Kilde: Susanne Bier blandt kandidaterne til at instruere den næste James Bond-film

Kilde: Susanne Bier blandt kandidaterne til at instruere den næste James Bond-film

Den seneste uger har rygterne fået frit løb om James Bond-franchisens fremtid. I weekenden bekræftede Sam Mendes, der har instrueret ‘Skyfall’ og ‘Spectre’, at han giver stafetten videre til en ny instruktør.

I ugens løb har navne som Jamie Bell (‘Nymphomaniac’) og enddog Gillian Anderson (‘X-Files’) været nævnt på rygtebasis som den næste Bond. Mest hold virker der dog til at være i rygtet om, at Tom Hiddleston erstatter Daniel Craig som agent 007 – Craig forventes at annoncere sit stop meget snart. Særligt har Hiddlestons rolle i Susanne Biers ‘Natportieren’ været med til at øge Bond-buzzen omkring briten.

Hiddlestons chancer forværres ikke af det seneste rygte: Den danske instruktør Susanne Bier nævnes blandt kandidaterne til at overtage Sam Mendes’ instruktørrolle, skriver Radiotimes.com.

Kilder tæt på producerne af Bond-filmen skulle angiveligt have fortalt, at Bier er blandt »en håndfuld« navne på producer Barbara Broccolis liste over mulige instruktørnavne. Hvis Bier får opgaven, vil hun blive den første kvindelige Bond-instruktør nogensinde. Det kan ikke udelukkes, at Bier og Hiddleston kan øge hinandens chancer, fordi de i ‘Natportieren’ har vist, at de kan arbejde sammen.

Hvis Bier ender som instruktør,  vil hun som bekendt ikke være den første dansker, der har været involveret i Bond-franchisen. Skuespillerne Mads Mikkelsen (‘Casino Royale’), Jesper Christensen (‘Casino Royale’, ‘Quantum of Solace’, ‘Spectre’) og Ulrich Thomsen (‘The World Is Not Enough’) har for eksempel alle spillet skurke i serien.

Læs også: Fra longshot til favorit: De bedste bud på en ny James Bond

Læs også: Vi rangerer: De fem bedste James Bond-film – og de tre værste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af