Efter genistregen ’Inside Llewyn Davis’ vender instruktørbrødrene Joel og Ethan Coen blikket fra musik- til filmbranchen med ’Hail Caesar!’, en kulørt kidnapningskomedie, der udspiller sig i Hollywoods gyldne æra.
Instruktørerne har før behandlet filmindustriens absurditeter i mesterværket ’Barton Fink’, men dømt ud fra den første trailer til ’Hail Caesar!’ har de denne gang skruet yderligere op for den aparte, underspillede komik. Flere scener i traileren er direkte ubetalelige, som da Scarlett Johanssons letpåklædte forførerske storflirter med en betuttet Jonah Hill.
Som vanligt har Coen-brødrene samlet et absurd stjernespækket cast anført af Josh Brolin, George Clooney, Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Channing Tatum, Scarlett Johansson og Jonah Hill.
’Hail Caesar!’ rammer de amerikanske biografer den 5. februar, mens den danske premieredato endnu ikke foreligger.