Det er onsdag eftermiddag hos Nordisk Film i Valby. I aften skal Danica Curcic modtage den danske filmbranches største årlige talentpris, Nordisk Film Prisen.
Tidligere er prisen gået til folk som Lars von Trier og Anders Thomas Jensen, men det er første gang i prisens 19-årige historie, at et skuespillertalent vinder den, og blot tredje gang en kvinde bliver kaldt på podiet. »Det er så sindssygt! Det er en kæmpe ære og et enormt skuldeklap«, siger Danica Curcic med eftertryk og lader sig dumpe ned i mødelokalets mørke Chesterfield-sofa.
Hun lider af mildt jetlag efter netop at være hjemvendt fra Californien på et meget forsinket fly aftenen forinden. Curcic har været på en to ugers kombineret ferie og netværksrejse, fået sig en amerikansk agent og besøgt gamle venner fra skoletiden på Dell’Arte International School of Physical Theatre. »Jeg elsker, elsker Californien, og San Francisco er totalt yndlingsbyen over dem alle«, smiler skuespillerinden, hvorefter hun indleder en målrettet jagt efter en ubestemmelig sukkerbombe i den enorme slikskål, en venlig sjæl har forsynet bordet med.
Det lyder som om, du har en udenlandsk karriere i kikkerten?
»Jeg skal til nogle castings, men alt er stadig på et meeeget tidligt stadie, så jeg kan ikke sige så meget. Og mit engelske kræver lidt arbejde, hvis jeg vil have samme muligheder som amerikanerne, men jeg er heldig, fordi jeg startede skuespilfaget på engelsk, på Dell’Arte International School of Physical Theatre. Man kan godt mærke interessen for Skandinavien derovre stadigvæk, og det er jo fedt. Så jeg holder dørene åbne«.
Det sidste års tid har nærmest været én lang premiere for dig. Hvordan har det påvirket dit liv at blive et kendt ansigt?
»Jeg føler stadig ikke, at jeg er blevet mega kendt, og jeg bliver heller ikke genkendt på gaden. I hvert fald ikke ret ofte. Det er meget rart, at mit privatliv på den måde ikke har ændret sig synderligt. Men ja, særligt efteråret 2014 var vildt med tre premierer. Jeg er dog god til at komme hurtigt ned på jorden igen, og jeg er meget målrettet: Det projekt, jeg arbejder på, får al mit fokus. Faktisk kunne jeg måske godt blive lidt bedre til at fejre succesen, for 2014 var jo det vildeste år. Det er måske nok gået lidt stærkt med at komme videre en gang imellem …
Men det er altså ikke, fordi jeg er super stresset og arbejder hele tiden, som mange tror, at vi skuespillere sikkert gør, når man er med i fire film, der kommer ud oveni hinanden. Jeg er en arbejdshest i perioder, men jeg prioriterer også fritid. Det er vigtigt at kunne sige nej til projekter, selvom man som udgangspunkt gerne vil det hele, og jeg er stadig et sted i min karriere, hvor det føles helt underligt at ytre ordet ’nej’ – som om jeg nærmest ikke kan tillade mig det.
Men man skal prioritere det, man virkelig brænder for, og forblive tro mod sin egen intuition. Det har jeg lært over det sidste år, af medspillere som Paprika Steen og Trine Dyrholm«.
Læser du anmeldelser af dine film?
(Danica Curcic og Paprika Steen i ‘Stille hjerte’)
»Nu har jeg en far, som videresender mig alt og laminerer alt, haha. Så jeg kan ikke undgå at se anmeldelser og interviews, når jeg er hjemme hos mine forældre. De er jo bare stolte, og det betyder meget, at de støtter mig sådan. Jeg synes dog generelt, det påvirker mig anderledes at læse teateranmeldelser end filmanmeldelser. Det er rigtig farligt at læse teateranmeldelser, for de kommer ud, mens man er i gang med at spille, og man skal prøve ikke at lade sig påvirke for meget af, hvad folk siger.
Da jeg spillede Lulu på Det Kongelige Teater i 2012, begik jeg en kæmpe fejl ved at grovæde alt, der blev skrevet. Det skulle jeg aldrig have gjort: Hele den første uge vi spillede, stod jeg på scenen og hørte alle de ord, jeg havde læst om mig selv inde i hovedet. Det var ikke sundt. I filmverdenen er der ofte gået et helt år, fra man færdiggjorde filmen, til anmeldelserne kommer ud, så der når man at få et mere afslappet forhold til præstationerne. Jobbet er gjort, der er ikke noget, der kan laves om«.
Kan du lægge dine roller fra dig efterfølgende?
»Ja, det kan jeg helt klart. Men nogle er selvfølgelig voldsommere end andre. For eksempel blev jeg mega fysisk og psykisk udmattet af at spille Kimmie i ’Fasandræberne’. Den rolle var hele tiden ’liv eller død’ på dramatisk vis og krævede både en masse makeup og lang transporttid til og fra settet hver dag. ’Stille hjerte’ var udmattende rent emotionelt, men Bille August kan jo virkelig sit shit, så det krævede sjældent mere end tre takes, så var man igennem en scene.
På ’All Inclusive’ og nu ’Guldkysten’ (premiere 2. juli, red.) var det super fedt at rejse et sted hen og rigtig leve i miljøet, mens vi filmede. Først Mallorca med ’All Inclusive’ og de skønneste kvinder (Bodil Jørgensen, Maria Rossing og Hella Joof, red.) og så Ghana med ’Guldkysten’ og Jakob (Oftebro, red.)«.
Kan du fortælle lidt mere om ’Guldkysten’?
»Den bliver så vild! Jeg vil rigtig gerne lave historiske film, så det var en drøm at være med i ’Guldkysten’ – og samtidig meget intenst at lære om så sort et kapitel i dansk historie, man sjældent hører om. Jakob Oftebro spiller hovedrollen som Wulff, og jeg har en mindre rolle som missionærfruen Autrup, som i 1836 tager til Ghana for at ’frelse’ så mange børn, som de nu kan nå. Men stort set alle, der tog derned dengang, blev overmandet af sygdomme og infektioner, som ingen var forberedt på…
Det var en smuk oplevelse at være i Ghana, men også lidt absurd at sidde i junglen og læse højt af biblen på dansk til en masse små børn klædt i hvidt og se de gamle danske slavebebyggelser. Jeg kom hjem som en lidt ændret person«.
(Danica Curcic i ‘Guldkysten’)
Tager du stadig skuespilundervisning?
»Jeg har et par mentorer inden for skuespilfaget, som jeg ser meget op til, og hvis meninger betyder enormt meget, blandt andet Solbjørg Højfeldt. Hende taler jeg meget med, og hun er en rigtigt god sparringspartner. Jeg havde hende som lærer på Skuespilskolen, så hun kender mig godt og kan gå ind og pege på ting, jeg skal arbejde mere med.
Hvis jeg er i tvivl om noget med en rolle eller et stykke, kan jeg altid lige spørge hende til råds. Det er vigtigt at have én, der kender en både privat og professionelt, for der er så mange meninger i den her branche«.
Hvad kan du blive bedre til?
»Rollen som Julie i ’Romeo & Julie’ på Det Kongelige Teater i 2014 var en kæmpe udfordring for mig. Det gjaldt om at stå så rent som muligt på scenen uden at overgøre tingene eller forsøge at ruske for meget op i historiens kærlighedspoesi. Julie er ikke en rolle, der ligger lige til mig, for jeg har aldrig tænkt på mig selv som en ’førsteelsker’. Det har måske noget at gøre med at være en moderne kvinde, og at jeg havde lyst til at gøre Julie lidt stærkere, give hende nogle nosser, så at sige.
Men hun har jo en ung alder og en renhed, som man må acceptere og ikke gå imod, men snarere gå med som skuespiller. Jeg skulle finde ind til den renhed og lade publikum komme ind til mig i stedet for at forklare for meget igennem mit spil. Og det var i den grad udfordrende. Det kan det også være på film: At lade publikum komme tæt på uden at skære tingene ud i pap«.
Du har stadig gang i både film, tv og teater. Hvordan prioriterer du din tid og de mange projekter?
»Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i teatret, for det er der, ens håndværk virkelig vokser som skuespiller. Der kommer teknikken for alvor på prøve. Jeg har lige lavet teaterstykket ’Lort’ i København og Aalborg. Det var fandeme fedt og et rigtig hjertebarn for mig.
Det er klart, at det kan være svært at få det hele til at gå op, og jeg har måttet vælge, hvilke retninger jeg gerne vil gå i. På teatret er man jo ofte bundet i fem måneder, og så kan man ikke lave film samtidig. På den anden side ved man heller ikke altid, hvad der sker med filmprojekterne. Det er en ret speciel balance, som jeg stadig kæmper lidt med at finde«.
Hvordan var det at spille sammen med dit forbillede Trine Dyrholm i ’Lang historie kort’?
(Trine Dyrholm og Danica Curcic i den kommende ‘Lang historie kort’)
»Det var super at arbejde sammen med Trine for første gang, og jeg blev vist lidt starstruck. Jeg ser jo helt vildt meget op til hende. Hun er så sej og flot. Derfor var det også så meget mere absurd at skulle lave sexscener med hende på den første optagedag!
Vi spiller et lesbisk par, så det var bare lige på og hårdt med ’hej skatter!’ og at ligge og gnubbe i sofaen, haha. Men vi havde rigtig god kemi, og jeg fik nogle dejlige lange snakke med hende undervejs i indspilningerne«.
Kan du fortælle lidt om den norske serie ’Nobel’, du skal medvirke i senere på året?
»Jeg blev kontaktet af folkene bag og syntes, det lød som en rigtig god historie: Det bliver en meget spændende konspirationsserie, hvori jeg spiller en norsk-afghansk militærtolk. Så jeg er ved at lære både norsk og dari! Til september begynder vi at filme kampscener i Marokko«.
Kan du løfte sløret for andre kommende projekter?
»Øhhh … Jo, der er en masse ting, jeg ikke kan sige noget om endnu, hehe. Lige nu skal jeg først træne op til rollen i ’Nobel’. Der skal løftes nogle vægte og spises en masse kylling!«
Læs også: Vi kårer årets danske skuespillergennembrud