1. Youtube-weirdo før gennembruddet
Før Melissa McCarthy brød igennem på film og tv, blev hun et mindre Youtube-fænomen via sin hylemorsomme Marbles Harsgrove-karakter. Med Spock fra ’Star Trek’ på sweateren, Anton Chigurh-tjekket pagehår og et viltert, skeløjet blik læsper hun sig frem til uduelige svar på seerskarens spørgsmål.
McCarthy understreger allerede i de tidlige Youtube-klip en af sine forcer som komiker: At portrættere skæve eksistenser på karikeret vis uden at frarøve dem deres humanisme. I hendes gestaltning er Marbles trods sine åbenlyse skavanker slet og ret godt selskab.
Hvem ved, måske vi får hende at se på det store lærred før eller siden?
2. Stangliderlig kontorkvinde
Foruden sin hidtidige glansrolle i Paul Feigs hitkomedie ‘Bridesmaids’ er McCarthys komiske højdepunkter indtruffet i ’SNL’-regi. Hun har hostet showet tre gange og har beriget flere mindeværdige sketches med sin uforlignelige timing og ukuelige trang til at udlevere sig selv.
’Arlene’ er et oplagt eksempel, en lummer leg med sexchikanens (køns)rollefordeling, hvor McCarthy udsætter Jason Sudeikis’ knastørre kontorsnegl for en brunstig charmeoffensiv. Hendes overdrevne fysiske komik kaster flere uovertrufne øjeblikke af sig, blandt andet da hun ringer til en elsker ved skiftevis at trykke på telefontasterne og sine brystvorter.
Og senere spørger Sudeikis, om han vil være hendes Italian Stallion, mens hun frådende inspicerer en ballon-hingsts ædlere dele.
3. Pizzaelskende særling med unikt forretningsforslag
Opskriften er på sin vis den samme i ’Pizza Business’-sketchen, hvor McCarthy igen skejer ud som bizar særling, og Sudeikis ganske ukarakteristisk giver den som jordnær forretningsmand. McCarthys pizzapassionerede slacker vækker klare minder om hendes Youtube-karakter, Marbles, da hun også her forener det aparte med det sært rørende.
Da Sudeikis utvetydige afslag af hendes forretningsforslag – en restaurant, hvor hun ikke sælger, men modtager pizza af kunderne – endelig nedbryder hendes tykhovede forsvarsværk af lutter naivitet, mønstrer hun et sæt dådyrøjne så sørgmodige, at det sikrer hende studiepublikummets udelte sympati.
Selv om det afsluttende twist tangerer det forudsigelige, er det beundringsværdigt, hvor langt den sprængfarlige komikerduo kan bære en så simpel præmis.
4. Emmy-træning med Joel McHale
McCarthy fik sit store gennembrud i ’Bridesmaids’ i 2011, og senere samme år præsenterede hun vinderne, da årets Emmy-priser blev delt ud. I videoen ’Emmy Training’ beder skuespillerinden i ren desperation det forgangne års vært, ’Community’s Joel McHale, om spirituel vejledning og formår at overtale ham, selv om hun med al tydelighed var den sidste person, han ønskede at støde på.
»I’ll do anything. I’ll do things with my hands«, proklamerer hun bedende, og straks er træningen i gang.
McCarthy vandt i øvrigt en Emmy samme år for sin præstation i den mildt øretæveindbydende sitcom ’Mike & Molly’, hvor hendes komiske flair ofte drukner i et overemsigt laugh track.
5. Kongreskvinde på rampage
McCarthys stråler ofte som omvandrende vulkan, konstant på tærsklen til det altødelæggende udbrud. Og i ’SNL’-sketchen ’Delaware One’ koger hun over som hverken før eller siden.
I en forrygende parodi på den amerikanske politiker Michael Grimms ’There Will Be Blood’-lignende nedsmeltning for åben skærm (»I’ll break you – like a boy!«) inkarnerer McCarthy kongresmedlemmet Sheila Kelly, der rampager sig vej gennem Delaware efter et par kritiske spørgsmål i et tv-interview.
En komisk genistreg og samtidig en kulørt kommentar til den teknologiske tidsalders allestedsnærværende kameralinser.
6. Alle tiders møgfald i ‘This Is 40’
McCarthy tyvstjæler rampelyset i Judd Apatows midtvejskrise-komedie ’This Is 40’, hvor Paul Rudd og Leslie Manns dysfunktionelle ægtepar til stadighed bringer hendes pis i kog. Efter de verbalt har overfaldet hendes uvorne søn, kræver hun kontant afstraffelse på skoleinspektørens kontor, og da hun mærker den kølige modvind stige i sekundmetre, eksploderer hun i flammende raseri og spyer truende ukvemsord i retning af Mann, Rudd og rektoren.
»I’d like to rear up and jackknife my legs and kick you both in the fucking jaw with my foot bone«, skråler McCarthy til sine dødsfjender, inden rektoren står for tur: »I’m glad your husband died. He probably killed himself«.
Nok fandt scenen vej til selve filmen, men den helt outrerede version af McCarthys rant dukker først op som blooper under de afsluttende credits. Her er den flænsende ordsalve så vidunderligt morbid, at selv Rudd og Mann må bryde ud i latter.
Læs også: ‘St. Vincent’ / Anmeldelse
Læs også: Apatow, McCarthy og Russell Brand – Filmene, du skal glæde dig til fra indie-paradiset SXSW
Læs også: De fænomenale øjeblikke, der gør Bill Murray til Bill Murray