Alex Gibneys stærkt omdiskuterede Scientology-dokumentar, ’Scientologys religiøse fængsel’ (eng.: ‘Going Clear: Scientology and the Prison of Belief’), sikrede sig to Emmy-statuetter, da uddelingens såkaldte Creative Arts-priser blev fordelt i går (de mere prestigefulde Primetime Emmys uddeles næste weekend). I den forbindelse indikerede instruktøren, at han arbejder på en opfølger til den kritiske HBO-dokumentar.
»Jeg har allerede modtaget meget mere materiale og information, der skal ud«, sagde han til Emmy-uddelingens backstage-reportere. »Og indtil nu har IRS (det amerikanske skattevæsen, red.) ikke inddraget kirkens skattefritagelse, så der er stadig ting, vi skal have ændret«.
Han kritiserede samtidig den mangeårige scientolog Tom Cruise, der også er blandt skydeskiverne i ’Scientologys religiøse fængsel’.
»Hvad sker der med Tom Cruise? Hvorfor har han ikke udtalt sig om anklagerne? Han har intet gjort. Scientology-kirken siger selv, at han er den eneste årsag til, at folk stadig kommer i kirken. En milliard mennesker kender til kirken på grund af Tom Cruise. Når det er tilfældet, hvorfor opfylder han så ikke sit ansvar og besvarer anklagerne?«
Scientology har på det kraftigste taget afstand til Gibneys lidet flatterende fremstilling af religionen (læs en række af filmens anklager her) og har svaret arrigt igen med avisannoncer, juridiske trusler og hjemmesider. Men det har altså ikke fået Gibney til at indstille offensiven.