Instruktion: Jonathan Demme. Medvirkende: Meryl Streep, Sebastian Stan, Kevin Kline, Mamie Gummer, Rick Springfield. Premiere 3. september.
Tre trailer-tanker:
1) ’Ricki and the Flash’ er frygteligt nyt for kvindelige skuespillerinder med Oscar-aspirationer, for nu er der en plads mindre at slås om til næste års uddeling. Kender man akademiet ret, har de allerede nomineret Meryl Streep ud fra traileren til det musikalske familiedrama, al den stund at skuespillerinden blot skal vise sit ansigt for at få tyret en nominering i nakken – om hun så overspiller til den store guldmedalje som i ’Julie & Julia’ og ’Into the Woods’.
2) Oscar-komiteens uforbeholdne kærlighed til skuespillerenden skal dog ikke lægge Streep til last, og i ’Ricki and the Flash’ har hun allieret sig med et par dygtige filmmagere. Bag roret står Jonathan Demme, der instruerede den mesterlige nyklassiker, ’The Silence of the Lambs’, og tidligere har omfavnet musikken på det store lærred i den forrygende ’Talking Heads’-koncertfilm ’Stop Making Sense’ og i den ikke mindre fremragende ‘Rachel Getting Married’. I ‘Ricki and the Flash’ realiserer han et manuskript af ’Juno’-forfatteren Diablo Cody.
3) Trekløveret Streep , Demme og Cody er specialister i dysfunktionalitet (med henholdsvis ’Familien’, førnævnte ‘Rachel Getting Married’ og ‘Young Adult’), men i traileren er det forbløffende svært at fornemme arrene på sjælen hos Streeps fallerede rockstjerne. Filmen forsøger omvendt at sælge sig selv på et lettere ulideligt romatisk komedie-vibe, der opløser de indre dæmoner. »Everyone needs a little love«, konstaterer en mellemtekst med delvist lyserøde typer, inden filmen givetvis spoiler sig selv i et klimaks af næsten Bollywood’sk forbrødring. Man kunne umiddelbart godt have håbet på mere fra Demme og Cody, men forhåbentligt overrasker filmen.
Læs også: Meryl Streeps bedste og værste roller
Læs også: De 10 største nulevende, kvindelige Oscar-skuespillerinder