En ny dansk undersøgelse om homoseksuelles trivsel i Danmark blev for få måneder siden offentliggjort med nedslående statistikker på bundlinjen: Hver femte har overvejet at tage sit eget liv inden for det seneste år.
Jannik Splidsboels dokumentar ’Misfits’, der har dansk biografpremiere i dag, er derfor mere aktuel, end vi måske går og tror. Filmen foregår i en ungdomsklub for trans- og homoseksuelle i Tulsa, Oklahoma – også kendt som bibelbæltets ’bæltespænde’ – og følger tre unge, der forsøger at realisere deres drømme, selv om det etablerede samfund fordømmer deres eksistens.
Jannik Splidsboel fortæller her om sine vilde oplevelser i USA og om undertrykkelsen af homoseksuelle såvel i Oklahoma som i Danmark.
Var de unge homoseksuelle bange for at stå frem eller snarere ivrige efter at fortælle deres historier?
»Dem, jeg snakkede med, og som havde lyst til at være med, var meget ivrige. Der var endda et par stykker, der gerne ville være med i filmen, men som ikke kunne, fordi deres forældre ikke vidste, at de kom i klubben.
En af dem var virkelig ked af det og sagde, at han var sikker på, at det ikke var noget problem, at han var med i filmen for sine forældre. Nej, men problemet er, at du kommer i klubben! Jeg kan jo ikke gå hjem og afsløre hans seksualitet for hans forældre, det skal han selv gøre. Så det var vigtigt for os, at de unge havde en eller anden form for accept fra forældrene, men at de samtidig var i konflikt med familien«.
Har du en særlig forpligtelse over for de unge, så filmen ikke kommer til at skade deres fremtid?
»Jeg synes, vi har gjort os så mange etiske overvejelser, som man overhovedet kan, og der er ret mange scener, udsagn og uddrag af interviews, som vi har valgt ikke at bringe. Det værste ved at tage ud og lave de her film, er, at man danner nogle bånd og føler sig knyttet til sine karakterer for så at rejse hjem igen. Men her havde jeg den sikkerhed, at der er nogen til at samle de unge op. De har jo klubben.
Samtidig har vi fra starten valgt at lave en feel good-film, så alt ikke bliver problematisk, trist og sort. For det sidste, jeg vil have, er, at de unge ser filmen og efterfølgende pisker hjem og hopper ind i skabet og sluger nøglen. Det er jo præcis det modsatte, der er målet«.
Homoseksualitet har været på dagsordenen mange steder, blandt andet i Rusland. Hvorfor valgte du netop Tulsa i Oklahoma som filmens setting?
»Jeg læste en artikel om ungdomsklubben i byen, der inspirerede mig meget, og sådan er det mange gange, når man laver film: Nysgerrigheden driver værket. Da jeg så var derovre, blev det endnu mere evident for mig, at det ville være det rigtige sted at lave filmen, fordi du har et koncentrat af det hele: Had, kærlighed, homofobi, forstokkelse og unge, der bare vil noget andet. Og mig bekendt er det den eneste ungdomsklub for unge homo- og transseksuelle i verden.
Det er klart, at det er tungt for et ungt menneske at gå rundt og føle, at man ikke kan fortælle til nogen, hvem man er, og hvordan man har det, fordi man tror, at man er den eneste i verden, der har det sådan. Det er derfor den her klub, hvor de unge kan sætte sig ned og snakke om deres problemer, er så unik«.
Filmen fokuserer på de tre hovedpersoner og deres personlige historier, mens volden og undertrykkelsen mest er til stede i baggrunden. Hvorfor?
»Jeg tog ret hurtigt et valg om, at jeg ikke ville lave scener, hvor de unge karakterer ikke selv var med. Det betød så, at de langt hen ad vejen satte dagsordenen for, hvad filmen er kommet til at handle om. Jeg har ikke iscenesat noget i filmen, og de opsøger jo ikke queer-bashers og homofober af sig selv.
Vi prøvede at få nogle kirker med i filmen, men vi fik et blankt nej fra dem hver gang, hvilket jo er interessant i sig selv. Ingen af dem ville stå frem og argumentere for, hvorfor homoseksuelle ikke er velkomne, og hvorfor de synes, det er en synd. På samme måde forhindrede nogle af forældrene, at de unge kunne komme ud og holde foredrag på skoler, fordi de ikke ville have dem ind i deres børns klasselokaler. Så det er ikke, fordi vi ikke har inviteret dem ind, de ville bare ikke være med. Konflikten ligger i det, de unge fortæller om, men sætter man sig ned og tænker, at nu skal jeg se en ordentlig, fed konflikt mellem de unge og kirken, så bliver man nok lidt skuffet«.
I filmens måske mest markante scene interviewer du den homoseksuelle dreng Ben og hans familie, hvor broren fortæller, at han tidligere ønskede sin bror død og slog ham hver gang, han fik chancen. Hvordan fik du ham til at fortælle om det?
»Jeg troede egentlig bare, jeg skulle lave et interview med Ben, og så var hele familien dukket op. Så placerede jeg dem i en sofa og sagde fint, nu starter vi, og så begyndte de ellers at tudbrøle i den her seance, der varede over en time, og jeg blev virkelig også rørt. Bagefter kom de hen og krammede mig alle sammen og sagde, at den snak skulle de have haft for lang tid siden. Hvor jeg tænker: Det er jo en kæmpe skam og sorg, de her mennesker går rundt med, bare fordi de har en homoseksuel i familien. Det er jo helt vildt.
Og de har endda taget det pænt! Tænk på dem, der tager det mindre pænt. Jeg mødte en fyr på 20 år, og da hans far fandt ud af, at han var homoseksuel, så blev han spærret inde i et rum med et bord, en stol, en seng og en bibel, og der var han praktisk talt i to år. Så stak han af og har ikke hørt fra sin far siden, fordi det var, som om ’åh, så slap vi af med den der byld’«.
I vores selvforståelse har vi lagt vores fordomme om homoseksuelle i graven, men filmen viser en anden virkelighed. Hvordan ser du på forholdene for homoseksuelle i dag – ikke bare i det amerikanske bibelbælte, men også i Danmark?
»Det er klart, at vi i et land som Danmark er kommet meget langt, men i vores tolerance bliver vi indimellem intolerante. Det er fint, hvis du er homo, men du må ikke være flamboyant, og du må ikke være transseksuel. Jeg synes helt klart, at der er blevet vundet nogle kampe, men vi skal også passe på, at det såkaldte normale ikke går hen og bliver gængs. ’Du er velkommen her, men du skal være som alle andre.’ Homoseksuelle er jo lige så forskellige som heteroseksuelle, og det er jo også det, jeg håber, at min film viser«.
Læs også: ‘Misfits’ / Anmeldelse
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘House of Cards’, dansk film i krig, pæne og perverse seriekvinder