Lance Armstrong-skuespiller gik hele vejen: Dopede sig for at forstå cykelrytteren

Lance Armstrong-skuespiller gik hele vejen: Dopede sig for at forstå cykelrytteren

Hvis navnet Ben Foster ikke umiddelbart ringer en klokke, er det fuldt forståeligt, for med sit hav af biroller i bagagen er Foster bedst kendt som ham med de intense øjne og den skummende vrede, der blandt andet løb løbsk i ungdomsdramaet ’Alpha Dog’ og sci-fi-thrilleren ’Pandorum’.

Da Foster endelig fik chancen i en hovedrolle i dramaet ’The Messenger’, spillede han selveste Woody Harrelson baglæns ud af banen, og i den kommende ’The Program’ står 34-årige Foster endnu engang øverst på plakaten, denne gang som ingen ringere end cykelrytteren Lance Armstrong.

‘The Program’ er instrueret af Stephen Frears og er netop blevet vist for verdenspressen under Toronto-festivalen. Og nu kommer det frem, at Foster gik hele vejen i filmen, der behandler Armstrongs systematiske dopingsmisbrug.

»Jeg vil ikke nævne, hvilke stoffer jeg tog«, fortalte Foster forleden til The Guardian og fortsatte:

»Bare det at tale om det virker akavet, fordi jeg ikke vil anbefale det til nogle af mine skuespillerkolleger. Det her er meget seriøse kemikalier, og de påvirker din krop på virkelige måder. For min egen forberedelses skyld var det vigtigt for mig at forstå stofferne. Og de virker«.

»Der er bivirkninger… Doping påvirker dit sind… Først nu er jeg ved at falde tilbage i balance«, sagde han.

’The Program’ får dansk premiere 22. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af