Amy Schumer vender snart tilbage med fjerde sæson af sit sketchshow ‘Inside Amy Schumer’, der allerede har leveret utallige uforglemmelige øjeblikke som Last Fuckable Day om kvindelige skuespilleres udløbsdato, Milk Milk Lemonade om den bizarre fascination af numser og 12 Angry Men Inside Amy Schumer, hvor 12 vrede mænd diskuterer, om Amy er hot nok til tv.
Hvad den nye sæson har i vente, afslører ovenstående klip ikke meget af, men til gengæld får vi en kærlig hilsen fra Amy, der får diagnosen ‘overeksponeret’. Kuren er at holde sig fra alle medier, inklusive ‘Inside Amy Schumer’. »No can do Doc. Gotta follow my heart«, svarer Amy og blinker til sine fans.
Schumer har da også været exceptionelt meget i mediernes søgelys med sit Comedy Central-show, en HBO-special og premieren på ‘Trainwreck’ sidste år. Succesen har også afstedkommet kritikere, der mener, at Amy har stjålet deres jokes. En påstand, Schumer angiveligt vil modbevise i ‘Inside Amy Schumer’ sæson 4 med en løgnedetektortest.