1. Han er ekstremt intens
Idris Elba er først og fremmest en af tidens dygtigste skuespillere. Det har han blandt andet slået fast i BBC-serien ’Luther’, hvor han som traumatiseret detektiv vandrer hvileløst rundt i Londons kriminalitetshærgede gader – som en bombe, der konstant er klar til at gå af. Og gør det:
En af Elbas største dramatiske forcer er såvel opbygningen som afviklingen af voldsomme emotionelle sammenbrud. Han spiller med en uforlignelig intensitet, hvad end hans arrige eksplosioner indtræffer med høj frekvens som i ’Luther’ og ’No Good Deed’, eller om de er sjældne og overrumplende som i ’The Wire’ og ’Mandela: Long Walk to Freedom’.
Hans mægtige fysik og elektriske blik gør hans tilstedeværelse på lærredet lettere intimiderende – og utroligt fængslende.
2. Hans brandtaler er som jordskælv
Beslægtet med Elbas intensitet er hans unikke evne til at holde brølende macho-brandtaler med retorisk schwung og dyrisk kropssprog. ’Pacific Rim’ er en frydefuld actionfilm af flere årsager, men øverst på listen af attraktionsværdier er Idris Elba og hans højspændte peptalks, der effektivt gøder stemningen før de forvoksede slagudvekslinger mellem monstre og robotter.
Jorden skælver, når han spytter kampfraserne ud med opskruet volumen. Mærk selv efter:
3. Han kan meget mere end at råbe
Elba er andet end machoattitude og store bogstaver. Han har flere gange vist, at han er i stand til at veksle mellem underspillet drama og voldsomme følelsesudladninger, både som Luther og Stringer Bell (’The Wire’), men også som den sydafrikanske menneskerettighedsforkæmper Nelson Mandela, som han portrætterede i ’Mandela: Long Walk to Freedom’.
I Justin Chadwicks (noget overlange) biopic gennemgår han hele følelsesspektret i den opslidende frihedskamp, fra de føromtalte vredesudbrud til de stille, tvivlende stunder – alt imens han ældes flere årtier.
I ’The Wire’ står særligt én scene ud: Avon Barksdale og Stringer Bells sidste samtale i tredje sæson inden deres fatale, gensidige forræderi. I den mesterligt iscenesatte dialog lader Idris Elba og medspilleren Wood Harris kærlighed og kynisme mødes i det usagte, mens gadelamperne glinser sørgmodigt i Baltimores nat.
Se klippet her.
4. Han er en mester i accenter
Elbas alsidighed kommer ligeledes til udtryk i hans beherskelse af accenter – fra ærkeamerikansk i ’The Wire’, ’Prometheus’ og ’American Gangster’ over britisk i ’Luther’ til afrikansk-engelsk med vidt forskellige sociolekter i ’Beasts of No Nation’ og ’Mandela: Long Walk to Freedom’. Særligt i sidstnævnte tilfælde er den sproglige alsidighed ikke uvæsentlig: Den sentimentale biopic havde kollapset med et rungende brag, hvis Elba havde overgjort Mandelas accent.
5. Han har selvironi og komisk sans
Idris Elba har ikke en overflod af komiske roller på cv’et, men han har ikke desto mindre fremtvunget latter ved flere lejligheder. Som stivnakket kontorsnegl i den amerikanske udgave af ’The Office’ er han et perfekt modstykke til Steve Carrells overgearede umulius, en født party pooper, hvis evindelige alvor paradoksalt får stor komisk virkning.
Højdepunktet indtræffer, da Elba i et af seriens mockumentariske indslag kommenterer på sine kvindelige kollegers brunstige tilnærmelser: »I am aware of the effect I have on women« – sagt uden skyggen af en fortrukket mine.
6. Han er vidunderligt tilbagelænet
Når Hollywoods pressemølle sættes i sving, er det, som om al personlighed suges ud af det kreative hold. Og med god grund. De stilles de samme spørgsmål af de samme sensationshungrende journalister, igen og igen. Men lig kollegaen Chris Pratt formår Idris Elba som regel at fremstå afbalanceret, naturlig og imødekommende, selv når spørgsmålene sigter mod laveste fællesnævner.
7. Han er en habil rapper
Elba blev optaget på The National Youth Music Theatre’s træningsprogram, da han stadig boede i England og fik dermed sin kunstneriske opdragelse i musikkens verden. Da han flyttede til New York ernærede han sig som DJ på mindre klubber og slap en række ep’er og mixtapes med forankring i hiphop-genren.
Gennembruddet som skuespiller gav ham mulighed for at dyrke sin musikalske passion, og han har i de senere år gjort sig bemærket som gæsteartist på flere sveddryppende bangers, fra D’Banjs stangliderlige ’Confidential’ til VVIP’s reggae-track ’Selfie’.
Desuden dukker han op på et remix af grime-rapperen Skeptas hit ’Shutdown’, hvor han blandt andet giver Stringer Bell og ’The Wire’ – samt sin monolog fra ‘Pacific Rim’ – et par ord med på vejen.
8. Han er dedikeret
Som forberedelse til sin præstation som Nelson Mandela tilbragte Elba en nat i det barske, sydafrikanske fængsel Robben Island, hvor den afdøde menneskerettighedsforkæmper sad indespærret i 18 år. Grunden? Han ville opleve på egen krop, hvordan det føltes at få frarøvet sin frihed på uretfærdig vis.
Måske et ringe offer i sammenligning med forbilledet, men det vidner ikke desto mindre om stor dedikation.
9. Han spillede godt i en Tyler Perry-film
Tyler Perry leverede en overbevisende præstation i David Finchers ’Gone Girl’, hvor han føjede et tiltrængt gran af sarkasme til den morderiske alvor, men som instruktør er han slet og ret uduelig. Han tjener uhyrlige summer på at masseproducere tanketomme soaps til laveste fællesnævner, og alligevel huserer hans film konsekvent i toppen af box office-listerne.
Så meget desto mere aftvinger det respekt, at Idris Elba formåede at overbevise som alenefar i ’Daddy’s Little Girls’, Perrys intrige-tilsølede komediedrama om utroskab, stoffer og alt derimellem. Mens Perry blotter sine filmiske mangler og smører tykt på med skingre replikker og højspændt musik, trækker Elba i den modsatte retning med et tilforladeligt portræt af en mand i krise.
10. Han er ikke for street til at spille Bond
Det tangerede i manges øjne racisme, da Bond-forfatteren Anthony Horowitz i et interview med The Daily Mail hævdede, at Idris Elba var for street til at spille Bond.
I virkeligheden var det snarere ordvalget, der var uheldigt – ligesom analysen af Bond-karakteren var forkert. Som komikeren Patton Oswalt efterfølgende sagde om 007: »Jakkesættet og de gode manérer er blot et røgslør for figurens slagsbror-mentalitet. Hele tiltrækningen ved James Bond er, at han er den her charmerende britiske fyr, som i virkeligheden bare er en street-level ass-kicker. Det er derfor, Sean Connery er så fantastisk i rollen. Han er sådan en skotsk vægtløfter-type fra arbejderklassen, der fik en smoking på og så godt ud i den«.
Idris Elba er rigtigt nok ofte rå i kanterne på lærredet, men det taler ikke imod hans Bond-kandidatur. Vi krydser fingre for, at Barbara Broccoli og de øvrige Bond-producenter smider de konservative tilbøjeligheder over bord og kigger Elbas vej, når Daniel Craig går på pension.