‘Løvernes konge’ bliver genindspillet som liveaction a la ‘Junglebogen’

‘Iron Man’-instruktøren Jon Favreau kastede sig ud i lidt af en udfordring, da han forsøgte at genoplive Disney-klassikeren ‘Junglebogen‘, der fik premiere tidligere på året. Men med udsøgt CGI og et stjernecast (Bill Murray, Idris Elba og Scarlett Johansson med flere) lykkedes det ifølge de fleste anmeldere alligevel Favreaus genindspilning at underholde og forblænde.

Så nu prøver Favreau igen med endnu en animationsklassiker.

Disney har nemlig offentliggjort, at Favreau skal instruere et remake af ‘Løvernes Konge’, en såkaldt »reimagining«, som Disney selv ynder at kalde det. Filmen, der efterhånden har 22 år på bagen, er blevet et hjertebarn for mange Disney-fans med sin Hamlet-inspirerede fortælling om Simba, Mufasa, Scar og andre af den afrikanske savannes beboere som vildsvinet, desmerdyret og bavianen.

Vi kan formentlig forvente os en genfortælling i stil med ‘Junglebogen’, og stjernerne bliver formentlig nemme at lokke til. Det er endnu ikke til at sige, hvornår den nye ‘Løvernes Konge’ får premiere, men Favreau har også en del at se til med ‘Junglebogen 2’, og Disney har travlt med at markedsføre den kommende ‘Beauty and the Beast’ med Emma Watson i hovedrollen.

Læs mere: Emma Watson bliver til Belle i Disneys ‘Beauty and the Beast’ – se den første teaser

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af