’Scientologys religiøse fængsel’
De sultes, bankes, flås og ydmyges, uden skyggen af indlysende grund. Dag ud og dag ind tortureres Scientology-medlemmerne i en fangelejr af manden, der skulle forestille sig at være deres ledestjerne, og hans følge af blindt adlydende disciple.
Manden er David Miscavige, Scientologys ubestridte primus motor, og i dag har han en særligt morbid begivenhed i tankerne, en stoledans til Queens ’Bohemian Rhapsody’. Fangen på den sidste stol forbliver i torturlejren. Resten smides ud af Scientology til evig tid.
Fangernes reaktion? At kæmpe til sidste blodsdråbe om stolene for at blive i kirken og for at forlænge den psykiske og fysiske tortur. Hvad fortæller det os?
For det første at intet er for absurd til at være sandt i Alex Gibneys forrygende Scientology-dokumentar ’Scientologys religiøse fængsel’, filmen, der tvang den sekteriske sci-fi-religion ud i en febrilsk medieoffensiv for at lukke munden på den sydende kritik (selvfølgelig ved at gå ihærdigt efter manden frem for bolden). For det andet at religionens medlemmer er villige til at sætte liv og helbred over styr for at blive i trossamfundets fængsel. Mange filmmagere ville sikkert skøjte umærkeligt over dette kuriosum, rubricere de troende som fortabte oddballs og fare videre til de saftige afsløringer med galionsfiguren Cruise i centrum.
Men det fine i Gibneys portræt er, at han i vrimlen af sensationer har formatet til at stoppe op og stille millionspørgsmålet: Hvorfor vil de vinde stoledansen?
I en tid, hvor selvhjælpsbøger rives ned fra hylderne, udgør Scientologys auditeringer – en slags terapisessions med spirituel klarhed som gulerod – en måde at gøre den tågede livslede lysende klar. Den knugende fornemmelse i kroppen manifesterer sig i fremmede væsener, der skal uddrives. Fortidens skelletter bliver til simple problemer, der kan fordrives med ord. Det er hverken mere eller mindre end en oppustet illusion, en retningsanvisende fortælling med en højere åndelig sandhed for enden af ’trappen’ end videnskabens jord til jord-definition.
Først efter ottende trin i L. Ron Hubbards trappesystem bliver man udsat for sci-fi-forfatterens skabelsesberetning, en vrangforestilling så rygende absurd, at den nordiske mytologi er ren køkkenvaskrealisme til sammenligning. Som det Oscar-vindende tidligere Scientology-medlem Paul Haggis udbryder i et af filmens interviews: »What the fuck?«
De færreste kan nemlig tro, at mennesket blev transporteret til jorden af en krigsherre ved navn Xenu, nedsænket i vulkaner og sønderskudt med brintbomber. Men de fleste kan fortabe sig i troens fængsel, om det så er religion, den amerikanske drøm eller andre illusioner.
Med introduktionen af David Miscavige som L. Ron Hubbards tronfølger skifter filmen imidlertid kadence, og Gibneys nysgerrige blik erstattes af en sønderlemmende hudfletning af religionens praksisser. For nok dirigerer Scientology sine menige medlemmer mod trappen til åndelig klarhed, men kirken forlanger samtidig at se indersiden af deres tegnebøger for at hjælpe dem op ad trinene.
Der er ingen grænser for den pengegriske udnyttelse af plagede sjæle og ej heller for galskaben i de forhenværende topmedlemmers beretninger. Det giver dårligt mening at opremse skandalerne her – fra Cruises kassering af Kidman til Travoltas fangenskab i kirken – men man må ærbødigt konstatere, at Gibney orkestrerer overflødighedshornet af chikane, vold, afpresning og veritabelt vanvid med en mesters kølige overblik.
’Scientologys religiøse fængsel’ er rasende velfortalt. Den veksler mellem arkivmateriale, rekonstruktioner og sjæleudkrængende interviews, mellem sensationer, baggrundsanalyser og nuancerede portrætter, men uden at miste blikket for den forkromede helhed.
Gibney, der tidligere har gået i kødet på den katolske kirkes pædofili (’Mea Maxima Culpa: Silence in the House of God’) og torturen af krigsfanger i det amerikanske militær (’Taxi to the Dark Side’), er en født historiefortæller med et glødende kald om at skrabe i den amerikanske overflade, at bore blikket ind i de betændelser, som vi andre kigger væk fra. Og hans Scientology-dokumentar er et afsindigt underholdende horror show fra start til slut.
Men det, der hæver ’Scientologys religiøse fængsel’ over en hårrejsende rutsjebanetur, er instruktørens interesse for, hvordan en religion som Scientology bliver til. Dens forsøg på at forstå det troende sind er filmens største bedrift.
Kort fortalt:
Alex Gibneys omstridte Scientology-dokumentar er et blændende fortalt mareridt af Hollywood-skandaler, svindel og chikane og med en befriende trang til at udforske troen som koncept i det 21. århundrede.
Læs også: Her er de mest sensationelle afsløringer i HBO’s Scientology-dokumentar
Læs også: John Travolta tager afstand fra omstridt Scientology-dokumentar