Som vi kunne fortælle i går, eskalerer amerikansk politis angreb på Quentin Tarantino hurtigt i disse dage.
Sagen startede, da Tarantino deltog i en protest mod politivold i New York og kom med en besk kritik af de manglende konsekvenser for politimænd, der har skudt og dræbt uskyldige sorte i den seneste tid. Det fik politifolk over hele USA til at igangsætte en boykot af instruktørens kommende film, ‘The Hateful Eight’, og nu går Tarantino så for første gang til genmæle i Los Angeles Times.
»Alle politimænd er ikke mordere. Det har jeg aldrig sagt. Jeg har ikke engang antydet det. Det, de gør, er temmelig gennemskueligt. I stedet for at håndtere sagerne omkring politibrutalitet, som folk har henledt opmærksomheden på, i stedet for at undersøge problemet med politibrutalitet i det her land, prøver de at angribe mig«, siger han til avisen og fortsætter:
»Og deres budskab er meget klart. Det er at få mig til at tie stille. Det er at angribe min hæderlighed. Det er at intimidere mig. Det er at lukke kæften på mig, og endnu mere vigtigt er det at sende et budskab til alle prominente personer, der måske føler et behov for at tilslutte sig denne side af diskussionen«.
»Jeg bliver ikke intimideret. Helt ærligt føles det sølle, at en flok udbasunerende politifyre kalder mig en politihader. Jeg er ikke politihader. Det er en mistolkning. Det er perfidt. Det er ikke sådan, jeg har det… Jeg trækker ikke det, jeg sagde, tilbage. Det, jeg sagde, var sandheden«.
Flere politichefer har allerede afvist Tarantinos uddybning. Bill Johnson, chef for det nationale politiforbund, siger til The Wrap:
»Han ernærer sig som en mester i scene og setting, så at han nu hævder, at han ikke var fuldt ud klar over, at hans budskab lige præcis var, ‘at politimænd er mordere’, er latterligt«.
Han fortsætter:
»Han har de økonomiske midler og friheden til at formidle sit budskab, hvor som helst han vil – og at han helt bevidst vælger New York City, mens en familie forbereder begravelsen for deres myrdede politi-søn, er en ekstraordinært lav og ond gestus, som han ignorerer i dagens udtalelse«.