’Boyhood’ har i prissæsonens døende faser tabt terræn til ’Birdman’ og ligner nu mest af alt en outsider i kampen om de tungeste Oscar-statuetter, der uddeles 22. februar. For at gøre ondt værre udstilles Richard Linklaters eksistentialistiske tolv års-værk nu også på Youtube, hvor den er blevet offer for honest trailer-behandlingen.
I den ærlige version af ’Boyhood’ udvikler Mason sig fra ‘cute kid’ til emo, mens han spankulerer passivt rundt i en trance af tåget teenage-ligegyldighed. Man kan følge traileren så langt, at filmen ville være svær at sælge uden sin unikke tilblivelsesproces: »En dreng vokser op« – og det er ligesom det.
Fraværet af den karakteristiske honest trailer-stemme er en forfriskende variation over det velkendte koncept, og som vanligt leverer bagmændene flere skarpe stikpiller i parodien på årets – hvis ikke historiens – bedst anmeldte film.
Vi skal naturligvis advare mod spoilers – i det omfang, man kan snakke om sådanne i ’Boyhood’.
Læs også: Er ‘Birdman’s Oscar-sejr så uundgåelig, som den ser ud?
Læs også: Hvilken film vinder årets vigtigste pris, og hvem er outsider?