’Misfits’
En bror, der ønsker én død. En mor, der melder én ud af familien. Et liv alene uden strøm og med et tomt køleskab som 16-årig.
Der er ekstra mange sten på vejen fra teenager til voksenlivet for de tre hovedpersoner i Jannik Splidsboels sympatiske dokumentar. De forsøger at navigere ungdomslivet som LGBT’er (samlebetegnelse for homo- og biseksuelle samt transkønnede) i det amerikanske bibelbæltes ’bæltespænde’, byen Tulsa i Oklahama. Her ligger der mere end 2.000 kirker til de 400.000 indbyggere – det svarer til antallet af folkekirker i hele Danmark.
’Misfits’ viser ungdomscenteret Openarms Youth Project som et lille lys i det religiøse mørke. Her er rummelige voksne, rådgivning og et sikkert rum for socialt samvær. Det er tilknytningen til Openarms, der er fællesnævneren for de tre hovedpersoner, der ikke direkte er en del af hinandens historier. Men deres tre vidt forskellige liv er alle præget af den konservative kultur.
Den yngste, en ranglet yngling, går blot under navet D og bor alene i et byggeri, der ser ud til at rangere kun et par millimeter over en regulær trailerpark. D er en usædvanligt hærdet 16-årig, der gennem en årrække har måttet tage sig af sine mindre søskende i en ustabil familie, hvor overgreb var en del af hverdagen. Så D er faktisk i gang med en ny start efter års terapi. Næste skridt er at få en cykel, selvom han ikke har penge. Men han kan ikke få et arbejde, med mindre han kan transportere sig selv rundt. Tingene bider sig selv i halen, når man forsøger at kravle op fra bunden af det amerikanske samfund.
Den lidt ældre Larissa er et par skridt videre. Hun bor også alene, efter hendes mor har meddelt hende, at hun ikke længere en del af familien. Larissa er i gang med at skabe sig nye relationer i stedet. Et par intime scener med Larissa og kæresten viser ømme sider af den ellers determinerede Larissa. Hun vil på college efter skolen, hvor hun gør en seriøs indsats – også for at passe ind, med langhåret paryk.
Ben på 19 er den ældste af de tre, men fremstår på mange måder også som den mindst modne. Måske er det den luksus, man har, når man har en stærk og kærlig familie i ryggen. I filmens begyndelse fortæller hans bror grådkvalt om dengang, Ben oprindeligt sprang ud af skabet, og han ønskede ham død. Men i dag er den mutte bror den indimellem ekstremt selvoptagede lillebrors stærkeste støtte. Han forsøger at tale lidt fornuft ind i ham, når Ben med stor selvmedlidenhed fortæller om, hvor hårdt det er, at folk har særlige ønsker, når de bestiller bagels hos ham på arbejdet. Efterhånden afløses Bens drømme om et liv som i maid in manhattan dog af mere realistiske forestillinger.
Det er hver for sig tre fine små historier, Jannik Splidsboel fortæller i ’Misfits’, men de har mere karakter af skitser end dybdegående portrætter. Samtidigt berører filmen kun antydningsvis de mere overordnede temaer som religion og fattigdom. På trods af smukt kameraarbejde bliver der lidt for lidt at tygge på i en film, der næsten har spillefilmlængde.
Kort sagt:
Tre unge LGBT’ere i det amerikanske bibelbælte kæmper for at finde sig selv i Jannik Spidsboels loyale dokumentar. Og selv om fortællingen hverken kommer helt i dybden med sine hovedpersoner eller tegner det store billede op af en af USA’s mest intolerant iltfattige byer, byder den på både intime indblik og smukke visuelle detaljer.