John Goodmans stemme er vores guide gennem den nye og korte trailer til den J.J. Abrams-producerede ’10 Cloverfield Lane’, hvor apokalypsen synes nær, og klaustrofobien vokser støt.
Selvom det officielle plot ikke er offentliggjort, ved vi – også ud fra den første trailer – at John Goodman holder John Gallagher, Jr. (‘Short Term 12’) og Mary Elizabeth Winstead (‘Scott Pilgrim vs. the World’) fanget i en bunker under jorden med en overbevisning om, at enden er nær, og at han bare redder de unge mennesker fra undergangen.
Filmen er instrueret af debutanten Dan Trachtenberg og er blevet beskrevet som en åndelig slægtning til Abrams ‘Cloverfield’, men er ikke en direkte fortsættelse. Manuskriptet er kreeret af Josh Campbell, Matthew Stuecken og vidunderbarnet Damien Chazelle, der stod bag ‘Whiplash’.
’10 Cloverfield Lane’ har dansk premiere 10. marts 2016.