’A Very Murray Christmas’
Julen bør fejres i godt selskab. Og godt selskab må Bill Murray med venner i ’A Very Murray Christmas’ i den grad siges at være. Det hjælper også altid på julehumøret med en sjus eller to i hånden samt en god sang. Det ved instruktør Sofia Coppola, så det er præcis, hvad hun præsenterer for os i Netflix’ hyggespredende homage af en julespecial.
Tænk klassisk, amerikansk tv-varietéshow tilsat Bill Murrays knastørre humor.
Formlen har vist sig succesrig siden 1950’erne. Dengang hyggedrak, croonede og jokede koryfæer som Frank Sinatra og Bing Crosby sig igennem det ene mere usandsynlige scenarie efter det andet foran millioner af tv-seere. De lignede et par mænd, der hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. Og den gode stemning smittede. Senere har både Judy Garland, Bob Hope, Cher, Pee Wee Herman og Lady Gaga & The Muppets holdt traditionen til den knitrende pejseild. Altid med stor underholdningsværdi.
Her kan ’Julehilsen til Grønland’ godt pakke sammen.
’A Very Murray Christmas’ er ikke som sådan en julekoncert eller et show, men snarere en lille, en-times fortælling. Som en scene taget ud af Sofia Coppolas melankolske mesterstykke, ’Lost in Translation’, møder vi Bill Murray (der spiller Bill Murray) på det traditions- og historierige Carlyle Hotel i New York. Stirrende tomt og nedtrykt ud over byens tage fra penthouseværelset akkompagneres han jazzet af Letterman-legenden Paul Shaffer ved klaveret. Kommer der mon overhovedet nogen af de indbudte berømtheder til aftenens liveshow fra hotellets lille scene, nu hvor der er snestorm over New York? Bill er trist og juleblues’et – som Søren Brun i tegnefilmklassikeren ’A Charlie Brown Christmas’.
Amy Poehler er fuld af energisk pep som den overgearede producer, der død og pine skal have Bill Murray på scenen. Det lykkes, men kun for et kort øjeblik og et par sange. Blandt andet en modvillig og kun jævnt underholdende duet i selskab med Chris Rock. Så kapper stormen satellitforbindelsen og efterlader Bill helt alene og uden et gig her juleaften. Langt fra det store show sammen med George Clooney og Miley Cyrus, han drømte om.
Det glemmer både han og vi dog hurtigt i mødet med hotellets personale og en håndfuld gæster. Jenny Lewis’ servitrice varmer gamle Bills hjerte med sød sang og en velskænket cognac. »You’re my little brandy angel«, bedyrer han. En drink hjælper gevaldigt på humøret, og snart uddeler Murray – præcis som vi kender og elsker ham – halvt morsomme/halvt alvorlige visdomsord til et ungt par (Jason Schwartzman og Rashida Jones), der skulle have holdt deres bryllup på hotellet. I baren pudser David Johansen fra New York Dolls glas og mikser cocktails. Altså når han ikke lige vrænger charmerende hæst med på en julesang.
Og så til en decideret showstopper. Maya Rudolph, der som Bill Murray selv fandt berømmelse via sketchshowet ’Saturday Night Live’, går fuld diva inklusive pelsfrakke a la Marlene Dietrich i en fremragende version af ’Christmas (Baby Please Come Home)’. Den optræden har man instinktivt lyst til at spole tilbage og se igen. Wow.
Det virker alt sammen yderst afslappet og noget så lunt med Murrays henkastede aside-bemærkninger og den dæmpede hotelbar-belysning. Champagnen bobler i glassene, og siden dukker både George Clooney og Miley Cyrus faktisk op, om end ikke helt som Murray måske havde håbet. De er en aparte trio – men det fungerer overraskende fint.
Grundstemningen i Sofia Coppolas julespecial er meget Bill Murray’sk. Løssluppen, ærlig og med et nostalgisk glimt i øjet. Den store sammenhæng eller morale skal du dog ikke forvente at finde i ’A Very Murray Christmas’. Men det vidste du nok godt. Det er jo en julespecial med Bill Murray.
Kort sagt:
»We’ve got food. We’ve got booze. We’ve got attractive people. And music. Christmas music«. Sofia Coppolas hyggeligt diverterende ’A Very Murray Christmas’ får dig ganske enkelt i julehumør med en veloplagt Bill Murray, der crooner juleklassikere og bunder cocktails med vennerne på en hotelbar i New York.