‘Søstre’
Svigtede børn og familiedynamikker har været tema i en række af den japanske Cannes-favorit Kore-eda Hirokazu film. ‘Nobody Knows’ (2004) handler om fire søskende, der bliver forladt i en lejlighed af deres overvældede mor. ‘I Wish’ (2011) om to brødre, der bliver adskilt ved forældrenes skilsmisse. Og ‘Min søns familie’ (2013) om to familier, der opdager, at deres 6-årige sønner blev forbyttet ved fødslen – og nu overvejer, om de skal bytte tilbage.
‘Søstre’, der er baseret på mangaserien ‘Umimachi Diary’ og var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes sidste år, er markant lettere i tonen, men titlens fire (halv)voksne søstres forældresvigt fra fortiden ligger hele tiden og ulmer og truer med at spolere den ellers hyggelige stemning.
De tre søstre i 20’erne, Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og Chika (Kaho) lever harmonisk sammen i deres mormors gamle hus i kystbyen Kamakura. Det har de gjort, siden deres far forlod familien til fordel for en anden kvinde 15 år tidligere, og moren fulgte trop ud af fortvivlelse. Sachi påtog sig moderrollen og er stadig den fornuftige storesøster, der arbejder som sygeplejerske og irettesætter sine søstre, når de opfører sig uansvarligt eller skovler deres mad. Yoshino er den vilde midtersøster, der keder sig i sit bankjob, drikker for meget og låner penge til sine håbløse kærester. Chika er den skøre lillesøster, der arbejder i en sportsbutik og dater en excentrisk kollega.
Da søstrenes far dør, rejser de trods deres ikke-eksisterende forhold til begravelsen i en anden del af landet. Her møder de deres 14-årige halvsøster, Suzu (Suzu Hirose), som de spontant inviterer til at komme og bo hos dem, da de ser, at hendes stedmor er uegnet til forældrerollen. Suzu takker ja og falder som verdens nemmeste teenager hurtigt til som yngste medlem af kvindekollektivet og på sin nye skole og på fodboldholdet.
Søstrene elsker at tage sig af deres nye charmerende lillesøster, men hun minder dem også om deres smertefulde fortid. De er dog rørende enige om, at Suzus mors rolle i forældrenes skilsmisse – som Suzu føler skyld over – ikke skal gå ud over hende. Med masser af kærlighed, fælles måltider og hævd af tradition for brygning af blommevin bryder de på smuk vis det giftige familiemønster præget af svigt og ustabilitet. Det gør ‘Søstre’ til en rørende fortælling om tilgivelse og søskendesammenhold – og en hyldest til hverdagen.
At beskrive ‘Søstre’ som et underspillet drama er en underdrivelse. Med undtagelse af en enkelt konflikt med de tre ældste søstres besøgende mor hæver kvinderne sjældent stemmen eller udviser store følelser. Størstedelen af filmens 128 minutter går med at følge deres hverdagsliv med rutinejobs, lidt kærlighedsskrupler, småskænderier, indkøb, madlavning, og restaurantbesøg. Imens observerer vi årstiderne skifte – i et visuelt højdepunkt sidder Suzu bag på sin potentielle kærestes cykel gennem en tunnel af blomstrende kirsebærtræer – og deres forhold stille udvikle sig.
De fire karakterer er skarpt trukket op, på kanten af karikaturer, men komplimenterer hinanden så fint og spilles så charmerende, at det ikke gør noget. Kore-eda Hirokazu har et eminent blik for de små detaljer, der gør søsterdynamikken troværdig. Nogle gange et skænderi om en lånt sweater, andre gange et indforstået blik. Filmen føles som en god tv-serie, hvor man virkelig er blevet en del af et univers og nogle menneskers liv, og da den slutter, har man overhovedet ikke lyst til at forlade søstrenes dejlige selskab.
Kort sagt
Den japanske instruktør Kore-eda Hirokazus underspillede drama om tre voksne søstre, der adopterer deres nyfundne lillesøster, er en rørende fortælling om svigt, tilgivelse og familiesammenhold og en smuk hyldest til hverdagsrutiner, friskfanget fisk og søsterskab.