’Lang historie kort’
Det er ikke let at lave en romantisk komedie. Man skal finde den rette balance mellem lethed og alvor, hvor det hverken bliver fjollet eller tungt. Mislykkes det kan resultatet blive kvalmende uudholdeligt, men rammes genren rent, er en rom-com noget af det af det mest tilfredsstillende på filmverdenens snack-hylde. Og spillefilmdebuterende May el-Toukhys ’Lang historie kort’ er et ganske appetitligt bekendtskab.
Historien er fortalt i otte afsnit, hvor den samme gruppe venner mødes til fester: En fødselsdag, et bryllup, et jubilæum osv. I centrum for fortællingen står Mille Lehfeldts Ellen, den kronisk kæresteløse veninde i en vennekreds primært bestående af par. Hun er en lidt Bridget Jones-klodset kvinde i 30’erne, der sidder fast i en udsigtsløst affære med en gift mand. Rundt omkring Ellen cirkulerer blandt andet en godmodigt bamseagtig Peter Gantzler som den kejtede Rolf, kæresteparret Anette (Trine Dyrholm) og Maya (Danica Curcic), der småskændes om, hvor vidt de skal få børn, og Bolette (Dya Josefine Hauch) og Adam (Janus Nabil Bakrawi), der har et hypereffektivt, men totalt omsorgsforladt ægteskab.
Men meget forandrer sig fra sammenkomst til sammenkomst. Filmen både fordyber sig i de enkelte begivenheder og spænder over et par år af personernes liv. Ting tager tid, måske særligt kærlighed. Grebet betyder også, at en del ellers vigtige vendepunkter i karakternes liv på Boyhood’sk manér sker uden for fortællingen, og det skaber en lethed, at vi ikke partout skal se alt ske. Der er tillid til, at tilskueren godt selv kan regne tingene ud.
Tonen er mere speedsnakkende, neurotisk Woody Allen end folkekomedie, og på trods af lidt vaklen hist og her rammer el-Toukhy en fin balance mellem det alvorlige, det skøre og det satiriske. I festscenerne fletter samtalerne sig ind og ud af hinanden på meget vellykket vis. Og absurde indslag som en voldsomt irriterende, gigantisk hund udnyttes både komisk og til at drive dramaet fremad. Skuespillerne virker godt tilpas, og særligt synes Trine Dyrholm med vellyst at have sat tænderne i rollen som den dominerende, dameglade Anette.
Og så er det en særlig fornøjelse at se en dansk film med et uanstrengt alsidigt persongalleri. De er alle voksne, men spredt i alder fra Danica Curcics årgang ’85 til Peter Gantzlers ’58. De leder alle efter kærlighed, nogle med det andet og nogle med samme køn. Og så har i hvert fald én af karaktererne minoritetsetnisk baggrund, uden at det hverken skjules, problematiseres eller tematiseres.
Kort sagt:
Den debuterende danske instruktør har skabt et smittende energisk bud på en moderne romantisk komedie for og med voksne. En befriende mangfoldig historie – med Lehfeldts rundforvirrede Ellen i centrum – der både formår at jonglere med et stort persongalleri og navigerer fint mellem genrens mange klicheer.
Læs også: Hold øje med – Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år
Læs også: Danica Curcic: Jeg skal blive bedre til at fejre succesen