Du kan allerede nu godt sætte et stort kryds i kalenderen den 12. juni og gøre klar til at bingewatche. Her kan du nemlig endnu engang følge med i fængselslivet hos skæbnerne i Litchfield, når tredje sæson af Netflix’ hitserie ‘Orange Is The New Black’ får premiere.
Herudover har streamingtjenesten afsløret premieredatoen på en række af deres andre kommende satsninger. Det stjernespækkede serie-reboot af kultkomedien ‘Wet Hot American Summer’, der har alle fra Bradley Cooper og Jon Hamm til Amy Poehler og Kristen Wiig på rollelisten, kan streames fra den 17. juli, mens Andy og Lana Wachowski gør comeback efter deres fæle ‘Jupiter Ascending’-flop med sci-fi-serien ‘Sense8’ den 5. juni.
Wachowski’erne har i samme forbindelse fortalt mere om plottet for ‘Sense8’, der på papiret lyder som lidt af et mindfuck – om end et mere lovende et af slagsen end ‘Jupiter Ascending’. Serien kommer ifølge en officiel synopsis til at dreje sig om et dødsfald, der resulterer i, at otte forskellige mennesker rundt omkring i verden får deres hjerner, liv og hemmeligheder sammenkædet, så de genfødes som såkaldte ‘Sensates’. Hvad det så end betyder.
Læs også: Få overblikket: Netflix’ kommende serier