Oscar 2015: Hvilken film vinder årets vigtigste pris – og hvem er outsider?

Vores to eksperter kaster sig frådende over hovedkategorien, hvor især to film dyster om statuetten.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Grand Budapest Hotel’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»’The Grand Budapest Hotel’ har tilsyneladende stor opbakning fra below the line-grupperingerne i Akademiet, altså de tekniske ’håndværker’-kategorier, der traditionelt rangerer under de prominente above the line-folk (såsom producenter, instruktører og skuespillere). Den var som den eneste film nomineret af samtlige faggrupperinger i deres respektive prisuddelinger, og den har dermed en bred base at hente stemmer fra. Til gengæld har det knebet med sejre for Andersons film, om end priserne for bedste score og bedste originale manuskript (i tilgift til de oplagte for kostumer og production design) ved BAFTA var med til at understrege dens generelle popularitet. Det er dog et betragteligt handicap, at den ikke opnåede en eneste skuespillernominering i Oscar-regi, for skuespillerne er trods alt Akademiets største enkeltstående gruppering«.

Vinderchancer: 7 % – en meget beskeden chance

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Uden skuespilnomineringer er chancerne for at vinde bedste film gangske små. Kun otte film har gjort det tidligere. Det er dog også det eneste minus, Wes Andersons film har i Oscar-sammenhæng. Selvom filmen slog ’Birman’ i den direkte duel ved Golden Globes, så tror jeg dog kun, at den kan få en plads som outsider. Konkurrencen fra ’Boyhood’ samt ’Birdman’s nyvundne momentum er ganske enkelt er for stor«.

Vinderchancer: 12 % – outsider

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Imitation Game’

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»’The Imitation Game’ har været nomineret til alle de rigtige priser op til Oscar og har også nomineringer i alle de rigtige kategorier ved Oscar-uddelingen. Filmens store problem er, at den stort set ikke har vundet noget. I filmens ånd er der jo stadig en matematisk mulighed for, at den kan være blevet nr. 2 i alle afstemninger og derfor stadig har mulighed for at blive nr. 1, når alle de stemmeberettigede bliver slået sammen. Men man skal nok være umådelig glad for matematik for at regne oddsene for det ud. Jeg tror ikke, at de er gode«.

Vinderchancer: 5 % – outsider

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Harvey Weinsteins prize pony har klaret sig langt under forventning i anden fase af sæsonen, post-nomineringsfasen. De fleste havde regnet med, at den britiske biopic med Weinstein som kampagnemaestro ville hive i hvert fald nogle priser i land, men den står stadig på et stort rundt nul. For eksempel formåede den end ikke at vinde noget på den engelske hjemmebane til BAFTA, hvor de nationalbegejstrede medlemmer i stedet stemte på den ligesindede ’Teorien om alting’. Ergo er ’The Imitation Game’ så godt som ude, og den risikerer også at gå glip af Oscar’en for bedste adapterede manuskript, der ellers længe har lignet en sikker sag. Her vandt ’Teorien om alting’ ved BAFTA, og ’Whiplash’ kommer stærkt bagfra«.

Vinderchancer: 1 % – reelt chanceløs

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’American Sniper’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Clint Eastwoods krigsdrama klarede sig overraskende godt ved nomineringsannonceringen i januar med seks nomineringer i alt. Desuden blev Eastwood nomineret til DGA for bedste instruktion, hvilket indikerer en vis styrke også i bedste film-kategorien. Filmens største trumfkort er dens massive box office-succes i USA (og efterhånden også globalt). Den er oppe mod syv film, der ikke kan kaldes for box office-titaner, og dermed er den det populistiske valg til en Oscar. Det kan give en del stemmer blandt ’de gamle, hvide mænd’, der udgør en betragtelig del af Akademiets medlemsbase. Men ligefrem at vinde Oscar’en for bedste film? Det vil bryde med al gængs historik«.

Vinderchancer: 2 % – mikroskopisk chance

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Eastwoods film fik et skub i den rigtige retning med enormt gode salgstal i åbningsweekenden. Dog mangler den for alvor at have vundet noget, og så mangler den ikke mindst en nominering for bedste instruktør. Udover ’Argo’ og ’Driving Miss Daisy’ skal vi helt tilbage til 1929 og 1932 for at finde de sidste film, der klarede at vinde uden en instruktørnominering. Og dengang var der vel at mærke kun tre nominerede i kategorien. Da filmen samtidig har scoret under syv nomineringer samlet, bliver det ikke til en Oscar til årets krigsfilm«.

Vinderchancer: 3 % – long shot

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Boyhood’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»’Braveheart’ er den eneste film de sidste 20 år, der har formået at overvinde det handicap at tabe de tre store brancheforbund til den samme film og alligevel vinde Oscar’en i sidste ende. Der er dog visse faktorer, der muliggør, at ’Boyhood’ endnu kan skabe overraskelsen: Den vandt en Golden Globe for drama, den vandt Critics Choice Award for bedste film og den vandt de to hovedpriser ved BAFTA (film og instruktion). Derudover har den vundet en ACE Eddie (fra filmklippernes forbund) for bedst klippede drama. Hvis den også vinder en WGA for dens originalmanuskript, er der tegn på, at en del af Akademiets grupperinger støtter op om den. BAFTA-sejrene kan ligeledes være med til at flytte momentum i dens favør i den sidste afgørende fase af stemmeafgivningen. Så selvom historien taler imod ’Boyhood’, er den ikke uden muligheder«.

Vinderchancer: 28 % – klar førsteudfordrer

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Boyhood har ganske rigtigt ikke gjort det godt ved guild-priserne, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke var et handicap. Jeg tror dog stadig, at den har en chance, da 34 procent af medlemmerne repræsenterer grene, som ikke er tilknyttet guilds. Kigger vi statistisk på det, så kan det være et problem, at filmen ikke har hovedrollenomineringer. De sidste 25 år er der kun syv vindere uden hovedrollenomineringer. Seks af disse ligger dog inden for de sidste 11 år, så tendensen går i Boyhoods retning.  Ser vi bort fra 30’erne, er det kun lykkedes film med under syv nomineringer at vinde fem gange. ’Boyhood’ vandt godt nok bedste film til BAFTA, og selvom jeg tror på et tæt kapløb til podiet i Dolby Theatre, så ligner Boyhood lige nu nummer to«.

Vinderchancer: 33 % – runner up

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Birdman’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»’Birdman’ står i kraft af priserne fra ’de tre store’ brancheforbund, PGA, SAG og DGA (henholdsvis producenter, skuespillere og instruktører) meget stærkt. Spørgsmålet er, om denne trio af brancheinterne anerkendelser gør den uovervindelig? Der er flere forhold, der peger på, at ’Birdman’ måske kan besejres: Den tabte alle de store priser ved BAFTA, den var nomineret i. Desuden tabte den både Golden Globes i komedie/musical-kategorien, Critics Choice Awards (til konkurrenten ’Boyhood’) og ACE Eddie (klippernes forbund). Den er endvidere slet ikke nomineret til en Oscar for sin klipning, et historisk set gevaldigt handicap. Det mest sandsynlige udkomme er dog stadig, at ’Birdman’ med de prominente brancheforbund i ryggen vinder Oscar’en for bedste film, men det er ikke en done deal«.

Vinderchancer: 59 % – favorit

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Birdman har vundet momentum ved at løbe af sted med hovedpriserne ved PGA, DGA og SAG. SAG’s ensemblepris betyder dog ikke så meget for dens chancer som bedste film, men akademiets skuespillergren er meget stor, så det er bestemt ikke dårligt at have dem i ryggen. PGA har været uddelt 17 gange, og de seneste syv år har vinderen også vundet Oscar for bedste film. Filmen har da også vundet et par kritikerpriser, men har misset en vital nominering for bedste klip. Vi skal helt tilbage til ’Ordinary People’ i 1981 for at finde den sidste bedste film, der ikke var nomineret for klip. ’Birdman’ virker dog lige nu som en god kandidat til at bryde den regel«.

Vinderchancer: 45 % – smal favorit

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Whiplash’

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Årets underdog ligner ikke en vinder for bedste film. Selvom den er nomineret for klip, så mangler den nomineringer for hovedrolle og instruktør, og med kun fem nomineringer samlet ser det ikke sandsynligt ud, at det kan blive til sejr. Derudover var filmen ikke nomineret til SAG’s ensemblepris, hvilket kun én anden film har formået at vende til sejr for bedste film. Hvis jeg skulle stemme, kunne jeg godt finde på at sætte krydset her, men jeg tror ikke, at filmen er spektakulær nok for akademiet«.

Vinderchancer: 1 % – chanceløs

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»Det var interessant at konstatere, at Damien Chazelles lille Sundance-film klarede sig så godt, som det var tilfældet ved BAFTA, hvor den vandt for både lyd, mandlige birolle og klipning. Især sidstnævnte pris er værd at hæfte sig ved, for det er traditionelt de store film, der kæmper en intern kamp i den kategori. Når det er sagt, så er filmens chance ikke-tilstedeværende i bedste film-kategorien, men det kan bestemt ikke udelukkes, at Akademiet ønsker at honorere Chazelle med en stor trøstepræmie i skikkelse af en Oscar for bedste adapterede manuskript, trods den forunderlige kategoriplacering: Filmen er, ifølge Akademiets logik, adapteret fra Chazelles egen kortfilm, der er baseret på en del af hans originale manuskript«.

Vinderchancer: 1 % – reelt chanceløs

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Theory of Everything’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»BAFTA kastede en del kærlighed på James Marsh’ rørende, men ret formularagtige biopic om Stephen Hawking. Den vandt for både adapterede manuskript, mandlige hovedrolle og bedste britiske film. Især Redmaynes favoritrolle i hovedrolle-kategorien kan kaste nogle stemmer af til den også i bedste film-regi. Til gengæld tabte den overraskende for bedste score (der gik til ’The Grand Budapest Hotel’). Filmen har været en stor succes i hjemlandet, men har ikke kunnet kopiere succesen i USA, så Akademiets amerikanske medlemmer vil formentlig i stort tal se bort fra den i bedste film-kategorien«.

Vinderchancer: 1 % – reelt chanceløs

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»For 15 år siden havde denne film nok været blandt favoritterne. Men akademiets smag har heldigvis rykket sig, så der skal mere til end en god skuespilpræstation og nogle fine kostumer. Filmen har kun fem nomineringer samlet og har misset instruktør og klip, så holdet bag skal nok krydse fingre for Eddie Redmayne som bedste skuespiller eller Johan Johansson i bedste score-kategorien, hvis de skal have en Oscar med til efterfesten«.

Vinderchancer: 1 % – chanceløs

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Selma’

Mads Kjær Larsen, Soundvenue:
»’Selma’ er på papiret den film, der står klart svagest af bedste film-kandidaterne, i og med at den kun hentede en bedste sang-nominering i tilgift til bedste film-nomineringen. Dens chance for at hente stemmer hænger sammen med den store debat, der er opstået om Akademiets påståede racisme (og misogyni). Denne debat vil resultere i en del politisk motiverede proteststemmer, og derudover vil mange af de medlemmer, der ikke nåede at se filmen før nomineringen, have fået den set i mellemtiden, hvorved dens ’rekrutteringsgrundlag’ vokser. Den vinder ikke bedste film, men den slutter garanteret med flere førstepladser på de individuelle stemmesedler end flere af konkurrenterne på grund af den heftige politisering«.

Vinderchancer: 1 % – reelt chanceløs

Lars B. Frahm, CPH PIX:
»Årets helt store joker før nomineringerne. Ville den ryge helt ud, eller ville den løbe med en masse nomineringer? Den endte som bekendt med lige at hænge fast med det yderste af neglene. Kun to nomineringer og ingen SAG-ensemble eller PGA-nominering. Jeg tør slet ikke begynde at nævne, hvor mange statistiker ’Selma’ vil skrive sig ind i, hvis den skulle gå hen og vinde bedste film, men spil en tier på den, og der burde være chancer for en milliongevinst hos bookmakerne«.

Vinderchancer: 0 % – fuldstændig chanceløs

Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.

Lyt til særudgave af Soundvenue Filmcast: Oscar-diskussion med høj nørdefaktor

Læs også: Ekspertpanelet  Sådan ender Oscar-ræset 2015

Læs også: Er ‘Birdman’s Oscar-sejr så uundgåelig, som den ser ud

Læs også: Soundvenue og CPH:PIX præsenterer årets store Oscar-quiz

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af