’Junglebogen’ tangerer det rent og skært unødvendige

3 6

Lad os bare sige det, som det er: Disneys ’Junglebogen’ fra 1967 er den af selskabets animationsklassikere, der har den tyndeste historie. Tegnefilmen udmærkede sig udelukkende ved den morsomme idé at svøbe junglens dyr ind i svedige jazzede rytmer og tilbagelænede 60’er-attituder.

Disney er derfor allerede bagud på point, når de vælger at genindspille denne retrosag i nærmest 1:1-format. Fortællingen er ret simpel: Menneskebarnet Mowgli er vokset op alene blandt ulve i junglen. Han har svært ved at tilpasse sig og fralægge sig alle sine menneskelige egenskaber, hvilket får junglens tyran, tigeren Shere Khan, til at true ulveflokken med død og ødelæggelse, hvis ikke de udstøder ham.

Herefter følger den ene tilfældige scene efter den anden, hvor Mowgli som et uønsket flygtningebarn i Vesteuropa kastes rundt blandt junglens dyr i håb om at finde et sted, hvor han hører til, inden tigeren springer på ham.

Hvis allegorien er intentionel, må Shere Khan ses som den politisk voksende højrepopulisme i Vesten, men hvis denne nye version af Rudyard Kiplings digte og eventyr fra den indiske jungle er et slag for mangfoldighed, racelighed og integration, så gjorde Disney det skarpere tidligere på året med animationsfilmen ’Zootopia’.

For som publikum kan man måske godt forstå, hvorfor dyrene ikke vil have Mowgli. Skuespilleren bag drengen med de røde underdrenge, Neel Sethi, er en lille smule anstrengende, og karakteren mangler dybde og synlig splittelse. Vi opnår på intet tidpunkt forståelse for Mowglis følelser eller tanker, da han ligesom tegnefilmfiguren aldrig viser andre sindstilstande end glad eller sur. Man savner næsten sætninger som »den er mæægtig Baloo« og »ih Kong Louie du er mægtig god«.

Den store fornøjelse skal derfor findes i filmens mange dygtige skuespillere og deres markante stemmer. Gemt bag en ekstrem flot og velproduceret CGI-pels optræder verdensstjerner som Ben Kingsley (panteren Bagheera), Scarlett Johansson (slangen Kaa), Lupita Nyong’o (ulvemoren Raksha) og Christopher Walken som Kong Louie. Bedst er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der med en skarp og utilregnelig stemmeføring giver liv til årets foreløbigt mest uhyggelige skurk.

Bill Murray gør også et lækkert stemmejob som bjørnen Baloo, men med den casting kunne man have håbet på endnu flere humoristiske bemærkninger.

Jon Favreau er en instruktør med svingende resultater. Både julekomedien ’Elf’ og Marvel-filmatiseringen ’Iron Man’ satte standarden for deres udskældte genrer. Til gengæld vidner bestillingsfilm som ’Cowboys & Aliens’ og ’Iron Man 2’ omvendt også om, at han har en tendens til at drukne fortællingen i tilfældig action og overdådige computereffekter.

Instruktøren er mere stabil, når han krediteres som manuskriptforfatter. ’Junglebogen’ kunne eksempelvis godt have brugt den personlige røst og smittende fortælleglæde, der kendetegner hans gode, mindre film som ’Swingers’ og ’Chef’. Justin Marks manuskript til ’Junglebogen’ er i stedet en kedelig konventionel og genkendelig genindspilning, der med sin sukkersøde og konstruerede Disney-afrunding lefler for sit yngre publikum.

Fortællingen bliver selvfølgelig eksponeret for en ny generation, der måske nok vil elske de mange flotte dyr, hvis de altså kan overkomme filmens mange letkøbte chokeffekter, men spørgsmålet er, om de ikke i lige så høj grad vil elske 1967-versionen?

Der er i hvert fald ikke mange ændringer. Selv sangene er med, men kun i korte nostalgiske glimt som et hurtigt vip med nakken til en fjern bekendt, som man ikke er sikker på, man tør hilse ordentligt på.


Kort sagt:
Junglebogen tangerer det rent og skært unødvendige, måske ikke ligefrem det svært elendige, men filmen er absolut ikke det, som du har brug for på din vej.

Spillefilm. Instruktion: Jon Favreau. Medvirkende: Neel Sethi, Christopher Walken, Lupita Nyng'o, Ben Kingsley, Bill Murray, Idris Elba & Scarlett Johansson. Spilletid: 105 min.. Premiere: Den 14. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af