’Black Mass’
Johnny Depp kan stadigvæk. Altså spille seriøst skuespil. Selvom han endnu engang er godt gemt bag en aparte frisure og bleg makeup. Kamæleonen Depp puster i ’Black Mass’ liv i den berygtede Boston-gangster James ’Whitey’ Bulger, der i 1970’erne og 1980’erne havde sine blodtilsølede hænder nede i stort set alle former for ulovligheder.
Irsk-amerikanske Bulger var en kold, kynisk og konstant kalkulerende gangsterboss, der hellere end gerne selv førte pistolen, når fjender, stikkere og potentielle sladrehanke skulle ryddes af vejen. Beskidt i kæften og med et ætsende ondt skul. Edderkoppen, hvis spind alle før eller siden bliver fanget i. Selv FBI.
Filmen starter ved slutningen. Endelig er det lykkedes politiet at få tungerne på gled blandt Bulgers muskel- og pistolmænd. Det er igennem dem, historien om Bostons Bulger rulles ud med start i 1975, hvor den unge dørmand Weeks (Jesse Plemons fra ’Breaking Bad’) indlemmes i inderkredsen af den såkaldte Winter Hill Gang. Han kan tæve løs og er stor og bred som en gorilla. Dét kan bossen Bulger bruge.
Med klodsede, overforklarende replikker leveret af forhørslokalets betjente, sættes der overskrifter på gangsterbossens kriminelle løbebane. Hvordan han gik fra at være en lille fisk til at sno et korrupt FBI om sin lillefinger. Og oven i købet gå fri fra anklage på anklage. ’Out of the Furnace’-instruktøren Scott Cooper har bestemt sans for kompleksiteten og gråzonerne i den moralsk mudrede historie om samarbejde og gensidig nytte mellem en morderisk forbryder, hans politikerbror (ærkebritiske Benedict Cumberbatch med en overbevisende Boston-dialekt) og ærgerrige FBI-folk. Bulger leverer sparsomme informationer om byens italienske mafiaklan, alt imens barndomsvennen og FBI-agenten Connolly holder hånden over ham og selv stiger i graderne. Det er jo svært at sige nej til guldur, et skarpt jakkesæt og en ny bil. Joel Edgertons forfængelige Connolly er en tragisk fryd at se gå til grunde.
Boston anno Bulgers regeringstid er brun, nedslidt og betoninficeret. Et grimt og bundråddent miljø, hvor øde industriområder og klamme kældre er optimale henrettelses- og gemmesteder. Bare man lige husker at flå tænderne ud af ligene, så de ikke kan identificeres – skulle de engang blive gravet op. Kynismen og den eksplosive voldsudgydelse i Scott Coopers gangsteropus er bydende nødvendig for at tippe Depps karakter til den utiltalende og alt andet end glamourøse side. Gøre ham til den dæmoniske skikkelse, filmens titel alluderer.
Skuespillerne rundt om Johnny Depps ’Whitey’ Bulger leverer afdæmpede og grimt-realistiske præstationer. Håret er grimt og huden uren og koparret. Og så er tøjet lige præcis så uflatterende kropsnært og i kradsende kunststof, at man skulle tro filmen reelt var optaget i slut-1970’erne. Desto mere rager Deeps rolle op. Næsten lidt for blegsminket med gulsorte, usunde rande under øjnene og en enormt uklædelig frisure med tyndt, brillantinefriseret, lyst hår. Ja, Depp er grim; nærmest som en overnaturlig vampyr, men det er også Bulgers ikke-blinkende, ondt stirrende, isblå øjne, der gør ’Black Mass’ mindeværdig. En perfekt doseret, eksplosiv gangsterkarikatur med alt hvad dertil hører af farlig tvetydighed og forbryderambitioner. Milevidt fra Jack Nicholsons uhyrlige, men også vildt underholdende Bulger-inspirerede karakter i Martin Scorseses ’The Departed’.
Kort sagt:
’Black Mass’ er en solid og moralsk kompleks gangsterfortælling uden de helt store dikkedarer. Her er ingen flotte forbrydere i hawaiiskjorter med en hel skålfuld kokain på sofabordet og en motorsav i bagagerummet. Johnny Depp, derimod, er en så grim og gennemført ubehagelig type, at det bliver svært at glemme blikket i Bulgers isblå øjne, når han kvæler en kvinde med sine bare næver.
Læs også: Fra geni til selvparodi til comeback – Johnny Depps karriere i tre faser