Søndag aften uddeles priserne på årets mest prestigefyldte filmfestival. Det er et åbent race, hvor mange gode titler byder sig til – og hvor der ikke er én indlysende favorit.
Modsat ved Oscar er det fuldstændigt umuligt at spå om, hvilke præferencer den eklektiske jury af ni filmfolk (inklusive juryformand George Miller, danske Mads Mikkelsen, Kirsten Dunst og ’Son of Saul’-instruktør Laszlo Nemes) måtte have. Og ekstra svær bliver kigget i krystalkuglen med det faktum, at en film kun kan vinde én pris på festivalen.
Man kan altså ikke både få Guldpalmen og en skuespillerpris. Undtagelsen er, at man godt kan vinde en manus- eller jurypris samt en skuespillerpris, men det betyder altså, at hvis man først gætter Guldpalmen forkert, vælter hele korthuset højst sandsynligt: Ofte vil der være en gruppe film, juryen gerne vil præmiere, og så kan det indimellem synes lidt tilfældigt, hvordan de fordeler dem på de enkelte priser).
Men alligevel: Her lægger jeg hovedet på blokken og gætter på alle årets vindere. Kun én ting er sikkert: Jeg får ikke ret.
Guldpalmen: ’Toni Erdmann’
Det er ekstremt svært at spå om årets Guldpalmevinder, og der er flere ting, der taler imod Maren Ades tyske ’Toni Erdmann’: Den er hjertevarm og ekstremt sjov, sine steder grænsende til slapstick, hvilket er en sjælden kvalitet i de ofte eksistenstunge Guldpalme-vindere. Og så er den visuelt ret uanseelig og altså ikke progressiv i filmisk forstand.
Når jeg alligevel hælder til, at Juryen peger på den, skyldes det, at det har været festivalens største positive overraskelse. En relativt upåagtet, men talentfuld instruktør laver pludselig en film, som alle er enige om at elske, og som bag komikken tager elegant hul på en række store temaer som far-datter-forhold, det moderne karriereræs, alderdom og lykke.
Jeg tror desuden, at det kan være tungen på vægtskålen, at filmen er instrueret af en kvinde, og det er ikke mindst derfor, at jeg anser ’Toni Erdmann’ og ’American Honey’ for de bedste Guldpalmebud. Hvis Juryen er jævnt fordelt på en række forskellige kandidater, vil det være et stærkt signal i disse kønsdebattider, som Cannes-festivalen også er ramt af år efter år, at give Guldpalmen til en kvinde for blot anden gang (!) i historien.
Det betyder ikke, at Maren Arde får prisen, fordi hun er kvinde, for jeg mener også, hun har lavet den bedste film. Men det kan spille en afgørende rolle på opløbsstrækningen.
Grand Prix (andenpræmien): ’American Honey’
På mange måder er Andrea Arnold en mere oplagt Guldpalmevinder end ’Toni Erdmann’: Med sin lange spilletid og ambitiøse road-odyssé af episk tilsnit kan det ses som den foreløbige kulmination på en særdeles respekteret filmkunstners karriere, og filmen nærmest beder om at blive set som større og bedre end hendes forrige film af mindre skala (’Red Road’, ’Fish Tank’).
Filmen om en gruppe magasinsælgeres rejse gennem USA deler dog vandene – nogle finder den for smart og hipster-agtig med det opmærksomhedskrævende soundtrack af alt fra pop til hiphop, de selvbevidste poetiske billeder og de overgearede unge. Og så har den med sine små tre timer spilletiden mod sig: Selv mange af dens tilhængere finder den for lang.
The Hollywood Reporter lancerede for nogle dage siden et rygte om, at filmen har vundet juryens hjerter, og man da også kan sagtens se folk som George Miller og Mads Mikkelsen holde af den. Juryen kan også meget vel føle, at det er Andrea Arnolds tur til at få den helt store pris efter at have vundet Juryens Pris to gange tidligere.
Jeg gætter dog på, at den taber Guldpalmen med et mulehår og må nøjes med andenpladsen.
Juryens Pris (tredjepræmien): ’Graduation’
Nå ja, så må det da også være mændenes tur, hva! Cristian Mungiu – manden bag Guldpalmevinderen ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ fra 2007 – slår fast, at han er en af Europas store auteurs, og hans nye film er et sublimt studie i en glidebane af dårlige moralske valg.
Han kunne godt være en Guldpalme-kandidat, men det tæller ned, at han har vundet før – og at filmen ikke er uomtvisteligt bedre end hans tidligere vinder. Men jeg tror og håber på, at han kommer på podiet.
Bedste instruktør: Jeff Nichols, ’Loving’
Efter ’Shotgun Stories’, ’Take Shelter’, ’Mud’ og ’Midnight Special’ har Jeff Nichols lavet sin mest konventionelle film i karrieren: Om en hvid mand og en sort kvinde der kæmper for at gå godkendt deres ægteskab i USA’s sydstater ved domstolen.
Den tilhører ikke en type film, der normalt vinder (eller bør vinde) de store priser i Cannes, men den er alligevel så velfortalt, velinstrueret og fortjenstligt tilbageholdt, at Nichols er et godt bud på instruktørprisen. I mange andre instruktørers hænder ville denne historie kamme sentimentalt over.
Desuden tager filmen fat på et meget betændt emne, hvilket sikkert heller ikke tæller ned i juryens vurdering.
Bedste manuskript: Jim Jarmusch, ’Paterson’
’Paterson’ bør have en pris, og sådan er det. Det er nok for meget af en return to form end et nybrud for den erfarne Jarmusch til at være Guldpalme-potentiale, men de fleste er enige i, at hans lavmælte film om en buschauffør med digterpotentiale (Adam Driver) og hans søde hustru hørte til blandt festivalens bedste.
Det skyldes i allerhøjeste grad et præcist, afmålt manuskript spækket med både eksistentielle betragtninger, morsomme indslag og rørende karakterer. En manuskriptpris vil også være en lejlighed til at hylde Ron Padgett, som har skrevet de digte, der spiller en central rolle i filmen.
Bedste kvindelige skuespiller: Sonia Braga, ’Aquarius’
Sofia Braga er – åbenbart – en af de helt store skuespillere i Brasilien, og med ’Aquarius’ mener mange, at hun har fået sit livs rolle.
Jeg kendte hende ikke på forhånd, men jeg kan bekræfte, at 65-årige Braga gør det fremragende som kvinden, der nægter at flytte ud af sin lejlighed, selvom ejendomsselskabet vil rive bygningen ned. Hun er smuk, bestemt, trist, provokerende og hamrende stædig, og hun rammer alle tangenterne forbløffende rent.
Jeg synes indimellem, at filmen var flakkende instrueret, så en skuespillerpris ligger lige til højrebenet.
Bedste mandlige skuespiller: Dave Johns, ’I, Daniel Blake’
Ken Loach var gået på pension, men så besluttede han sig for at vende tilbage med ’I, Daniel Blake’ og gudskelov for det.
Det er et flot comeback for den britiske mester, en voldsomt indigneret – men også sjov og vital – film om en håndværker i 50’erne, der tvinges ud i det håbløst bureaukratiske arbejdsløshedssystem.
Dave Johns bærer filmen som den stålsatte og sympatiske titelfigur, der gerne vil hjælpe sin næste, men ikke bryder sig om at blive kørt om hjørner med af et uforståeligt system.
Jeg tror, ’I, Daniel Blake’ får en pris og i et år med forbløffende få markante mandlige hovedroller, er Dave Johns et godt bud.