’Fetter’
Det er, som om komikere og kendisser kan slippe afsted med hvad som helst i serieland, blot de spiller sig selv med et selvironisk glimt i øjet.
’Fetter’ påstår aldrig at være andet end en lillebror til ’Klovn’ med afdankede mandslinge i selvparodiens skælmske kødhakker: Tennisspilleren Frederik Fetterlein, der engang bankede Stefan Edberg, men nu knalder til højre og venstre i fordummende realityprogrammer, og makkeren (champen!) Uffe Holm, der, hvis han engang var sjov, ikke er det længere.
At eksistensgrundlaget for webserien om Fetters gøren og laden hedder ’Klovn’-kopi skriges til himlen i meta-afsnittet ’Kæmpe klovn’ (get it?), hvor Zentropa-boss Peter Aalbæk udråber idéen til den værste, han nogensinde er blevet pitchet, mens Uffe Holm vræler, at de bare kan smide skidtet ud til streaming, hvis ingen af tv-stationerne – end ikke TV 3 – bider på krogen. Som sagt, så gjort: ’Fetter’ er første satsning for det nylancerede streamingsite Mashed.net.
Selvironien vil vinde hjerter, men det er næppe nok at gå planken ud på meta, når det ikke ændrer på, at idéen er dårlig, Uffe Holm er umorsom, og Fetterlein ikke kan købe en troværdig grimasse.
Den fallerede tennisspiller gone playboy kæntrer straks forholdet til sin udkårne, milliardærarvingen Simone, med en vulgær sladderbladsvideo, der samtidig gør ham til et viralt hit og fremmaner dollartegnene i sin nyslåede manager Uffe Holms øjne. På det tidspunkt har ’Fetter’ allerede flashet flere silikonebryster end ’Piranha 3DD’, og man frygter, at serien har samme mål som sine karakterer: Kolde kontanter på baggrund af skamløs selvudstilling.
Men instruktør Adam Bonke og fotograf Jasper Spanning – to af dansk films store talenter – overvinder flere steder oddsene og afviger fra metaonanien i viltre, visuelt levende sidespring (titelsekvensen, der varierer fra afsnit til afsnit, er for eksempel særdeles vellykket). En suicidal Jonas Schmidt på flugt fra sit larmende Dolph-image er særligt forrygende i det vanvittige mellemspil, ’It’s better to burn out than to fade away’, der dropper mådeholdet og excellerer i et sammenbryg af hallucinogener, Olsen Banden-bankkup og seriøst morsomme selvmordsforsøg.
Her som i den resterende del af serien kastes arme Fetterlein fra den ene ekstrem til den anden – seksuelle og kriminelle – som en IQ-fattig reality-pendant til Hank Moody. Han spiller som en brækket arm, men på mærkværdig vis er den haltende repliklevering med til at male et billede af en sårbar, famlende singlefyr uden retning i livet. En linselus, der engang talte gennem sin ketsjer, men har skjult sig i reality-scenens forvanskende rampelys, siden han lagde den på hylden.
I dette portræt gemmer sig en større ømhed og ægthed end i det gennemført usympatiske ’Klovn’-univers, men vi bliver aldrig helt kloge på, hvordan det er at »ha’ det ligesom Fetterlein«. ’Fetter’ stiller sig nemlig for ofte tilfreds med kendisparader og metaleg – tilsat et stænk selvfedme over ironien: En replika af Fetterleins erigerede lem figurerer lidt hyppigere, end hvad man kunne ønske sig, mens det er svært at tro, at alle kvinder i hans nærhed – singler, gifte, fraskilte – spreder ben pr. automatik.
Formatet på et kvarter per afsnit er lige til at sætte tænderne i, og det ene afsnit tager det andet, for om ikke andet fungerer ’Fetter’ som kvalificeret og æstetisk lækker reality tv, der tilfredsstiller det lyserøde segments undertrykte nyfigenhed. Men ét er sikkert: Det er mere for drengerøve end feminister.
Kort sagt:
Frederik Fetterlein dirigerer os igennem et univers af champagne, selvmedlidenhed og silikonebryster i webserien ’Fetter’, der trods glimt af viltert komedieguld stiller sig tilfreds med at være selvbevidst uoriginal. At Fetter og hans sidekick Uffe Holm selv siger, at det er ’Klovn’ for afdankede komikere og kendisser ændrer ikke på, at det er lige præcis, hvad det er.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Manden bag ’Fetter’: »Ingen kiggede over skulderen, når der blev bandet eller sniffet coke«