Bortset fra imponerende effekter har ‘Sin City’ og ‘Planet Terror’ ikke alverden til fælles med ‘Titanic’ og ‘Avatar’, men filmenes instruktører, hhv. Robert Rodriguez og James Cameron, er alligevel blevet enige om at slå pjalterne sammen om et ambitiøst filmprojekt.
Der er tale om en filmatisering af Yukito Kishiros manga-serie ’Battle Angel Alita’, der udkom første gang i 1990. Handlingen udspiller sig i en dystopisk fremtid, nærmere bestemt det 26. århundrede, hvor titlens kvindelige cyborg samles op fra lossepladsen og ombygges til en dusørjæger med hang til martial arts.
For James Cameron har projektet længe været et hjertebarn, men med hele tre ’Avatar’-opfølgere på bedding har den 61-årige filmmager måttet indse, at kalenderen ikke tillader ham at instruere filmen. Han trækker sig derfor tilbage i en producerrolle og overlader tøjlerne til Robert Rodriguez.
»Robert og jeg har været på udkig efter en film, vi kunne lave sammen i flere år, så jeg var begejstret for, at han ville lave ’Battle Angel’«, siger Cameron i en pressemeddelelse. »Vi er allerede som to børn, der bygger en gokart. Dette projekt er mig meget kært, og der er ingen, jeg ville være mere tryg ved at aflevere instruktørtøjlerne til end Robert – med hans tekniske dygtighed og rebelske stil. Vi ser frem til at lære en masse af hinanden, mens vi laver en røvsparkende storfilm«.
Rodriguez supplerer: »‘Battle Angel er en utroligt rig og levende fortælling i traditionen fra James Camerons spektakulære, karakterdrevne film. Det er en ære at arbejde ud fra hans visionære manuskript og lære om de banebrydende teknologier, som han introducerede«.