Apatow, McCarthy, Russell Brand: Filmene, du skal glæde dig til fra indie-paradiset SXSW

Vores udsendte guider til de mest hypede film fra én af verdens førende indie-festivaler, South by Southwest i Texas.

1. ’Trainwreck’

Komediekongen Judd Apatow opfordrede komikeren Amy Schumer til at skrive et filmmanuskript, og tak for det. Jeg har ikke grinet så meget i biografen siden ‘Bridesmaids’. Schumer spiller magasinskribenten Amy, der ikke tror på monogame forhold, men bliver udfordret, da hun forelsker sig i sin interviewperson, sportslægen Aaron (Bill Hader).

Ikke verdens mest originale historie, men hylende sjov, skarp, ærlig og rørende. Amy Schumer klarer overgangen fra sketch og stand-up til det store lærred med bravur. Hun leverer sex-jokes, som vi kender hende, men viser også en sårbar side.

2. ’Ex Machina’

Forfatteren Alex Garlands instruktørdebut om kunstig intelligens gik lige i hjertet på SXSW’s tech-nørdepublikum. Den spændende sci-fi-thriller handler om den unge computerprogrammør, Caleb, (Domhnall Gleeson fra sidste års festivalhit, ‘Frank’), der bliver inviteret på en uges ophold hos søgemaskineselskabets excentriske ejer, Nathan (Oscar Isaac).

Her får han til opgave at foretage den såkaldte Turing-test på Nathans seneste opfindelse, en A.I.-robot ved navn Ava (Alicia Vikander): Gennem samtaler skal han evaluere hendes grad af bevidsthed og følelsesmæssig intelligens. Men det er ikke let at holde hovedet koldt, når den smukke robot begynder at flirte, og spørgsmålet bliver hurtigt, hvem der tester hvem.

Alex Garland fortalte da også til premieren, at han går ind for, at vi bygger A.I.s, da de er meget fornuftigere end os mennesker.

»Filmen er en genopfindelse af Frankenstein-historien, et portræt af menneskets hybris og lyst til at spille gud. Men det er også mere end det: Et alt for realistisk glimt af fremtiden, en anspændt thriller om umuligheden af at kende den enkeltes motivation og et smerteligt billede af de forfærdelige ting, mænd gør ved kvinder«, skrev The Playlists Oliver Lyttelton i en begejstret anmeldelse.

3. ’Spy’

‘Bridesmaids’-instruktør Paul Feig har igen fundet sammen med Melissa McCarthy, som har haft skiftende held med rollerne siden sit store gennembrud med netop ‘Bridesmaids’.

Heldigvis har hun i spionparodien ‘Spy’ fået en ny god rolle som CIA-agenten Susan, der efter 10 år bag en computerskærm bliver sendt ud i marken for at observere våbenhandleren Rayna (Rose Byrne). Kun observere, sagde CIA-bossen, spillet af Alison Janney. Men sådan går det selvfølgelig ikke.

‘Spy’ er super fjollet, men rigtig morsom, og den høstede festivalens højeste latterbrøl.

4. ’7 Chinese Brothers’

I Bob Byingtons tørre komedie brillerer Jason Schwartzman som den ynkelige, retningsløse og småalkoholiske Larry, der bruger det meste af sin tid på at føre samtaler med sin konstant halvsovende franske bulldog (Schwartzmans rigtige hund, Arrow). Larrys liv får dog ny mening, da han får arbejde i et bilværksted med en utroligt sød kvindelig chef.

Jason Schwartzman fortalte til premierens Q&A, at han aldrig spurgte til filmens misvisende titel, fordi han var overbevist om, at det var en test. Det var det nu ikke – filmen er opkaldt efter en R.E.M.-sang, der inspirerede instruktøren.

»En konsekvent sjov lejlighed til at hænge ud i et stykke tid med en skuespiller i sit rette element«, skriver John DeFore i The Hollywood Reporter.

5. ’Brand: A Second Coming’

Ondi Timoners dokumentar om komikeren og aktivisten Russell Brand åbnede festivalen med en skuffende nyhed om, at Russell Brand havde meldt afbud til premieren og sin planlagte keynote-tale, fordi han ikke kunne holde ud at se og tale om filmen. Rygterne siger, at han også prøvede at stoppe filmens visning.

»Man skulle tro, at en narcissist ikke kunne forestille sig noget bedre end at tale om sig selv og sin ‘pjalter til rigdom’-historie, men faktisk føltes det for mig, som om mit liv var hårdt nok i første omgang, og at gennemgå det igen var smertefuldt og sørgeligt«, skrev Brand i en pressemeddelelse.

Kritikerne var dog enige om, at filmen ikke tilføjede noget voldsomt nyt til hans mediebillede, og at Brands off stage-drama gav ham mere presse, end han ellers ville have fået.

»Filmen afslører, trods Brands undskyldning om, at den var alt for afslørende ‘ubehagelig’, meget lidt, som fans og modstandere ikke allerede kender til. Det er også et ganske flatterende samt underholdende og sjovt portræt af et komisk talent, der rekonstruerer sig selv fra pop tart-berømthed til (stadig sjov) politisk kommentator/agitator«, skriver John DeFore fra the Hollywood Reporter.

6. ’Hello, My Name Is Doris’

Sally Field fik nok festivalens største klapsalve til premieren på Michael Showalters tåkrummende og bittersøde romantiske komedie. Field spiller en 60-årig, excentrisk samlerkvinde fra Staten Island, der forelsker sig i en meget yngre kollega (Max Greenfeld fra ’New Girl’). Han introducerer hende til hipstermiljøet i Williamsburg, hvor hun blender overraskende godt ind. »Du bor på Staten Island? Hvor first mover!«, hviner de.

Filmen giver et comeback til Sally Field, der ikke har haft en hovedrolle i 20 år. Til Variety fortæller hun om, hvor få roller der er til kvinder, og især til kvinder over 60. Og hvor ondt, det gjorde, da tilbuddene begyndte at udeblive.

»’Hello, My Name Is Doris’ formidler effektivt den grusomme ambivalens i et aldersdiskriminerende samfund, og på trods af sine stereotype ingredienser giver filmens reaktion på dette tilbageslag med Fields sprudlende, virtuose præstation den ultimative kritiske respons«, skriver Eric Kohn fra Indiewire.

7. ’Manson Family Vacation’

Duplass-brødrene brød igennem med mumblecore-filmen ‘The Puffy Chair’ på SXSW i 2005 og fortsætter succesen på festivalen. Mark Duplass holdt en medrivende Keynote-tale med tips til, hvordan man får succes som indie-instruktør, og brødrene har produceret tre film på festivalen, alle lidt skæve, løst fortalte relationskomedier.

Den mest interessante er J. Davis’ debutfilm, ‘Manson Family Vacation’, som handler om to meget forskellige brødre. Jay Duplass (som vi senest har set i ‘Transparent’) spiller den succesfuld advokat og familiefar, Nick, der får uventet besøg af sin taberagtige bror, Conrad. Alt, Conrad ønsker på besøget, er at se de steder, der er relateret til Charles Manson-mordene. Nick indvilliger i at tage med, og de to brødre tager på et temmelig specielt roadtrip.

»Uventet og charmerende – ’Manson Family Vacation’ er en tur, du gerne vil med på«, skrev The Playlists Katie Walsh.

Netflix købte filmen under festivalen, så den bliver forhåbentligt snart tilgængelig for os alle.

8. ’Krisha’

Trey Edward Shults spillefilmdebut bygger på instruktørens kortfilm, der vandt en pris på sidste års festival. I år vandt den så hovedkonkurrencen for spillefilm. Filmen handler om en tidligere misbruger, der vender hjem til Thanksgiving hos familien. En middag, der hurtigt udvikler sig til kaos.

»Med en flygtig, formelt sofistikeret tilgang til historiefortællingen forbigår filmen de sædvanlige afhængigheds/dysfunktionsklicheer ved at have sine stilistiske eksperimenter forankret i en subtilt såret præstation fra Krisha Fairchild i hovedrollen af samme navn«, skriver Justin Chang fra Variety.

Se trailer fra sidste års kortfilm ovenfor.

9. ’Ava’s Possessions’

Jordan Gallands originale gyserkomedie handler om en ung kvinde (Louisa Krause), der vågner op efter at have været besat af en ond ånd. Med en blank hukommelse, dæmoniske mareridt og en kæmpe blodplet på stuegulvet starter hun i en støttegruppe for anonyme åndebesatte. Alle råder hende til at fokusere på at få sit liv tilbage på ret køl, men spørgsmålene om, hvad hun foretog sig under dæmonens indflydelse, nager.

»Træt af besættelses- og eksorcismefilm? Giv ‘Ava’s Possessions’ en chance. Ikke alene lægger den en helt ny vinkel på konceptet, den har også en decideret genial idé, som kunne have fastholdt os i langt over den 89 minutters spilletid«, skriver Perri Nemiroff i Collider.

Sweaty Betty10. ‘Sweaty Betty’

En fodboldkamp, to teenagefædre med gode ideer og et kæmpesvin ved navn Miss Charlotte er blandt ingredienserne i Joseph Frank og Zachary Reeds charmerende dokumentariske komedie fra et afroamerikansk underklassekvarter i udkanten af Washington DC.

Indiewire udråbte filmen til årets opdagelse:

»’Sweaty Betty’ er den sjældne opdagelse, der er ligeså forfriskende original, som den er nede på jorden. Filmen har en rodet karakter, der passer godt med sine figurers ejendommelige mål. Trods et adstadigt tempo og til tider amatøragtigt håndværk skaber filmskaberne nysgerrig og engagement fra uforudsigeligheden i hver scene«, skriver Indiewires Eric Kohn.

Læs også: Her er Sundance-filmene, du skal glæde dig til

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af