’The Wire’-skabers nye HBO-serie får premieredato

’The Wire’-skabers nye HBO-serie får premieredato
Oscar Isaac og Carla Quevedo i ’Show Me a Hero’.

Over fem fænomenale sæsoner boltrede showrunner David Simon sig på HBO med ’The Wire’, og snart vender han tilbage til kabelstationen med ’Show Me a Hero’, en miniserie i seks afsnit med Oscar Isaac (’Inside Llewyn Davis’, den kommende ’A Most Wanted Man’) og Catherine Keener (’Being John Malkovich’, ’Captain Phillips’) i de bærende roller.

HBO har netop annonceret, at ’Show Me a Hero’ får amerikansk premiere den 16. august, og man må forvente, at den kan ses via HBO Nordic umiddelbart efter.

I serien inkarnerer Isaac den unge borgmester Nick Wasicko, der hvirvles ind i det betændte racespørgsmål, da en domstol beordrer ham til at bygge en række offentlige lavprisboliger i hvide kvarterer. Hans forsøg på at realisere boligbyggeriet splitter samfundet i to og får fatale konsekvenser for hans politiske karriere.

Simon fortsætter altså, hvor han slap i ’The Wire’ med en polemisk behandling af racisme og fattigdom i det amerikanske samfund. Også Winona Ryder, Alfred Molina og Jim Belushi medvirker i miniserien, der instrueres af Paul Haggis (’Crash’).

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende dramasatsninger

Læs også: Se Barack Obamas samtale med manden bag ‘The Wire’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af