Torsdagens tragiske skoleskyderi på et college i Oregon affødte reaktioner overalt i medierne, og ikke overraskende gav tv-vært og samfundssatiriker John Oliver også sit besyv med i søndagens udgave af ‘Last Week Tonight’.
Her understregede Oliver tragediens absurditet ved at bringe den amerikanske politikersnak om psykiske lidelser på banen – en diskussion, der ofte overdøver de ellers alarmerende forhold omkring landets liberale våbenlov.
»Hvis vi absolut skal bruge snakken om psykiske lidelser til at undgå en diskussion om våbenloven, så er det mindste, vi skylder dem, en fucking plan«, sagde studieværten i klippet, der kan ses oven for, og som på sædvanlig vis blander John Olivers samfundsaktuelle alvor med en række velplacerede og formildende jokes.