‘The Revenant’ blev den helt store sejrsherre, da Hollywoods prestigefyldte Golden Globes blev uddelt på Beverly Hilton i Los Angeles i nat dansk tid.
‘The Revenant’, som er instrueret af sidste års Oscar-vinder Alejandro Gonzalez Inarritu, vandt lettere overraskende priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste skuespiller (Leonardo DiCaprio), hvilket giver filmen momentum frem mod Oscar-uddelingen i næste måned.
The Golden Globes opdeler priserne i drama- og musical/komedie, og i sidstnævnte kategori var det Ridley Scotts ‘The Martian’, der vandt efter noget besynderligt at være placeret i komediekategorien. Matt Damon (‘The Martian’) og Jennifer Lawrence (‘Joy’) tog priserne som bedste skuespiller og skuespillerinde i denne kategori.
På tv-fronten vandt ‘Mr. Robot’ for bedste drama foran blandt andet ‘Game of Thrones’ og ‘Narcos’, mens Amazons ‘Mozart in the Jungle’ vandt som bedste komedie foran mere velkendte serier som ‘Orange Is The New Black’, ‘Veep’ og ‘Transparent’. Golden Globe er kendt for at hædre nye og friske tv-serier, og årets uddeling — hvor Ricky Gervais var vært for fjerde gang — var således ingen undtagelse.
BBC’s ‘Wolf Hall’ vandt for bedste miniserie, og mens Oscar Isaac (‘Show Me A Hero’) vandt for bedste skuespiller i denne kategori, tog Lady Gaga prisen hjem for bedste skuespillerinde (‘American Horror Story: Hotel’).
The Golden Globes uddeles af Hollywood Foreign Press Association, en forening af omtrent 90 udenlandske journalister i Hollywood, og er derfor ikke en direkte indikation om Oscar-priserne (som uddeles af den amerikanske filmbranche), men kan alligevel give et vigtigt rygstød med på vejen,
Årets Oscar-nomineringer annonceres på torsdag.
Se alle Golden Globe-priserne her.
FILM
Bedste drama: ‘The Revenant’
Bedste skuespillerinde, drama: Brie Larson (‘Room’)
Bedste skuespiller, drama: Leonardo DiCaprio (‘The Revenant’)
Bedste komedie/musical: ‘The Martian’
Bedste skuespillerinde, komedie/musical: Jennifer Lawrence (‘Joy’)
Bedste skuespiller, komedie/musical: Matt Damon (‘The Martian’)
Bedste instruktør: Alejandro Gonzalez Inarritu (‘The Revenant’)
Bedste manuskript: Aaron Sorkin (‘Steve Jobs’)
Bedste skuespiller i en birolle: Sylvester Stallone (‘Creed’)
Bedste skuespillerinde i en birolle: Kate Winslet (‘Steve Jobs’)
Bedste udenlandske film: ‘Son of Saul’
Bedste animerede film: ‘Inside Out’
Bedste originale score: Ennio Morricone (‘The Hateful Eight’)
Bedste originale sang: ‘Writing’s On The Wall’ (‘Spectre’)
TV
Bedste tv-film/miniserie: ‘Wolf Hall’
Bedste skuespiller, tv-film/miniserie: Oscar Isaac (‘Show Me A Hero’)
Bedste skuespillerinde, tv-film/miniserie: Lady Gaga (‘American Horror Story: Hotel’)
Bedste tv-serie, komedie/musical: ‘Mozart In The Jungle’
Bedste skuespiller, tv-serie, komedie/musical: Gael Garcia Bernal (‘Mozart’)
Bedste skuespillerinde, tv-serie, komedie/musical: Rachel Bloom (‘Crazy Ex-Girlfriend’)
Bedste drama: ‘Mr. Robot’
Bedste skuespiller, drama: Jon Hamm (‘Mad Men’)
Bedste skuespillerinde, drama: Taraji P. Henson (‘Empire’)
Bedste skuespillerinde i en birolle: Maura Tierney (‘The Affair’)
Bedste skuespiller i en birolle: Christian Slater (‘Mr. Robot’)
Cecile B. DeMille Award: Denzel Washington