10. Jonas Elmer, ’New in Town’ (2009)
Jonas Elmer tog den danske filmbranche med storm, da han i 1997 debuterede med den halvt improviserede spillefilm ’Let’s Get Lost’, der vandt en Bodil for bedste danske film året efter. Med successen fulgte blandt andet ’Monas Verden’ i 2001, mens Jonas Elmer også blev en del af instruktørkorpset bag ’Langt fra Las Vegas’. Men det var nok hans filmatisering af den blandt mange kvinder populære ’Nynne’ fra 2005, der for alvor sendte Elmer ud i den brede offentlighed.
Hvordan gik det?
Med den spirende succes i hjemlandet forsøgte Jonas Elmer at kaste sig ud i sin første Hollywood-produktion med den romantiske komedie ’New in Town’ med Renée Zellweger i hovedrollen. Men udlandseventyret blev et decideret flop. Filmen blev sablet ned af de amerikanske filmanmeldere, der både kaldte den klichéfyldt, uinspirerende og forudsigelig. Billetsalget gik dog nogenlunde, og efter den første premiere-weekend lå filmen på en ottendeplads i forhold til solgte billetter. Samlet hentede filmen små 29 mio. dollars i box office, svarende til godt 174 mio. kr.
Hvad er der sket siden?
Efter Hollywood-udflugten besluttede Elmer sig for at vende tilbage til det territorium, han slog igennem på i første omgang: Low budget-improvisationsfilmen. Han arbejdede i adskillige år på en multiplotfilm om tre menneskers hemmeligheder og seksuelle eskapader, skrevet med Angora-drengen Rune Tolsgaard, og den kom endelig i år under titlen ’Det andet liv’. Det har igen gjort Elmer til at navn, man regner med i dansk film, mens det virker usandsynligt, at han igen prøver lykken i udlandet.
9. Kasper Barfoed, ’The Numbers Station’ (2013)
Kasper Barfoed har herhjemme slået sit navn fast som en god genreinstruktør, først af den roste børnefilm ’Tempelriddernes Skat’, men siden med noget mindre succes på TV 2-serien ’Den som dræber’ og den professionelle, men lidt generiske thriller ’Kandidaten’ fra 2008 med Nikolaj Lie Kaas. Det er formentlig den film, der åbnede døren til USA for Barfoed.
Hvordan gik det?
Debutfilmen på den internationale scene blev spionthrilleren ’The Numbers Station’ fra 2013 med John Cusack og den brandvarme Malin Akerman i hovedrollerne. Men filmen blev endnu et bevis på, at et godt cast ikke kan redde en dårlig film. Filmen fik så dårlig en modtagelse på det amerikanske marked, at den ikke engang fik biografpremiere, men derimod udkom direkte på video on demand i stedet. Anmelderne kaldte blandt andet filmen for flad og »lige så lufttom som den bunker, hvori filmen udspiller sig«.
Hvad er der sket siden?
Kasper Barfoed har ligesom Jonas Elmer vendt næsen hjemad, hvor der stadig har ventet ham masser af opgaver. Senest er det blevet til en del afsnit af TV 2-serien ’Dicte’, mens han til næste år har premiere på den opsigtsvækkende ’Sommeren ’92’, som er en filmatisering af hele Danmarks sportsnationalskat nummer ét, selveste EM-triumfen i fodbold. Om det bliver til flere projekter på den anden side af vandet, må tiden vise.
Barfoed har desuden arbejdet på en film om Tamil-sagen, så noget tyder på, at vi kan vente os mere personlige projekter end dem, vi hidtil har set fra hans hånd. Og det vil da ikke undre, hvis turen går tilbage til engelsksproget land igen engang i fremtiden.
8. Bille August, ’Nattog til Lissabon’ (2013)
Bille August er en af Danmarks vægtigste instruktører gennem tiderne. Han slog igennem med børne- og ungdomsfilm som ’Busters verden’ og ’Zappa’, der i dag er klassikere, og siden vandt han både en Oscar (’Pelle Erobreren’) og to Guldpalmer (’Pelle Erobreren’ og ’Den gode vilje’). Det gjorde naturligvis August til et stort eksportnavn på den internationale scene, og han drog derfor udenlands i starten af 90’erne for at slå sit navn fast.
Hvordan gik det?
Første skud på stammen blev filmatiseringen af Isabel Allendes succesroman ’Åndernes hus’ med et stjernespækket cast i form af folk som Glenn Close, Meryl Streep og Jeremy Irons. Dernæst fulgte ’Les Misérables’ i 1998, der fik pæne roser med på vejen, men som kun indtjente små 17 mio. dollars, og siden har han lavet en række anonyme internationale co-produktioner som ’Goodbye Bafana’ og ’Return to Sender’.
I det nye årtusind, som er fokus for denne feature, har han dog kun lavet én film i udlandet, nemlig ’Night Train to Lissabon’. Filmen med Jeremy Irons, Mélanie Laurent og Jack Huston fik verdenspremiere på Berlin-festival sidste år og fik hårde ord med på vejen. Den var rent ud sagt røvkedelig, lød skudsmålet.
Hvad er der sket siden?
Til gengæld har Bille August vendt blikket hjemad igen, først for at lave den lidt stive ’Marie Krøyer’ og så med det aktuelle kunstneriske comeback ’Stille Hjerte’, der handler om aktiv dødshjælp, og som viste, at den aldrende instruktør stadig formår at skabe intime og gribende filmfortællinger.
Helt færdig med udlandet er han dog ikke. På tegnebrættet er filmen ’A War of Their Own’, der er sat til at have premiere næste år, og som handler om to engelske kvinder under Anden Verdenskrig.
7. Asger Leth, ’Man on a Ledge’ (2012) og ’Move on’ (2012)
Asger Leth kommer fra en yderst kreativ familie som søn af Jørgen Leth og bror til multitalentet Kristian Leth. Asger Leth slog igennem med den energiske og stiliserede Haiti-dokumentar ‘Ghosts of Cité Soleil’, men har stadig sin danske spillefilmdebut til gode. I stedet sendte dokumentarfilmen ham til Hollywood.
Hvordan gik det?
Debuten på det amerikanske marked var actionthrilleren ’Man on a Ledge’ med Mr. Avatar, Sam Worthington, i hovedrollen. Rollelisten tæller også Jamie Bell og Elizabeth Banks. Filmen blev dog ikke nogen stor succes, og størstedelen af anmeldelserne langede ud efter filmens heist-plot. Filmen hev 46 mio. dollars hjem, et lille overskud i forhold til budgettet på 42 mio.
Hvad er der sket siden?
Efter ’Man on a Ledge’, der må betegnes som et genremæssigt ’sikkert’ projekt, kastede Asger Leth sig over road-movie projektet ’Move On’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Filmen var delt op i otte afsnit, der hver havde et nyt land og en ny begivenhed i fokus. Projektet fik ikke den store bevågenhed herhjemme. Siden har der været stille fra Asger Leth.
6. Niels Arden Oplev, ’Dead Man Down’ (2013)
Niels Arden Oplev træder sjældent ved siden af. Han slog stille og roligt sit navn fast som en del af instruktørkorpset bag bl.a. ’Taxa’ og ’Rejseholdet’, og siden er det blevet til yderst stærke film som ’Drømmen’ og ’To verdener’. Og med filmatiseringen af ’Mænd, der hader kvinder’ fik Niels Arden Oplev for alvor international bevågenhed.
Hvordan gik det?
Første store Hollywood-projekt for Niels Arden Oplev blev neo-noir krimien ’Dead Man Down’ fra 2013 med Colin Farrell og Noomi Rapace. Filmen blev dog sablet ned, og flere steder fik den kun akkurat en enkelt stjerne. Kritikkerne beskyldte den bl.a. for at indeholde fuldstændig absurde plottwists og et alt for langsomt tempo. Filmen tjente ’kun’ små 18 mio. dollars, mens den kørte i biograferne.
Hvad er der sket siden?
Niels Arden Oplev har siden instrueret en del tv, hvor det bl.a. er blevet til tre afsnit af politi-serien ’Unforgettable’ og pilotafsnittet til første sæson af CBS-serien ’Under the Dome’. Herhjemme havde Niels Arden Oplev premiere i august på den hyggelige coming-of-age-film ’Kapgang’. Næste Hollywood-projekt er pt. blot skitser, men de seneste rygter går på den mystiske thriller ’Deity’, der får premiere i 2016.
5. Susanne Bier, ’Things We Lost in The Fire’ (2007) og ’Serena’ (2014)
Omkring årtusindskiftet satte Susanne Bier sig for alvor på det danske filmlandkort, og hun viste med slående kraft, at det ikke kun er mænd, der kan knuse pigehjerter. Med ’Den eneste ene’ og ’Elsker dig for evigt’ slog hun sit navn fast som en både bredt appellerende og kvalitetsminded dansk instruktør, men det var nok ’Brødre’, der for alvor skød hende ud over rampen til udlandet.
Ikke nok med at filmen behandlede så amerikanske emner som krigssymptomer og PTSD, så fik filmen få år senere et amerikansk remake af Jim Sheridan.
Hvordan gik det?
Den internationale debut kom i 2007 med ’Things We Lost in The Fire’ med Halle Berry og Benicio Del Toro i hovedrollerne. Den blev således en økonomisk fiasko og indtjente kun otte mio. dollars af de 16 mio., filmen havde kostet at lave. Af anmelderne fik filmen en lunken modtagelse, om end særligt Halle Berrys og Benicio del Toros skuespilpræstationer blev fremhævet.
Hvad er der sket siden?
Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så vandt Susanne Bier en Oscar for ’Hævnen’ i 2010, hvilket nok var stærkt medvirkende til, at hun igen landede en international produktion, nemlig ’Serena’ med nogle af Hollywoods hotteste skuespillere i Bradley Cooper og Jennifer Lawrence.
Filmen har netop fået dansk premiere og har generelt fået en hård modtagelse – også i vores filmpodcast, Soundvenue Filmcast – og den kan meget vel betyde, at Bier ikke igen for et prestigiøst projekt i udlandet lige foreløbigt.
4. Christian E. Christiansen, ’The Roommate’ (2011) og ’The Devil’s Hand’ (2014)
Christian E. Christiansen fik hurtigt vind under sejlene efter sin debut i 2006. ’Råzone’ var en magtdemonstration med sin socialrealistiske skildring af livet i en pigebande, og to år efter debuten kom ’Dig og Mig’ (baseret på instruktørens Oscar-nominerede kortfilm), der med sin fortælling om tre kræftramte unge kvinder var med til at sætte debatten om livmoderhalskræft på dagsordenen. Og allerede fire år efter debuten vendte Christian E. Christiansen næsen mod USA, hvor hans første spillefilm udkom i 2011.
Hvordan gik det?
Efter de socialrealistiske første film kastede Christian E. Christiansen sig over de mere spændingsdrevne genre. På dansk grund lavede han den anonyme, Bourne-agtige ID:A, og den internationale debut, ’The Roommate’, var en klassisk ungdomsgyser om den potentielle fare ved at stole blindt på et nyt bekendtskab.
Filmen blev en stor succes i USA, da den allerede efter første premiereweekend indtog førstepladsen på den amerikanske box office-liste. Det var første gang, det overgik en dansk instruktør. Samlet indbragte filmen 40 mio. dollars, mens anmelderne mildest talt var knap så begejstrede. Det var dog næppe heller et succeskriterium for produktionsselskabet, der hyrede den danske instruktør.
Hvad er der sket siden?
Større kritikerros fik Christian E. Christiansen i år for sin Råzone part 2, ’Lev stærkt’, og det tyder på, at Christiansen har besluttet sig for at veksle mellem kvalitetsbårne film i Danmark og effektive, populære genrefilm i USA, som nyder mindre kunstnerisk respekt. Hans nye gyser, ’The Devil’s Hand’, røg dog direkte på video og nød altså langt fra samme succes som ’The Roommate’.
3. Ole Bornedal, ’The Possession’ (2012)
I disse tider glemmer mange danskere nok, at manden, der de seneste otte uger har stået for skud hver søndag aften på grund af tv-serien ’1864’, faktisk har lavet en hel del gode film. Bedst af alle er dog nok fortsat debuten ’Nattevagten’ fra 1994, der revolutionerede dansk film ved at vise, at man også kunne lave effektive gysere herhjemme. Ole Bornedal lavede siden ’Jeg er Dina’, ’Vikaren’ og ikke mindst den skævt vellykkede miniserie ’Charlot og Charlotte’. Allerede i 1997 remakede han ‘Nattevagten’ i USA uden den store succes, og i 2008 vendte han så tilbage for at lave gyseren ‘The Possession’.
Hvordan gik det?
’The Possession’ handler om en lille pige, der bliver besat af en ond ånd, og den blev en betragtelig succes ved billetlugerne. Efter opening week lå filmen nummer ét på box office-listen i USA, og filmen indtjente samlet set 78 mio. dollars. Men lidt som med Christian E. Christiansens ’The Roommate’ fulgtes kommerciel og kunstnerisk succes ikke ad. Kritikken gik primært på, at filmen ikke tilførte noget nyt til gysergenren.
Hvad er der sket siden?
Man skal have boet i et dybt hul under Dybbøl Mølle for ikke have bemærket, at Ole Bornedal på det seneste har delt vandene med sin skildring af krigen mod tyskerne i ’1864’. Hvad han kaster sig over nu, er endnu usikkert, men han har fortalt, at han er blevet kontaktet af HBO, der eftersigende vil have ham til at lave en amerikansk tv-serie. Så hverken hans tv-serie- eller udenlandsdage er altså nødvendigvis talte.
2. Lone Scherfig, ’An Education’ (2009), ’One Day’ (2011) og ’The Riot Club’ (2014)
Lone Scherfig er uden de store armbevægelser blevet en af de mest internationalt anerkendt danske instruktører. Hun instruerede en del afsnit af ’Taxa’, før hun slog igennem med et brag med ’Italiensk for begyndere’, en af de bedste danske rom-coms i nyere tid. Allerede derefter lavede hun en engelsksproget – om end danskproduceret – film, ’Wilbur begår selvmord’, og trods en afstikker til den danske film med den paradoksale titel ’Hjemve’ er verden i dag hendes hjemland.
Hvordan gik det?
’An Education’ er ikke bare en fantastisk vellykket coming-of-age-film. Det er også en overlegen international debutfilm, som lagde grundlaget for selveste Carey Mulligans karriere. Hun er blændende i rollen som den unge og naive Jenny Mellor, og både anmeldere og biografgængere jublede over filmen, der indbragte hele tre Oscar-nomineringer og tjente 26 mio. dollars.
Næste skud på stammen blev ’One Day’, der på trods af et budget på 56 mio. dollars blev afvist af anmeldere, som blandt andet var frustrerede over en monoton historie sammenlignet med ’An Education’.
Hvad er der sket siden?
Lone Scherfig fortsætter sit udlandseventyr, og selvom hun ikke har gentaget succesen fra ’An Education’, er hun en eftertragtet instruktør, der får masser af tilbud på særligt det britiske marked, hvor hendes tre seneste film er lavet.
Hendes nyeste skud på stammen er endnu en film om vild ungdom, men er modsat de to seneste langt mere maskulin og fysisk i sit udtryk. ’The Riot Club’ tager pulsen på det britiske fraternity-liv blandt elitedrengene på Oxford University. Her er det ikke søgen efter kærligheden, der i højsædet, men derimod følelsesmæssigt forfald og gruppedynamiske psykoser.
1. Nicolas Winding Refn, ’Fear X’ (2003), ’Bronson’ (2008), ’Drive’ (2011), ’Only God Forgives’ (2013)
Han kickstartede sin egen og Mads Mikkelsen karriere med den forrygende gangster-tour de force ’Pusher’ i 1996. Siden har han sammen med Lars von Trier været dansk films mest viltre og uregerlige ener, og han har lavet en række hårdkogte film om mennesker, der desperat prøver at bryde den sociale arv. Undervejs har han både gået fallit og gjort comeback – og i dag er han et navn af international kaliber.
Hvordan gik det?
Den første engelsksprogede film, ’Fear X’ fra 2003, floppede ellers fælt, men både den danskproducerede ’Valhalla Rising’ og fængselsfilmen ’Bronson’ med Tom Hardy høstede respekt i udlandet. Særligt ’Bronson’ er da også et frygtindgydende energisk portræt af vold og kunst.
Det blev dog ’Drive’ og samarbejdet med Ryan Gosling, der virkelig førte Refn op i verdenseliten. ’Drive’ tjente hele 76 mio. dollars, og filmen blev voldsomt godt positivt modtaget for sin smukke, hårde og poetiske blanding af musik, vold og kærlighed. Refn vandt instruktørprisen på Cannes og var pludselig the coolest cat i filmverdenen.
Hvad er der sket siden?
Hvor ’Drive’ var en frisk insulinindsprøjtning, føltes ’Only God Forgives’ noget mere træt. Ryan Gosling var igen mut og søvngængeragtig, og flere anmeldere kaldte karaktererne for ’non-people’ med reference til deres manglende psykologiske dybde og de ikke-eksisterende dialoger.
Der skal dog mere til for at dømme Nicolas Winding Refn ude. Hans næste film bliver efter alt at dømme kvindehorrorfilmen ’The Neon Demon’, der finder sted i Miami.
Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier
Læs også: Nicolas Winding Refns kvindehorrorfilm er nu undervejs
Læs også: Lone Scherfig caster stjerner in spe til ny engelsksproget film