Julia Louis-Dreyfus klar til remake af den svenske perle ‘Force Majeure’

Ruben Östlunds ‘Force Majeure’ om en familiefar, der stikker af fra sin kone og to børn, da en lavine truer med at ramme dem på en skiportsrestaurant, var en af sidste års absolut bedste film.

Hvorfor det svenske mesterstykke har brug for en amerikansk genindspilning, er et godt spørgsmål, men ikke desto mindre har Fox Searchlight ifølge The Hollywood Reporter købt rettighederne til et remake.

I det mindste har selskabet associeret sig med stærke kræfter, for det er Julia Louis-Dreyfus, der er primus motor for projektet. Hun skal efter planen både producere og spille rollen som kvinden, der har mere end svært ved at forholde sig til sin mands kujoneri.

Louis-Dreyfus er snart aktuel med fjerde sæson af den sublime komedieserie ‘Veep’, men ‘Force Majeure’ vil være endnu et skridt i den retning mod  mere alvorligt betonede roller, som hun har taget de seneste år, mest fremtrædende i ‘Enough Said’ over for James Gandolfini.

Her gjorde hun dog stadig fornemt brug af sin uforlignelige komiske timing, og det vil hun utvivlsomt også gøre i ‘Force Majeure’, som er spækket med akavet humor. I originalversionen, i hvert fald.

Læs også: Julia Louis-Dreyfus’ komiske geni i syv essentielle etaper

Læs også: Ruben Östlunds overraskende Youtube-inspirationer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af