Tidligere i år havde Netflix stor succes med at gøre Marvel-superhelten Daredevil til seriestof, og nu forsøger streamingtjenesten at gentage kunststykket, når den kvindelige superhelt Jessica Jones tager kampen op mod mind control-superskurken Kilgrave.
I den forrige trailer fik vi ganske vist færden af, at vor heltinde er mere hårdhændet og sammenbidt end de fleste, men at hun ligefrem er »a hard-drinking, short-fused mess of a woman«, som superheltekollegaen Luke Cage tørt konstaterer i den netop udsendte trailer, sætter bestemt ikke en dæmper på vores forventninger. Særligt fordi trailerens rå og mørke udtryk synes at give Jones’ desillusionerede karakter perfekte arbejdesbetingelser.
I titelrollen ses Krysten Ritter, der nok bedst er kendt som Jesses kortvarige love interest i ‘Breaking Bad’, mens ‘Doctor Who’-stjernen David Tennant indtager skurkerollen med ligedele kløgt og kølig ondskab. ‘Jessica Jones’ kan ses på Netflix fra 20. november.