Quentin Tarantino angriber Disney: »De gør alt for at fucke med mig«

Quentin Tarantino angriber Disney: »De gør alt for at fucke med mig«

En ny dag, en ny kontrovers med Quentin Tarantino i centrum.

Mesterinstruktøren har både lagt sig ud med den amerikanske politistyrke og »internettets retfærdigheskrigere«, og nu går han også til angreb på selskabet bag den nye ’Star Wars’-trilogi, Disney.

På Howards Sterns radioshow kritiserede Tarantino Mickey Mouse-firmaet i skarpe vendinger, da de – ifølge instruktøren – har skubbet hans 70mm-western ’The Hateful Eight’ ud af L.A.’s berømte biograf, Cinerama Dome, til fordel for ’Star Wars: The Force Awakens’.

»Det var elendige nyheder, og det pissede mig virkelig af«, sagde Tarantino. »De gør alt for at fucke med mig«.

I et interview med Deadline.com tidligere på året sagde instruktøren, at ’The Hateful Eight’s panoramiske 70mm-billeder er designet specifikt til den biograf, den nu er blevet smidt ud af.

»Jeg lavede ‘The Hateful Eight’ med Cinerama Dome i tankerne. Da jeg så den første gang i den biograf, var det, som om jeg aldrig havde set den før«.

Tidligere har den samme film ikke haft mulighed for at spille samtidig i L.A.’s største biografer, The Chinese Theatre og The Cinerama Dome, men det har ændret sig med ’Star Wars: The Force Awakens’, der fra i morgen stormer de californiske lærreder.

»Det er ondt og hævngerrigt, og det er afpresning«, mener Tarantino.

Howard Stern støttede senere sin gæst i en direkte henvendelse til Disneys administrerende direktør Bob Iger, der ifølge radioværten er blandt hans faste lyttere.

»Hør, Bob… Jeg er skide ligeglad med den her biograf. Quentin er en weirdo – undskyld, Quentin…. Men Domen kan vise filmen i de åndssvage 70mm. De har alt det lort, han går op i. Han ønsker bare at vise sin skide film der. Du er på toppen af verden. Du har ’Star Wars’. Behøver du også det her?«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af