Vi rangerer: Dronning Meryl Streeps bedste og værste roller i karrieren

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 7. ’Adaptation’

Efter en række mindre interessante roller i knapt så profilerede film i anden halvdel af 90’erne (’One True Thing’, ’Music of the Heart’ etc.) var det, som om Streep tog sig gevaldigt sammen i starten af 00’erne.

Hun tog blandt andet den afgørende gode beslutning om at arbejde sammen med det unge, hippe instruktørnavn, Spike Jonze. Resultatet blev ’Adaptation’, en film, der mere end nogen anden, var medvirkende til, at hun genvandt publikums bevågenhed og kritikernes respekt. Birollen som The New Yorker-skribenten Susan Orlean, der får færten af en god historie ved at følge nogle… (*leder efter det rette ord*)… dedikerede orkideentusiaster, er en vidunderligt stenet historie – undfanget i Charlie Kaufmans snørklede hjerne.

Selvom Streep får kamp til stregen af både Nicholas Cage og Oscar-vindende Chris Cooper, er det ovenud skønt at se hende gå linen ud: Scenen, hvor den normalt så kontrollerede Orlean sniffer pulver fra den sjældne spøgelsesorkide og efterfølgende skejer helt ud på sit hotelværelse, er særlig pragtfuld. Liggende på sengen krøller Streep helt sammen, så hun omsorgsfuldt kan vugge sin ene fod, hvorefter hun løfter telefonrøret og efterligner lyden af dens klartone (!).

Det var befriende at se Streep fra en mere fjollet og frigjort side af sit alsidige talent. En lysere side, hun ligeledes dyrkede som den ene halvdel af en countrysøsterduo med hang til at færdiggøre hinandens sætninger i Robert Altmans fornøjelige svanesang, ’A Prairie Home Companion’ fra 2006.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 6: ’The Deer Hunter’ (1978)

’The Deer Hunter’ var ikke Streeps første filmrolle, men det var rollen, der søsatte hende som Hollywoods next big thing.

Michael Ciminos nådesløse Vietnam-film er oven i købet (sammen med Woody Allens samtidige ’Manhattan’) den måske bedste film, hun nogensinde har medvirket i. For det er jo også en del af sandheden om Streep: Hun foretrækker at medvirke i film, hvor hun kan fastholde den kreative kontrol og ikke lade sig diktere af stjerneinstruktører eller krævende producenter. Men før hendes egensindighed satte ind (midt i 80’erne), valgte hun som regel gode roller i de helt rigtige film.

I ’The Deer Hunter’ er hun fantastisk indtagende og meget rørende som Robert De Niros Vietnam-krigers jordnære, men delikate arbejderklassebrud, der er efterladt alene tilbage derhjemme. Streep formår at udtrykke det på én og samme tid smukke og ordinære ved sin figur, der bærer rundt på en mørk familiehistorie.

Bryllupsscenen er særlig prægnant. Alene synet af Streep i sin lyserøde kjole har noget skærende sørgmodigt over sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 5. ’Death Becomes Her’ (1992)

’Death Becomes Her’ er en guilty pleasure, bevares, men af den slags, hvor man bare kan slappe af og nyde Streeps håndværksmæssigt komplet overbevisende gestaltning af den anderledes talentbegrænsede Hollywoodstjerne Madeleine Ashton.

En ting er, at det kræver et stort talent at gestalte middelmådighed så overbevisende (se fx indledningssekvensen, hvor Ashton optræder i en musical med et rædsomt miskmask af Marilyn Monroe-imitation, der sidenhen muterer over i en dårlig efterligning af disco!), noget andet, at Streep er generelt uovertruffen morsom i sine replikafleveringer. Hver linje i Robert Zemeckis skamløse komedie sidder simpelthen i skabet, når den kommer fra hendes mund.

Ashton er lige så selvoptaget, som hun er ondsindet: »Could you just not breathe?«, lyder en af hendes karakteristiske bemærkninger, der skal få hendes samtalepartner til at føle sig som en undermåler.

I virkeligheden handler filmen om, at mindet om den mistede ungdom kan kaste et spøgelsesskær over den midaldrendes nutid (såvel som fremtid). Set i det lys er rollen lige så tragisk, som den er komisk knivskarp.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 4. ’The Hours’ (2002)

Det er værd at studse over, at Meryl Streep ikke opnåede en af karrierens (foreløbig) 19 Oscar-nomineringer for rollen i ’The Hours’, al den stund at Stephen Daldrys ferme (om end lettere parfumerede) filmatisering af Michael Cunninghams Pulitzer-vindende roman fra 1999 resulterede i nomineringer til både Nicole Kidman (der vandt for sin fremstilling af den selvmordstruede forfatter Virginia Woolf), Julianne Moore og Ed Harris.

Udover en meget stærk ensemblepræstation siger det noget om, at Streep leverer en passende nedtonet, nærmest beskeden præstation som Clarissa, en nutidig udgave/fortolkning af Woolfs mest kendte romanfigur, Mrs. Dalloway.

Clarissa er en på Manhattan bosiddende, lesbisk overklassekvinde, der på mange måder grundfæster filmens tematikker og sonderinger vedrørende kvindelighed, feminisme og seksualitet. Clarissa synes indledningsvis at være en langt mere kontrolleret og overskudsagtig figur end Virginia Woolf (Kidman) og Laura Brown (Julianne Moore), så da hun oplever et sammenbrud, er det, som om hele fortællingen skrider væk under publikums fødder og rammer som et hårdt nyrestød.

Det er det overskudsagtige, stille drama i Clarissas liv, som Streep indfanger så fornemt, og som gør hendes sammenbrud desto mere effektivt, livagtigt og troværdigt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 3. ’Sophie’s Choice’ (1982)

Streep fik sin anden Oscar (men den første for en hovedrolle) for rollen som den polske katolik Sophie, der overlever Auschwitz, men er ødelagt på sjælen. Filmen som helhed er følelsesmæssigt manipulerende, men Streeps præstation er aldeles toneren.

Ingen vil vel betvivle, hvor teknisk stærk en skuespiller hun er, men her kombinerer hun sin evne til minutiøs imitation (hun taler tysk med polsk accent) med en følelsesmæssig nerve, der rammer hårdt og blødt i det nuancerige portræt. Sophie er fuld af hemmeligheder, der med mellemrum ligger på lur ganske tæt på ansigtets overflade, men sjældent får lov til at manifestere sig tydeligt.

Scenen, hvor vi (endelig) finder ud af, hvad titlen henviser til, er med rette blevet kanoniseret. Den stumme angst (det ordløse skrig) i Streeps ansigt var resultatet af et improviseret øjeblik (det var egentlig meningen, at hun skulle skrige – højt). Kontrasten mellem datterens skrig og morens tavshed gør scenen stærkere, noget Streep instinktivt fornemmede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 2: ’Kramer vs. Kramer’ (1979)

Streep vandt sin første Oscar for birollen som Joanna Kramer, der efter femten måneders adskillelse fra sin unge søn vender tilbage til New York for at kæmpe for forældreretten over ham. Publikums sympati er naturligt med hendes eksmand Ted (Dustin Hoffmann), der har taget sig af sønnen i den mellemliggende periode, efter Joanna forlod Ted og sønnen for at ’få luft’.

Streep formår at være urimelig på en fuldstændig transparent måde (som var det det naturligste i verden), en adfærd, der senere giver perfekt mening i den afgørende retssalsscene, hvor hun fra vidneskranken leverer en masterclass i skuespil. Streep omskrev angiveligt scenen, for at den skulle give maksimal følelsesmæssig mening for hendes opfattelse af karakteren, og resultatet er mildest talt overbevisende.

Det samme er slutscenen, hvor Joanna efter at have besejret Ted i retten vælger at frasige sig forældreretten. Da Joanna træder ind i elevatoren uden for Teds lejlighed efter samtalens slutning (en scene, der spejler en tidligere scene, da hun indledningsvist forlader ham sammesteds), improviserede Streep og Hoffmann et hurtigt, men fantastisk velsiddende replikskifte: »How do I look?«, spørger hun ham forsonende, hvortil en overrasket Hoffmann svarer: »Terrific«, alt imens elevatordøren langsomt glider forbi Streeps ansigt, der fanges i en mimik, der afslører både mild forbløffelse og genuin taknemlighed.

Det er en fornem scene, der bedre end nogen indkapsler Streeps særlige magi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 1. ’Silkwood’ (1983)

Mike Nichols’ drama fortæller den virkelige historie om atomkraftværk-arbejderen Karen Silkwood, der begynder at snage i firmaets skandaløse omgang med medarbejdernes sikkerhed og i sidste ende må betale prisen for den farlige plutoniumstråling med sit liv (lige inden et afgørende møde med en journalist fra New York Times).

Streeps præstation er en nuancering af hendes rolle i ’The Deer Hunter’, nemlig arbejderklassekvinden, der både har noget køligt-distanceret og varmblodet over sig. Streep formår at være komplet overbevisende i en rolle, der fordrer et – for Streep ukarakteristisk – seksuelt antydende kropssprog, som dækker over en generelt energisk aura: Kæderygende og heftigt gestikulerende.

Streep inkarnerer Silkwoods kølige intelligens, stålvilje og basalt humoristiske tilgang til sin omverden og medmennesker. Der er noget upåfaldende naturligt over hendes præstation, der til dels står i kontrast til mange af hendes senere rollevalg, der så tydeligt er bundet op på en teknisk betonet bemestring af karaktertyper og accenter.

Læg mærke til filmens ’afvasknings’-scener (når Silkwood skal renses efter at være blevet udsat for stråling), hvor uhyggen bliver meget konkret. Især første scene i baderummet minder ikke så lidt om den isnende gru i Janet Leighs berømte badescene i ’Psycho’. Streep formår med få, men intuitivt sansede, midler (det bortvendte ansigt, et hurtigt sidekast med hovedet, højre arms bevægelse og positur) at forvandle scenen fra ordinær sikkerhedsprocedure til rendyrket rædsel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 3: ’Doubt’ (2008)

Når man ser ’Doubt’, er man ikke længe i tvivl om, at det er baseret på et teaterstykke, for filmen hæver sig sjældent op over klicheen ’filmet teater’. ’Doubt’ blev da også instrueret af teateropsætningens forfatter og instruktør, John Patrick Shanley – måske han skulle have sluppet tøjlerne på sit eget materiale og overladt det til en ’rigtig’ filminstruktør?

Streeps Sister Aloysius vil gøre alt for at få ram på Seymour Hoffmans Father Flynn, der er under mistanke for pædofili. Castet er imponerende – udover Streep og Seymour Hoffman tæller det blandt andet Viola Davis (der tillader sig at stjæle en hel scene fra Streep!) og Amy Adams – men man føler sjældent, at skuespillerne spiller med i den samme film. Hvor Streeps medspillere synes at lægge vægten på dramatisk realisme, synes Streep – som irsk-født nonne fra helvede (med sygekassebriller, sorte rober, og hvad der ligner en blanding af en omvendt gavekurv og en frisørtørrehjelm på hovedet) at opføre sig, som var hun med i en skrækfilm.

Havde filmen tonet rent flag som et stykke selvbevidst camp, havde Streep haft fat i den lange ende, men hendes vilde øjne og overdrevent betonede irske accent passer dårligt ind i en film, der ellers betoner rationel redelighed og derfor er udstyret med rigtigt mange ord, der er akkurat så velformede, at de passer bedre på en teaterscene end foran et rullende kamera. Streeps præstation havde nok også gjort sig bedre der.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 2: ’August: Osage County’ (2013)

Streep har i de senere år oven på det velfortjente comeback med ’The Hours’ og ’Adaptation’ haft en tendens til at gå efter bravur-roller, altså roller, der giver hende mulighed for at trykke på alle knapper i repertoiret – gerne samtidig.

Det har resulteret i portrætter af larger-than-life-figurer som det amerikanske svar på Kirsten Hüttemeier, Julia Child (’Julie & Julia’), Margaret Thatcher (’The Iron Lady’), Miranda Priestly – modelleret over Vogues legendariske chefredaktør Anna Wintour (’The Devil Wears Prada’), heksen i ’Into the Woods’ og førnævnte Sister Aloysius i ’Doubt’. I tilfældet Streep er larger-than-life dog ofte lig med over-the-top.

Et af de værste eksempler er rollen som den mildest talt besværlige og beregnende matriark Violet Weston i filmatiseringen af Tracy Letts’ Pulitzer-vindende teaterstykke ’August: Osage County’. Som film betragtet falder Letts’ manuskript pladask et sted mellem tungt melodrama og decideret sæbeopera-camp/selvparodi. Det er, som om instruktøren (det ubeskrevne blad John Wells) har givet én ordre til sit ellers talentfulde cast, og det lyder: Kast replikkerne i hovedet på hinanden for fuld styrke og se så, hvem der kan råbe højest!

Ingen kan slå ’La Streep’ i den boldgade: Hun råber, skriger, kaster vilde sideblikke, smadrer tallerkener, ryger så røgen står ud af alle kropsåbninger, bider sine negle helt ned til sokkeholderne, bander, drikker og snøvler beruset. Det er lidt som at se en sortskyet tornado flå en spejderlejr af telte op med rode, når den egentlig havde kraften til at rasere en hel storby. Det kniber med andre ord gevaldigt med proportionerne.

Når man lidt for ofte har set Streep give den fuld gas, bliver man ærligt talt lidt træt. ’August: Osage County’ står som topmålet af hendes lidt uheldige tendens til at angle efter vores opmærksomhed ved at råbe os lige ind i ansigtet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 1. ’Mamma Mia!’ (2008)

Man behøver ikke hade Abba for at hade ’Mamma Mia!’. Slet ikke. Faktisk forestiller jeg mig, at Abba-elskere vil have endnu bedre grunde til at hade filmen end alle os, der blot trækker på skuldrene over forne tiders guldrandede svenske popmusik.

Der er noget dybt forstemmende og inderligt fremmedgørende over at se især den kvindelige del af castet gå amok i en hysterisk blanding af karaoke uden sjæl og næsten uhyggelige glædesudbrud.

Streeps præstation er ulidelig: Hun synes nærmest manisk optaget af at vise, hvor sjov, gæv, sexet, glad og levende en midaldrende kvinde kan være, hvis bare hun skibes til en pittoresk græsk ø, hvor det evige sollys spiller på vandets turkis overflade.

Det er ikke bare deprimerende at tænke på, at Streep gad medvirke i sådan noget bras (og tydeligvis nyder at spille en rolle, der får hende til at fremstå desperat anglende efter at blive set, elsket og beundret), det er lige så deprimerende at tænke på, at ’Mamma Mia!’ rent faktisk blev en verdensomspændende kæmpesucces.

Allerede efter 10 minutter føler man sig hensat til en ond form for propaganda. Men for hvad dog? Velturneret svensk popmusik? Det strålende græske øhav? Midaldrende opstemthed? Måske snarere udspekuleret, ussel mammon.

Læs også: Anmeldelse af ‘Big Little Lies’ sæson 2

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af