Niels Arden Oplev har efterhånden slået sit navn fast som en flittigt anvendt instruktør af amerikanske tv-serier – særligt det første afsnit, den såkaldte pilot.
Ifølge Deadline.com skal ‘Mænd der hader kvinder’-instruktøren instruere og medproducere ‘Game of Silence’, en ny serie fra et af USA’s tre store tv-networks, NBC. Serien er en genindspilning af den tyrkiske serie ‘Suskunlar’ og handler om en talentfuld advokat, hvis perfekte liv bringes i fare, da en gammel barndomsven truer ham med at afsløre en dyster hemmelighed fra deres fælles fortid.
Serien er eftersigende en høj prioritet for NBC, og forfatterne har således allerede outlinet en sæson på 13 afsnit. Carol Mendehlson (‘CSI’) skal være hovedforfatter på serien.
Niels Arden Oplev har tidligere primært været tilknyttet NBC’s konkurrent CBS, for hvem han har instrueret afsnit af seersuccesen ‘Under the Dome’, den mindre succesrige ‘Unforgettable’ samt været tilknyttet en kommende Wall Street-serie. I USA har han også instrueret piloten til ‘Mr. Robot’ for USA Networks, og så arbejder han på et remake af filmen ‘Flatliners’.
Sidste år var Oplev dog aktuel på dansk grund, hvor han havde premiere på coming of age-filmen ‘Kapgang’.
Læs også: Vi rangerer – danske instruktørers film i udlandet