Kanye Wests allerede famøse backstage-rant fra ‘Saturday Night Live’, der blev lækket i sidste uge, understregede det selverklærede genis storhedsvanvid og forkærlighed for grove ord.
Den nærmest kaldte på spoofs, og nu er en sådan landet fra ingen ringere end Ryan Reynolds Deadpool, der ranter løs om sin egen storslåede betydning, og hvorfor han ikke blev vært for programmet tilbage i 90’erne.
I den oprindelige optagelse estimerer Kanye West sig selv til at være 50 procent mere indflydelsesrig end blandt andre Stanley Kubrick og Pablo Picasso. Deadpools kalkuleringer er dog nuancerede: 50 procent mere indflydelserig end KIA Sorrento, 10 procent mere end The Muppets og syv procent mindre end Urban Dictionary.
Klippet kommer også i kølvandet på et ønske om at give Deadpool-karakteren værtsrollen for ‘Saturday Night Live’. Programmets producer Lorne Michaels, som Deadpool også adresserer i videon, skal overtales, og en underskriftsindsamling prøver nu at samle støtter til at overbevise Michaels om det bizarre værtsskab med den stærkt populære superantihelt.