fik i vanlig stil blot to sæsoner af seks afsnit hver, plus to særlige jule-afsnit. Men hvilke afsnit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Larry David – ’Curb Your Enthusiasm’ (1999-)

Hvor kom han fra:
Larry David startede sin karriere på meget klassisk vis, nemlig som forfatter på det legendariske sketch-show ’Saturday Night Live’. Efter at have gjort sig på stand-up-scenen i sin fødeby New York, fandt han her sin niche bag kameraet som en af de skarpeste penne i branchen. Denne evne gjorde han brug af, da han medskabte ’Seinfeld’ og skrev nogle af seriens allersjoveste afsnit. Senere bevægede han sig så ind foran kameraet igen, da han post-’Seinfeld’ skabte ’Curb Your Enthusiasm’, hvor han spillede en karikeret udgave af sig selv.

Hvordan gik det:
Når det kommer til pinlighedskomik, kan hverken ’The Office’ eller danske ’Klovn’ konkurrere med Larry David og hans ’Curb Your Enthusiasm’. Tæerne krummer til tider mere, end hvad man troede var fysiologisk muligt, når David bevæger sig omkring Los Angeles og pisser folk af, hvor end han går. At serien fandt et hjem på HBO, betyder samtidig, at David fik frihed til at gøre, hvad han ville. Således er der indtil videre kommet otte sæsoner af serien på 15 år. Mens foreløbigt sidste afsnit blev vist i 2011, er serien ikke officielt blevet lukket og kan derfor vende tilbage, hvis Larry David får mod på en niende sæson.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Dave Chappelle – ’Chappelle’s Show’ (2003-06)

Hvor kom han fra:
Dave Chappelle har det mindste tv-serie output af alle komikerne på denne liste. At han så alligevel sniger sig ind på en tredjeplads, skal ikke forklares med kvantitet, men med kvalitet. Han blev kendt som amerikansk komiks nye store håb i 90’erne, og lavede i 2000 det helt igennem fantastiske stand-up-show ’Killin’ Them Softly’. I løbet af 00’erne kom dog hans absolutte storhedstid, hvor han i 2004 lavede det endnu bedre stand-up-show ’For What It’s Worth’ samt selvfølgelig ’Chappelle’s Show’. Han stod på skuldrene af giganter som Chris Rock og Ben Stiller, der også lavede glimrende sketches i deres shows, men Chappelle havde samtidig en helt særegen udstråling i, der førte ham langt.

Hvordan gik det:
’Chappelle’s Show’ skiller sig ud ved ikke at være en reel tv-serie med faste karakterer i ugentlige afsnit, men et såkaldt sketch-show. Myten om Dave Chappelle og hans korte afstikker til en tv-aftale med Comedy Central er en af de mere my(s)tiske i tv-historien. Han skrev nemlig under på en kontrakt, der sikrede ham det, der på dansk hedder en ordentlig røvfuld penge. I seriens tredje sæson blev han dog træt af den hektiske tv-produktion og droppede millionerne. Inden da nåede han heldigvis at lave en række af de sjoveste sketches i nyere tid, blandt andet den om Rick James, bitch.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Louis C.K. – ’Louie’ (2010-)

Hvor kom han fra:
Manden med det borgerlige navn Louis Szekely startede på stand-up-scenen i 1980’erne, men kæmpede i mange år med at finde sin egen stemme. Omkring årtusindskiftet oplevede han både succes som forfatter på ’The Chris Rock Show’ og nederlag med flopfilmen ’Pootie Tang’. I 2006 forsøgte han sig med den subversive sitcom ’Lucky Louie’, der kun fik én sæson af HBO, men blev startskuddet på Louis C.K.’s dominans i stand-up-verden. Året efter kom nemlig hans special ’Shameless’, der fortsatte den pessimistiske og grænseoverskridende humor, som er blevet hans varemærke. Endelig, i 2010, kom serien ’Louie’, der samlede hans komiske kendetegn i et visuelt prægnant univers, der er lige dele hylemorsomt og eksistentielt udfordrende i sit surrealistiske og absurde blik på tilværelsen.

Hvordan gik det:
Siden hans gennembrud har han ikke været til at standse. Mens ’Louie’ ikke er noget kæmpe seerhit, er både seere og komikerkolleger enige om, at Louis C.K. er kongen af komikkens verden lige nu. I hans kølvand er fulgt folk som Jim Jeffries med ’Legit’, Marc Maron med ’Maron’ og nu John Mulaney med ’Mulaney’, der alle, i større eller mindre grad, inkorporerer stand-up i historierne. Han var dog ikke den første, der blev kendt for at gøre systematisk brug af stand-up i sin serie. Den ære går i stedet til listens nummer ét.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Jerry Seinfeld – ’Seinfeld’ (1989-98)

Hvor kom han fra:
Mens andre komikere altså fik serier i eget navn før Jerry Seinfeld, kan man alligevel tale om en tid før og efter ’Seinfeld’. Før serien blev et af de største hits nogensinde, var Jerry Seinfeld en hårdtarbejdende komiker, der optrådte på New Yorks mange scener. I løbet af 80’erne begyndte han at komme på tv i late night-shows hos Johnny Carson og David Letterman. Det var dog først, da han mødte Larry David, og de sammen udtænkte serien ’Seinfeld’, at lynet slog ned. Her blev Seinfelds skarpe observationskomik parret med Davids kyniske livssyn – og resten er historie.

Hvordan gik det:
I det store panteon over seriel komik på tv er der endnu ingen over og ingen ved siden af ’Seinfeld’ (om end ’Louie’ er godt på vej). Det er ikke bare den bedste komedieserie med en komiker i hovedrollen til dato, det er også en af de bedste sitcoms nogensinde. Serien tilpassede sig mange af de stilistiske konventioner, der gjaldt på reklamefinansieret netværk-tv i 90’erne, men var indholdsmæssigt en radikal fornyelse, der viste vejen for kommende serier. Karaktererne var, modsat hovedreglen på tv dengang, langt fra sympatiske, men til gengæld var de hamrende morsomme. Seriens sproglige opfindsomhed gør den tidløs med en lang række begreber og vendinger, der er blevet en del af det engelske sprog. Blandt dem er ’master of my domain’, ’soup nazi’ og ’double dip the chip’, der vil vække lattermild genkendelse hos fans – og forhåbentlig også lukke nye seere ind i de ni sæsoners fabelagtige 172 afsnit.

Læs også: Fem essentielle klip med Louis C.K.

Læs også: Robin Williams’ bedste præstationer

Læs også: Her er halvårets 10 bedste komedieserier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af